Tekst: Carsten Meedom
Fotos: Ulrik Riber
**
Den nye bydel på Køge havn denne mørke oktoberaften er faktisk ganske hyggelig med de halvhøje bygningskomplekser og de mange oplyste vinduer. Trafik er der ikke meget af, og det eneste der bevæger sig i aftenmørket, er de skrutryggede silhuetter af folk, der langsomt bevæger sig hen til den kompakte bobbel, som ligger midt i det hele med et tykt lag jord over sig som en beskyttende kappe. I virkeligheden er jordlaget en beskyttelse af de omkringboende køgeborgere, som ikke deler den samme begejstring for høj musik, som Tapperiets brugere.
Inde i den halvmørke sal er mixerboret rykket helt ind i midten af lokalet, og der er sat et solidt hegn op foran den lille scene. Det hele ser rigtig hyggeligt ud, og gæsterne summer rundt og smalltalker, mens de venter på de erfarne thrashheads og dødsmetalveteraner fra Hatesphere. På scenen pryder to store posters med et par kæmpe kranier halvdelen af pladsen, og man fornemmer The Haunteds ekstra gear omme bag ved. Men sådan er vilkårene jo for et opvarmningsband, og snart banker ”Lies and Deceit” ud af højttalerne, da bandet endelig gik om bord.
HATESPHERE
Der er ingen tvivl om at Hatesphere er et sæt rutinerede herrer, som har numrene så meget på rygraden, at riffs og breaks sidder lige i skabet fra starten af. Der er heller ingen tvivl om, at drengene nyder at komme ud og spille igen for et engageret publikum. Fra starten af blev der gået til stålet og bandets nye forsanger, Michael Olsson, som formentlig ikke har haft mulighed for megen liveoptræden de seneste par år, gjorde det udmærket. Bevares, han har ikke Bredahls og Esben Hansens mere rå og tatoverede fremtoning og fylde i vokalen, men energien fejlede ikke noget, og han udnyttede de sparsomme kvadratmeter på scenen til at vandre rundt og dukke op med et inciterende blik ud mod publikum.
Sætlisten bar præg af skiftevis tunge numre som ”Resurrect with a Vengeance” og et par af de mere hæsblæsende som ”The Coming of Chaos” og ”Murderlust”. Efter syv underholdende numre sluttede de af med klassikeren ”Sickness Within”, og publikum takkede med højlydte og begejstrede applaus.
Lyden i lokalet var generelt udmærket, men der manglede noget bund i lydbilledet, som jeg håbede blev bedre, når brødrene fra Göteborg gik på.
THE HAUNTED
Da de to kranieposters var pakket sammen, så scenen pludselig helt anderledes og meget større ud, og publikum var også ved at være godt oppe at køre i forventningen om et kraftfuldt show fra de svenske veteraner. Og da bandet endelig gik på, var der også en mærkbar løftet stemning i lokalet.
Nu skulle bomben fyres af!!
Men der manglede noget!!!
Der stod kun fire mand på scenen, og som det første beklagede mægtige Marco Aro, at den ene guitarist desværre befandt sig et sted i Sverige, ude af stand til at deltage. Hvad der så end ligger i det… Men den tilbageværende Ola Englund arbejdede som en gal under hele koncerten og dækkede efter bedste evne både lead og rytme, og som Aro sagde: ”The show must go on.”
Faktisk ligner Marco Aro, som også var sanger i bandet i en kort periode tilbage i nullerne, en mellemting mellem en hyggelig krammebamse og en benhård hooligan, når først metaltoget er kommet godt op i fart: ”Én, två, tre, nu åker vi”, og med det samme kunne man mærke, at der var tale om nogle yderst kompetente herrer med en eller anden form for metallegering i årene i stedet for blod. Åbningsnummeret ”Fill the Darkness with Black” lagde stilen og tempoet, og halvanden time og 20 numre senere var både band, Marco og publikum fuldstændig gennemblødte af blod, sved og tårer. Blodet kom allerede fra starten af da Marco gentagne gange knaldede mikrofonen ind i panden, så blodet løb i en konstant strøm ned mellem øjnene på ham. Det så ikke ud til at genere ham, tværtimod opildnede det både ham og publikum, som kvitterede med nogle voldsomme moshpits.
Imellem numrene underholdte den gode Aro med tørre svar til publikums tilråb, og især en blandt gæsterne blev flere gange bedt om at holde kæft, når han råbte efter et særligt nummer. Men stemningen var god, og der blev også delt hjertelige håndkys ud til publikum efter hvert nummer. Både Aro og hans medkumpaner nød tydeligvis at være tilbage i rampelyset med deres klassiske thrash og død foran et begejstret publikum. Lyden var også blevet bedre, lydmanden havde fundet en god balance mellem Aros vokal og instrumenterne. Men nu var der jo også en guitar mindre at forholde sig til.
Efter de nyere numre ”Fill the Darkness with Black” og ”Brute Force” gik turen tilbage til de ældre udgivelser og vi blev forkælet med heftige udgaver af ”Trespass”, ”The Flood” og ”Medication”. På dette tidspunkt begyndte jeg at savne guitar nummer to, selvom Englund absolut gjorde det rigtig fint. Der manglede simpelthen noget støj og bund i lydbilledet, men til gengæld gav det mere plads til Jonas Björlers bas, som fik en mere fremtrædende rolle end vanligt.
Midtvejs i sættet fik de tilstedeværende kvinder dedikeret ”Time will not heal” og igen viste den gode Aro sig som noget af en charmeur og entertainer. I sidste halvdel af sættet blev dampen holdt godt oppe af de hårdt arbejdende svenskere, og der var efterhånden ved at være godt fedtet på gulvet nede foran efter de mange øl, der var fløjtet gennem rummet. Igen gik turen tilbage til de tidligere udgivelser og Aro og Co gav os nådesløst prygl blandt andet med numrene ”Hollow Ground, ”Undead” og ”Dark Intentions”, inden det hele sluttede med ”Hate Song” og ”Bullet Hole”. Der blev ikke sparet på krudtet, men Aros stemme forblev intakt under hele koncerten. Faktisk leverede hele bandet en kæmpe arbejdsindsats, og til sidst savnede man ikke det manglende medlem. Der var ingen tvivl om, at bandet blødte for sagen – især Aro!!
