Tekst og foto af Thomsen
Hvordan er det, nu lige det er? Ja, det der med, at kunne bevæge sig frit rundt til en koncert. Ja, faktisk en festival. Og hvordan er det lige, man skriver en anmeldelse af sådan et arrangement, når man efterhånden er ved at være lige så rusten, som en nonne er vist sted?
Hvis du tilbage i det tidligere 2020 havde sagt til mig, at jeg de kommende 18 måneder ville komme til at sidde derhjemme i sofaen i en grad som tilfældet har været – og alene med få undtagelser ville komme ud og opleve livemusik – ganske vist siddende viklet ind i mundbind, og hvad der ellers fulgte med – havde mit svar nok været, at der var større sandsynlighed for at Danske Folkeparti ville søge fælles front med Enhedslisten i flygtningedebatten.
Hvordan det gik behøver jeg vist ikke uddybe yderligere.
Tilbage til virkeligheden. Fredag var blevet til lørdag på Amager. Og lørdag var desværre sidste dag med Copenhagen Metal Fest. For nu var vi jo lige kommet så godt i gang. Men alting skal jo have en ende som man siger.
I skrivende stund er det så over en god uges tid siden Copenhagen Metal Fest anno 2021 sluttede. Det føles på den ene som var det i går. På den anden side som evigheder siden. Og evigheder er der til den næste udgave af festivalen.
Men uanset hvilken fornemmelse jeg sidder tilbage med kan værterne, bands und so weiter se tilbage på to dages festival – med velfortjent stolthed og selvtilfredsstillelse. For det var her det gik op for mig hvad stemning, musik, snak og jeg skal komme efter dig rent faktisk betyder – og hvor stor savnet til denne helhedsoplevelse har været.
Der hvor du nærmest var på vippen til at blive social afstumpet og mere introvert end godt er (og det siger ikke så lidt for en med det mærkat i forvejen). En kamp der skal overvindes og bliver det med tiden!
Men tilbage til den rustne nonne… for det her bliver sgu’ lidt rustent fra skribentens hånd.
FURIOUS TRAUMA
Furious Trauma sparkede lørdagen i gang for mit vedkommende og satte sådan set barren højt for resten af dagen. Der var smæk for skillingen hele vejen igennem. En energisk kvartet med forsanger og bassist Lars Schmidt i front bag de mørke solbriller og det lange grå skæg.
CHRONICLE
Chronicle var det ungdommelige pust fra Frederikshavn. Fem unge gutter der lige havde smidt knallerten for ikke så mange år siden og fået lov til at låne farmands familiecontainer for at køre til København og vise hvad ægte nordjysk muskelkraft består af. Og muskler har de rigeligt af.
Cabal langede den ene hidsige lussing ud efter den anden. Det var deathcore af fineste kvalitet og Danmarks svar på australske Thy Art Is Murder. Hverken mere eller mindre.
IOTUNN
Iotunn var ganske enkelt for store til Beta. Musik af den kaliber skulle have indtaget den store scene.
SATURNUS
Saturnus gravede dybt i den mørke muld og hev guldet op.
ENDARKEN
Endarken var dagens store positive overraskelse. Med et dugfrisk debutalbum i rygsækken indtog de scenen, som havde de allerede en snes bag sig. Med en attitude der udstrålede: Her kommer vi, og vi mener det, og om lidt ved I hvorfor, så de sig ikke tilbage, før det var slut. Selv fotograferne foran scenen blev ikke skånet af et begejstret publikum der kort efter første strofe sprøjtede ud af højtalerne satte gang i tilbagevendende mospits. En kvintet du roligt kan holde øje med i fremtiden.
MØL
Møl mindede mig om, at jeg nærmer mig en alder, hvor Barnaby i TV en lørdag aften kan være en tilpas aktivitet. Jeg havde simpelthen fået for mange indtryk til at jeg hørte dette fantastiske foretagende til ende. Men de gav mig et velplaceret og kraftfuldt los i røven på vejen ud af Amager Bio.
Alt i alt må Copenhagen Metal Fest 2021 betegnes som en succes. En succes jeg ser frem til at indtage igen i 2022. Eneste minus – som på den anden side også kan tolkes som et succesfuldt tegn. Zebu og Beta var til tider for små steder til at huse de forskellige bands – flere gik forgæves eller måtte stå i kø i lang tid før de blev sluppet. Synd for både publikum og bands.