Af Carsten Meedom
Fotos: Thomsen
Fredag den 17. september 2021 slog Amager Bio og de tilhørende scener Beta og Zebu dørene op for publikum og inviterede ind til to dages dansk hardcore og metal af den ypperste karat. Væk var ansigtsmaskerne og restriktionerne om at sidde ned under koncerterne, og tilbage var et åbent rum, hvor publikum dinglede rundt og lyttede til festens tolv bands, der var linet op den første dag. Der var ingen tvivl om, at alle nød muligheden for bare at være sammen, ukompliceret og naturligt, og glæden var måske allermest synligt fra de tre scener, hvor lysten til at spille for et talstærkt og begejstret publikum kom tydeligt til udtryk.
Publikum var talstærkt til stede med deres længe savnede cowboyveste med mærker med alt mellem Saxon og Dimmu Borgir. Og aktiviteten ved den udendørs bod viste også, at der var godt salg af diverse merchandises og T-shirts i særdeleshed. Kors (omvendt, naturligvis!!), hvor havde man savnet ikke kun musikken, men også alt det, der hører med af heavy metal-uniformer og følelsen af at tilhøre et fællesskab, hvor det ikke kun handler om bandet på scenen, men måske endnu mere om at skabe en fælles oplevelse gennem musikken.
Og musik var der heldigvis masser af. Jeg ville gerne have set The Dark Overlords, men da programmet startede allerede sent om eftermiddagen, var de desværre færdige, da jeg endelig ankom til det pulserene spillested. Første band for mig var dog ikke det værste sted at starte, med kutteklædte mørkemænd, som inviterede ind i et skræmmende gyserunivers.
LAMENTARI
Den københavnske sekstet optrådte i langskaftede kutter og med ansigter som blege dødemasker, og leverede en hæsblæsende omgang blast beats, powermetal med indlagte guitarsoli, og en tung og knugende stemning i et teatralsk gysershow. Med sig for at fuldende det teatralske og som også gav musikken en meget filmisk særpræg, var det store orgel, som til tider desværre fyldte alt for meget i det samlede lydbillede. Måske var lydmanden ikke på plads, men jeg savnede helt klart noget mere volumen på de to guitarer, og kunne sagtens undvære de nærmest symfoniske kaskader, der momentvist væltede ud fra orglet.
Stilen er med afsæt i black metal og kombineret med en storladen nærmest patetisk lyd, hvor vokalisten inviterede publikum til dødsmesse, og for en periode var Amager Bios store sal omdannet til en mørk katedral, hvor Lamentari styrede ceremonierne med hård hånd. Eneste minus var det imposante orgel, der momentvist skabte en stemning, hvor man ikke var blevet overrasket, hvis The Addams Family pludselig dukkede op på scenen. Således godt varmet op med noget sort metal, var det nu tid til noget mere jordnært hardcore punkrock.
HEARTEATER
Endnu et københavnsk navn fortsatte festen ovre på den noget mindre Beta-scene, men det gjorde absolut ikke noget! For Hearteater spiller en solid omgang amerikansk inspireret hardcore punkrock, hvor der blev sparket en fest i gang i løbet af den næste time. Forsangeren hang store dele af koncerten oppe under loftet, mens han insisterende forsøgte at kalde publikum til sig. Langsomt blev der fyldt godt op foran, og snart bankede folk rundt i en moshpit af den glade slags. Også selvom der fra scenen blev opfordret til at ”slå din sidemand ihjel”.
Musikken var ovebevisende godt, og bandet varierede glimrende mellem mere tunge pasager og den fræsende hardcore. Sangeren havde dog en kedelig mani med at variere mellem rå og normal vokal. Den normale vokal fungerede slet ikke med musikken og trak ned i det aggressive udtryk, bandet ellers besad. Men det kunne ikke ændre på den fede fest, der buldrede løs oppe fra scenen, og med brillerne sat skævt på gik turen tilbage til Amager Bio, der nu var omdannet til en kæmpe festsal!
APHYXION
Fra Ribe var den jyske kvartet godt i gang med at fyre op under folk med en ordentlig omgang pompøst, men også mere mainstream heavy, hvor spilleglæden lyste ud af det højenergiske sceneshow. Flere gange fik publikum at vide, hvor fedt det var at spille for os. Sympatisk nok, bevares, men jeg havde nu foretrukket, at vejret var blevet brugt til at brøle musikken mere i gang. Stilen er den mere melodiøse a la Bullet For My Valentine og In Flames, og der er ingen tvivl om at drengene kan deres kram. Især bassisten galoperede rundt på scenen og lagde en fuldfed backing vocal med sin mere punkede stemme. Er man til det lettere metal, hvor man også kan synge med på omkvædet, er Aphyxion det helt rigtige sted at gå hen.
Men nu gik turen til den mindste scene, Zebu, hvor et tredje københavnsk band indtog arenaen med helt andre midler!
CLIENTS
Det kan være svært at rubricere Clients’ knugende metal, som benytter sig af den mørke monotoni fra black metal og det mere hardcore dødsmetal, og hele tiden vekslende mellem gedigent tungmetal og et mere uptempo beat. Der blev ikke vekslet ord med publikum mellem numrene, sømmet blev med andre ord banket solidt i bund allerede fra starten af, hvor Clients greb publikum om halsen med deres psykotiske rock.
Det er tydeligt at mærke, at bundniveauet hos Clients er uhyggeligt højt! Samspillet er eminent, og de mange breaks sad lige i skabet. Musikken og showet var tight, og der blev leveret fuldt smadder fra første sekund. For en stund var vi alle indlagte på noget, der fik en sindssygeanstalt til at ligne læsesalen på et kommunebibliotek. Aftenens første helt store oplevelse. Men det skulle blive større endnu!!
SOLBRUD
Tilbage i den store sal var frontmanden med det besynderlige navn, Ole Luk, ved at indtage festen med Solbruds gennemførte black metal. Fra første sekund kom røgmaskinerne på overarbejde, og Ole Luks positur ved mikrofonen ændrede sig stort set ikke den næste gode time, hvor han kun løftede hovedet for at skrige sin desperation ud. Bandet knoklede løs omkring ham og leverede fuldstændig kompromisløst og eminent black metal, som det skal lyde i dag. Væk er den underproducerede lyd og væk er den mere primitive tilgang til det satans rock. Tilbage står Solbrud i deres rene og uforfalskede hyldest til det mørke i mennesket og dets ufravigelige skæbner, som vi kender det fra gamle folkeviser og digte om sjælens forfald og om muldens tunge greb om almuens fattigfolk.
Monotonien spiller en stor rolle i Solbruds musik, men de formår at tage udtrykket op på et højere niveau, hvor det bliver transcenderende og hypnotiserende på en måde, jeg ikke har oplevet med særligt mange andre. Og vi taler om bands som Neurosis og Swans!! Der er med andre ord tale om verdensklasse i Solbruds black metal, og aftenens sæt cementerede deres position som det ypperste inden for den genre i dag – og ikke kun i Danmark!
SHADOWSPAWN
Aftenens sidste band for mig blev leveret af en hårdtslående en af slagsen. En solid omgang death metal af den gamle skole, hvor gryden blev holdt i kog med ingredienser fra hele spektret af metalmusik fra firserne og op gennem halvfemserne. Uden på noget tidspunkt at forfalde til flade klicheer eller kalorielette passager hamrede Shadowspawn deres dødsmetal ud i fjæset på publikum på den mindre Zebu-scene, men hvor lyden til gengæld var virkelig god. En helstøbt og overbevisende koncert at slutte aftenen af med.