RASENDE THRASH-ANGREB I BIO’EN
Af Nolder
Foto: Jan Wiegandt
Aldrig før er der gået halvandet år mellem koncerter for mit vedkommende, men covid19 har sat sine spor, og vi skal helt tilbage til februar sidste år for at finde min seneste live-oplevelse. Fandeme dejligt at være tilbage – også selvom det foregik på stolerækker og med obligatorisk påførelse af mundbind hver gang, man skulle op at have en bajer. Lejligheden var heller ikke helt tilfældigt valgt: mine gamle helte fra Furious Trauma skulle spille deres første headliner-gig i mere end 20 år, og så var det selvfølgelig bare at møde op!
Må indrømme at humøret var lidt blandet, da jeg ankom midt i Pitchblacks åbnings-sæt. Jeg havde lige set Christian Eriksen kollapse og var stadig ikke fuldt orienteret om hans tilstand, da jeg slog røven i sædet i bio’en. Ikke desto mindre fik de sorte drenge mig ok op at køre, og i kombination med meddelelser om bedring i Eriksens tilstand steg humøret betragteligt, kulminerende i Pitchblacks closer, en fed kopi af At the Gates klassikeren ”Slaughter of the Soul”. Jeg er stadig godt knotten over, at bandets seneste udspil Death & Disbelief kun er ude på vinyl og ikke cd, men Pitchblacks patenterede blanding af melo-død, thrash og metalcore fungerede sgu godt på scenen, og lyden havde de også med sig.
Efter en kort pause og en smøg uden mundbind gik Furious Trauma på badet i lys og røg, og alt imens trommebanker Brian Andersen gejlede det forholdsvis sparsomme publikum op, var det svært at undgå at bemærke, at der virkelig var gjort noget ud af hele sceneopsætning, lige fra backdrop til skiltene i siderne. Lyden var også fin, alt imens gode gamle Lars Schmidt marcherede frem i solbriller og kæmpe fuldskæg til tonerne af titelnummeret fra comeback-skiven Decade at War.
Drengene skulle lige bruge et par numre på at finde hinanden, hvilket der ikke er meget at sige til efter mere end 20 års inaktivitet og to nye medlemmer i truppen, men herfra var det sgu ganske tight og velspillet, og selv fra stolerækkerne havde jeg svært ved at tørre et stort smil af mit fjæs. Lars’ kærlighed til Gene Simmons fornægter sig stadig ikke – hverken i positur eller måden at håndtere bassen på – og i det hele taget var der en tyk aura af old school sættet igennem. Jeg mener, hvor ofte ser man både trommesolo og dobbelt guitarsolo fra et band af Furious’ kaliber? Dog ikke et tiltag jeg var udpræget begejstret for, da jeg langt hellere vil høre lidt flere sange.
Lyd og lys var i top sættet igennem, og Furious Trauma trakterede med masser af nye numre, hvoraf især førnævnte titelnummer, ”Heroes to Hail” og den groovy ”Damage Done” tog kegler. Indimellem gik der dog lidt vel meget Motörhead i den for min smag, og jeg kunne snildt have undværet ”Hole in My Pocket”, som dog heldigvis var eneste nummer fra Roll the Dice, ligesom jeg storsavnede en masse gamle klassikere fra debuten Primal Touch samt ”Smalltalker M.F.” fra Eclipse. Men efter 20 år på is og en spritny plade i bagagen, er der ikke så meget at sige til, at fokus netop var på denne, og det skal siges, at koncerten – trods tydeligt tidspres og stress fra arrangørerne – sluttede helt forrygende med de to gamle faves ”Born of the Flag” og ”Chaos Within” (som begge er genindspillet på Decade at War) samt to af de bedste og hurtigste af de nye: ”We Are Furious” og ”We Salute You”. Man forlod således alligevel Amager Bio ganske mæt, tilfreds og glad – også selvom merch boden uden for ikke kunne byde på trøjer i XXL!
Velkommen tilbage FT, ser frem til at høre meget mere til jer op igennem 20’erne.