AMERIKANSK BLUESLEGENDE SPILLER TRE KONCERTER I NORDVESTJYLLAND

Amerikanske Walter Trout optræder midt i oktober i Skive og Thisted. Med sig har han det lokale og internationalt anerkendte band Blindstone

Af Lars Schmidt

-Sidst, jeg stod på en scene, var den 11. marts. Jeg er klar!

Ordene kommer fra den amerikanske blueslegende, den dansk-gifte guitarist Walter Trout. Og de ord er ikke til at misforstå.

Manden, der startede med at skabe sig et navn på øverste hylde i de tre år, han var med i Canned Heat og umiddelbart herefter fyldte skoene ud efter Peter Green og Eric Clapton i John Mayall’s Bluesbreakers, inden han skabte sig sin egen solokarriere, savner sit publikum.

Foto: Lars Schmidt

69-årige Walter Trout har opholdt sig i frivillig landflygtighed ved Vesterhavet siden midt i juli, i sit og hustru Maries sommerhus i Nørre Vorupør, der ligger mellem Thyborøn og Hanstholm.

Coronakrisen drev Marie og Walter Trout fra deres egen kyst i Huntington Beach syd for Los Angeles og til mere tryghed og sikkerhed ved de stejle skrænter ved Vesterhavet. På behørig afstand fra det store coronakaos i USA.

I sommerhuset ved Vesterhavet lever ægteparret Trout, afskåret fra den amerikanske del af familien, som tæller sønnerne Dylan og Mike. Men tæt på den ældste søn, Jon, der studerer på Musikkonservatoriet i Aalborg.

I Nørre Vorupør lever Walter Trout også afskåret fra sit band. Den manglende faste kontakt med bandet sker på noget nær det værst tænkelige tidspunkt. Trout har netop udgivet et nyt album, det fremragende og anmelderroste ’Ordinary Madness’, som han ikke kan følge op på, som han plejer, når han udgiver plader. Det klør i ham for at komme til at optræde med de nye numre. Ja, i det hele taget klør det i ham for at komme til at optræde.

Tre koncerter i Jylland

Det sker heldigvis nu. Tre dage midt i oktober giver han koncert – den 15. og 16. i Skive Teater og den 17. oktober i Thisted Musikteater. Den midterste koncert er allerede udsolgt.

Walter Trout er – som han siger – klar. Helt klar.

-Det bliver sjovt. Jeg er virkelig spændt og glæder mig. Sidste gang, jeg var på en scene, var 11. marts. Jeg er klar.

Da han ikke kan få sit eget band fløjet fra Californien til den jyske vestkyst, har Walter Trout allieret sig med noget af det absolut bedste danske inden for den genre, han gør sig i, bluesrocken. Og det er den internationalt anerkendte Thisted-trio Blindstone.

Blindstone så dagens lys tilbage i 2002 og har siden da udgivet ni studiealbums på et amerikansk pladeselskab. Albums, som har opnået stor ros og anerkendelse. Ikke mindst i udlandet.

Når han skal optræde med Blindstone, kommer Walter Trout til at gøre det, som han gjorde i sine tidlige år med blandt andet bluesikonet John Lee Hooker: At dele scene med en guitarist i verdensklasse.

Den aktuelle superguitarist, som Trout nu skal optræde med, er lederen af Blindstone, Martin Jepsen Andersen, som ud over at spille med bands som danske Meridian og Kuko de Kobra og amerikanske Blindside Blues Band har optrådt med koryfæer som George Clinton, Billy Preston og Bobby Womack. Og han har indspillet med Snoop Dog.

-Jeg har før spillet med andre guitarister. Det skal nok blive godt. Jeg har set videoer af Blindstone. De er virkelig gode, og Martin er direkte utrolig. Jeg forventer, at han og jeg får kørt nogle rigtige gode ting, og han får naturligvis også plads til at spille soloer.

Foto: Lars Schmidt

Hvilke sange, publikum til de tre koncerter, hvor der hver aften højst kan være 150 siddende gæster, kommer til at høre, kan Walter Trout ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Men han kan fortælle, hvilke det ikke bliver:

-De nye sange fra ’Ordinary Madness’ vil jeg helt klart foretrække at spille første gang med mit eget band. Jeg har ikke kigget på sange endnu, men jeg finder nogle fra mit katalog, som vi så skal øve op nogle gange. Jeg er helt, helt sikker på, at vi vil komme til at sparke røv, fastslår han:

-Det bliver nogle gode aftener. Blindstone er et godt band, og vi får det rigtig skægt.

Der kommer også en tredje guitarist med ved de to koncerter på Skive Teater. Det er Walter og Marie Trouts 26-årige søn, Jon.

Koncerterne vil vare fra en time til halvanden.

Blindstone er også klar

Det vil være en underdrivelse af de store at påstå, at de tre dygtige musikere i Blindstone glæder sig. Trommeslager Sigurd Jøhnk, bassist Jesper Bunk og guitarist Martin J. Andersen er mindst lige så klar som Walter Trout.

-Da jeg blev ringet op og spurgt, om vi ville medvirke, troede jeg, at det var som opvarmning – lige som for femten år siden. Men Walters band er i USA og kan ikke komme herover, så de spurgte, om vi ville træde i deres sted, fortæller Martin J. Andersen:

-Da det gik op for mig, at vi skulle spille med Walter Trout, blev jeg fuldstændig vild oveni hovedet. Det er jo helt fantastisk. Han er en legende. Jeg stod som 15-årig på drengeværelset og jammede til ’Life In The Jungle’-pladen. Det er kæmpestort. Jeg har altid haft enorm respekt for den mand.

-Han er i bluesens superliga sammen med Joe Bonamassa, Kenny Wayne Shepherd og andre. Han er en af de få fra 1970’erne og 80’erne, der stadig er her, siger Martin J. Andersen:

-Walter Trout er jo en af de fandenivoldske typer. En af dem med enormt temperament og energi i spillet. Han er en af dem, der gør bluesen spændende. Han er en fantastisk guitarist og sanger. Der brænder en ild i ham, og han er bestemt ikke en puritaner, der kan nøjes med at spille to toner i minuttet. Han giver den fuld gas. Det er lidt det samme, som da jeg så Stevie Ray Vaughan spille. Det er lidt med livet som indsats, når han kaster sig ud i det.

Blindstone var supportband for Walter Trout, da denne spillede i Thisted for femten år siden.

-For femten år siden varmede vi op for Walter herhjemme i Thisted. Jeg var opløftet. Han havde flyttet publikum til et helt andet sted med sin spilleglæde og sit groove. Det var bare så umiddelbart. At vi nu står her femten år senere og skal spille med ham, er jo helt vanvittigt, siger Martin J. Andersen:

-Det er en fantastisk mulighed for Blindstone, og det er helt enormt for mig selv. Det er virkelig et højdepunkt at blive bedt om at spille sammen med Walter Trout.

Glad og taknemmelig

Walter Trout er ekstra sårbar over for covid-19. Tilbage i 2014 fik han en levertransplantation, og det placerer ham helt automatisk i risikozonens yderste geled.

Men han har det fint, understreger han. Og bakkes op af hustruen:

-Det var kurven på coronavirus i USA, der tvang os til at komme hertil. Vi landede i Danmark 16. juli. Kurven steg og steg, og der var slet ikke styr på tingene i USA, fortæller hun:

-Jeg er så glad og taknemmelig over at komme hjem til Danmark, hvor der er styr på tingene og et helt andet slags sammenhold. Det er en kæmpe gave til mig. Vi er isolerede her. I USA var det rigtig slemt på det tidspunkt, og det er stadig slemt. Det gjorde det meget skræmmende at gå nogle steder hen. I USA kan man slet, slet ikke gøre det, som vi gør nu i Danmark.

-Walter rejste ind i landet sammen med mig. Ellers havde han ikke fået lov. Det er, fordi jeg er dansk statsborger, at han kunne komme ind. Men han må kun blive her i 90 dage, så vi er i gang med at søge om opholdstilladelse, fortæller Marie Trout, som også er helt, helt klar til, at husbonden skal ud at spille igen:

-Det er skønt med den syntese af noget internationalt og noget helt lokalt. Det er godt, at vi har et band, som Walter har virkelig god kemi med, siger hun.

Foto: Lars Schmidt

Billetter til koncerten på Skive Teater den 15. oktober via Ticketmaster.dk

Billetter til koncerten på Thisted Musikteater den 17. oktober via Billetten.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *