Tekst og fotos: John-son
ROADTRIP TIL VEST og masser af hegn.
Da jeg hørte, at Walter Trout skulle spille sammen med Blindstone i Nordjylland, nærmere betegnet 2x Skive og så 1x Thisted, ja så MÅTTE jeg afsted. Elsker begge, og det lød som en drøm. Et heavy-bluesband som backing for legenden Trout. Min gode ven i Blindstone, Martin J.
Andersen, og Marie Trout fik fikset fototilladelse til andet show i Skive og Thisted. Afspadsering fra job, pakke og afsted over Fyn og den jyske motorvej forbi Herning med nye mesterhug fra Trouts Ordinary Madness (satme ikke ordinær, nej) på anlægget, efterfulgt af noget Blindstone.
Hvorfor så lige dette finurlige setup? Jo Trouts normale band er jo i USA, og Walter nærmest flygtede til det nordjyske, hvor han har sommerhus med hans danske kone Marie. Alt dette pga. den stigende COVID-19 og kaosagtige tilstand i USA. Mener, det var tilbage i april. Med tanke på Walters sygdom, hepatitis C, hvor han i 2014 faktisk var meget tæt på at dø, så er corona ikke
ligefrem ønskværdigt.
Nå, fremme i Skive, i øvrigt en ret hyggelig by, og så med et spillested, der virkelig er gammelt, flot og med super akustik og lys. Genialt sted til koncerter. Tak til Ole og Ole for idéen til denne sammensætning, som de egentlig drømte om i nogle år. 150 siddende og med mundbind ved ølhentning eller toiletbesøg, ja, og fotografen her, når jeg sneg mig rundt for oplagte skud. Fik all show-fotopas, ja, det havde de ikke, men tilladelse, kæmpestort og bare afslappende og mulighed for mere varierede billedserier. Allerede til soundcheck kunne undertegnede mærke og høre magien hos dem. Husk på, at de ikke tidligere havde spillet sammen. Så stor respekt.
Efter en god lokal øl, på med mundbind og i gang. Marie introducerede. Første var fra fantastiske Tellin’ Stories (1994), nemlig I Can Tell. Smukt som jeg ved ikke hvad. Hele turen værd. 12 numre i blueshimlen, nøj hvor det dog bare swingede sejt, følsomt, hårdt og medrivende. Dog skippede de vist Go the Distance, og jeg fik dagen efter at vide, at Walter ikke var helt på toppen. Det kunne jeg IKKE høre, er I gale hvor han og Blindstone gnistrede og groovede, så det var en nydelse af de helt store. Desværre kun en skæring fra måske (mindst) årets blues-album Ordinary Madness, nemlig den catchy Wanna Dance, der sad lige i skabet. Det rykkede i den gamle flotte sal. Vist en af de ældste koncertsale i Danmark. BB King blev hyldet big time med Say Goodbye to the Blues. Walters yndlings-bluesguitarist. Men hold op, hvor det band swinger og har timing OG dynamik. Og så er Martin altså i en liga for sig. Spiller helt op til mester WT. Nøj, hvor de gnistrede sammen. Fatter ikke, man kan have et så sublimt sammenspil, slet ikke taget i betragtning af deres korte tid sammen og få øvedage. Stor respekt her fra. Jon Trout (den store søn) kom også ind og lirede hegn, som om der ikke var nok strengeleg. Han kan også, og husk lige, at han er til
elektronisk musik.
Hendrixs Red House fik en over nakken igen med sublimt sammenspil. Så fik vi John Lee Hookers ”It Serves Me Right to Suffer”, én han også har spillet med . Og jeg kan ikke mere lytte til John Lee Hooker uden at hulke af grin efter, at Walter nærmest stand-up-imiterede ham med den velkendte slæbende, nærmest mumlende sang med en passende sjov grimasse tillige her backstage. Ligeså har han spillet med Canned Heat og John Mayll, bl.a. geniale Going Down lukkede ballet og rockede vildt igennem. Imponerende som Trout har
genlært at spille så overbevisende, nu han mistede gå- og spilleevne pga. sygdommen. Måtteigennem lang hård genoptræning. Lå på hospital i et halvt år.
Ja, i byen og fejre triumfen kunne man jo ikke i disse corona-tider. Det blev hyggesnak, pakke ned med drengene, øl og snack. Derefter hjem på det glimrende hotel Skivehus og sove efter en medbragt høkerbajer.
Morgenmad og gåtur i den hyggelige by, før turen til Thisted via Hanstholm og nogle kanoner og sådan, før det igen blev tid til de store kanoner Trout, Martin J. Andersen og Co. efter indtjekning på hotel Thisted, også hyggeligt og dejligt centralt. Så var det tid til øl med vennerne fra Amager, der havde taget turen til Thisted, hvor den kvindelige part kom fra og endda havde gået på skole med Marie Trout. Nok om det, super øl man fik her på det lokale vandhul ”Fort Indian” tæt på spillestedet, med den anbefalede “Gode nødde” fra Viborg bryghus. Kanon start på aftenen. Soundchecket var overstået, da jeg arriverede, og jeg skulle så gøre klar til bandshoot i det fede,
fede omklædningsrum i den ældgamle teaterbygning. Fyldt med klenodier og gamle gulnede plakater fra en del af alle de forestillinger, der havde været her i 40’erne, osv. Efter veloverstået fotosession fuld af sjov og skæg og igen røverhistorier fra Walter, tid til en bajer fra
Thy og showstart kl. 20 (i går allerede 19). Fyldt siddende sal med lidt mere gang i. Synes jo, bandet spillede forrygende i Skive, men de var selv helt oppe og ringe her i Thisted (hjemmebane).
Fed gammel sal, også her var der balkon og glimrende lyd, dog ikke helt så god som i Skive og svagere/dårligere lys for fotografen her. Igen var der lagt program og organdonor-brochurer på stolene. Det er af stor betydning for Trout familien, da Walter blev reddet af dette i 2014.
Alle 12 sange blev spillet her, og endda en af mine helte, Rory Gallaghers Bullfrog Blues, lukkede med et sandt brag, der slog gnister før ekstranummeret Going Down lukkede og slukkede. Det var ren opvisning, spilleglæde og nærvær, så det var en fryd at overvære.
Igen sindssygt godt, tight eksekveret og Martin var "on fire". Han nærmest lynede, og Walter bare smilede. Han omtalte rosende bandet, der solidt og sejt-swingende rullede sig. Imponerende at den unge mere metalorienterede trommebasker, Sigurd Jøhnk Jensen, virkelig kunne føle blues’en med præcise slag, og så den rutinerede, altid ved Martins side i Blindstones historie, den bundsolide bassemand, Jesper Bunk. Som en bunker, nu vi er på egnen.
Ja, det var Trout-show, så ingen Blindstone-ting, desværre, men de fik lov at vise deres kunnen, og hvilken kunnen. Kan blive ved med at rose M.J.A og hans sublime timing, spil og bare verdensklasse strengeleg. Hold kæft,
hvor kunne Malmsteen dog lære noget her om feel, nerve og dynamik. Synge fik han også lov til med sin fede, fyldige blues-vokal. Endelig en super guitarist der kan synge. Og det gælder også WT, som altid har været en god sanger også. Han var helt væk i BBs Say Goodbye to the Blues, ja, blev næsten nervøs om han nu havde det ok eller. Hvorpå han nedtoner, tørrer øjnene og er”landet” igen. Tal om at lade sig rive med.
Ved også, at M.J.A var oppe og flyve flere gange og nævnte efter showet, at det var en af hans livs musikaftener. Det skriver jeg også under på, at hele denne roadtrip var. Bunghole Wanna Dance (eneste fra det nye album, desværre) og Go the Distance, bl.a., blev spillet til stor glæde for den udsolgte sal med de ca. 150 siddende klappende publikummer.
Kunne blive ved, men vil slutte med min store overraskelse og glæde over en bragende fed udgave af Gallaghers Bullfrog Blues, den fik sateme høvl. FANTASTISK aften, ja ok nu må vi lige, vi er jo i Nordjylland, hvor man ikke bare vælter i superlativer, men det var sååååmænd ganske godt, jo jo da. Eller, det gik an. Jeg er fra Djævleøen, så DET VAR FREMRAGENDE, punktum.
Tak for turen, drømmen og en kæmpe oplevelse, M.J.A, Marie & Walter Trout, Ole x 2 og så powerhouse Sigurd og Jesper, og så også Jon Trout. Det bedste selskab. Det blev en skøn tur hjem dagen efter gennem Struer, bl.a., og et par bunkere mere. Blu(e)sen varmede godt.
