THE PINEAPPLE THIEF, Amager Bio (Kbh), 18. marts 2022
Bandets anden koncert i Danmark var intet mindre end en storartet succes. The Pineapple Thief spillede i et næsten fyldt Amager Bio, som bød bandet varmt velkommen.
Tekst: Lennart Bach
Fotos: Louise Petersen
Til buldrende bassynths dukker bandet frem på scenen og kaster sig straks ud i “Versions of the Truth” fra pladen af samme navn fra 2020. En plade der, sikkert ligesom alt andet, druknede i den der plage der holdte os alle hjemme i næsten to år. Men bandet er i dén grad til stede på scenen og har nok trængt til at komme ud og spille. Det er da også en ganske smilende og glad Bruce Soord der dirigerer aftenens numre med sin guitar og serægne stemme.
The Pineapple Thief opstod som Bruce Soords sideprojekt tilbage i slutningen af 90’erne. Ved siden af hans andet band, Vulgar Unicorn. Han har da også flere gange fået skudt i skoene at være et knock-off af både Radiohead og Porcupine Tree. Men i aften er der ingen tvivl om at The Pineapple Thief er sig selv, og så er det heller ikke de to værste bands at blive sammenlignet med. Og med et 25 års jubilæum inden for ganske få år, samt 14 studiealbum i bagagen har Bruce Soord for længst bevist at det han gør, er der ikke mange andre der gør som ham. Siden jeg selv opdagede bandet i starten af dette årtusinde og blev fascineret af Soords alternative blanding af rock og intelligent pop på 2003’s Variations On a Dream, nærmere bestemt den 16 minutter lange “Remember Us,” har jeg haft lyst til at opleve bandet live. Denne aften skulle det så være.
Bandet består i dag af fornævnte Soord, men også Jon Sykes på bas og så Steve Kitch på keys, som begge næsten har været med siden begyndelse. Derudover lejesvenden Beren Matthews på guitar og vokal. Og så er der ham der, som der uden tvivl er en hel del der er kommet for at se spille trommer. Gavin Harrison, som både har en fortid i Porcupine Tree og King Crimson.
Bandets andet nummer, på scenen i Amager Bio, er “In Exile,” som er fra pladen af samme navn. Her er der ikke meget at tage fejl af, når man ser det smil der breder sig over Bruce Sords ansigt. Han er tydeligvis glad for at være tilbage på scenen og publikum er lige så glade for at have ham og resten af bandet på scenen. Der bliver sunget flot med fra publikum, mens Gavin viser noget af det han kan bag trommerne. Der er to soloer i nummeret, og Beren Matthews viser, særligt i den anden, at han formår at løfte nummeret ud over scenekanten. Generelt er lyden bare pisse god i Amager Bio den her aften.
Gavins tricks
Soords guitar går lidt i stykker og han præsenterer sin guitartech, Claudio, som lige stikker af med den og herefter spørger Soord publikum om vi vil se Gavins magisk trick? Det var der ingen der ikke ville, og jeg var nok ikke den eneste der havde forestillet sig at han ville lave nogle lækre ting på trommerne. Men han hopper ned til mikrofonen, åbenbarer er lille lommetørklæde som han tryller væk. En sjov gimmick, men også et eksempel på at The Pineapple Thief har en helt særlig energi internt og, udover at være nogle enormt dygtige musikere, også har overskuddet på scenen til at joke lidt rundt. Og snart er guitaren fikset, og publikum trakteres med “Demons” også fra bandets seneste plade.
Stramt samspil
Samspillet mellem Gavin og Jon Sykes er super stramt og i mellem alle Gavins små finesser og detaljer på trommerne ligger Jon præcist som han skal hele aftenen – og “Demons,” med sit vuggende groove er ingen undtagelse. Herefter følger “No man’s land” og en henrivende intro med blot Bruces stemme og guitaren, inden Beren, Jon og Steve istemmer med et lækkert kor i sangens vers. Omkvædet er et af de der melankolske som blot får mere tyngde af en tung synthbas og Gavin der snildt bygger det op inden det når et klimaks som får de små hår til at rejse sig!
“Our Mire” er et af bandets mere groovy numre, der næsten kan få disko vibes i introen. Men det er også et nummer der fortsætter festen og på de forreste rækker bliver der klappet, sunget og generelt taget rigtig godt imod sangen. “I have all the time for this. Every second more,” synger Bruce og det er også næsten lidt som om tiden får lov til at stå en smule stille. Og igen, Gavin er bare en kæmpe fornøjelse at se og lytte til. Da jeg talte med ham i forbindelse med udgivelsen af Dissolution fortalte han mig at for ham handler musik ikke blot om at lave komplicerede ting, bare for at de skulle være komplicerede. Han havde været sessionmusiker på Your Wilderness og blev fast medlem af bandet efterfølgende. Det der fascinerede ham ved The Pineapple Thief er at Bruce Soords sange ikke er låst fast af en bestemt genre, og skulle Gavin selv beskrive hvad musikken er så er det intelligent pop/rock, hvor der er mere en interesse i at udforske alle mulige hjørner af sangskrivningen og det syntes Gavin han passede perfekt ind i. Derfor er han også en vigtig hjørnesten i bandets nyere sange, som f.eks Our Mire hvor hans trommer ikke er en rytme for at holde en puls. Men nærmere en kompositorisk og nøje overvejet del af det samlede indtryk og det er med til at The Pineapple Thief er noget særegent på den progressive scene i dag. Det er ikke et knock off af Radiohead, eller et alternativ til Porcupine Tree. Selvom Gavin Harrison spiller i begge PT’er. “Give it back” er et af bandets ældre sange, og er fra All the wars fra 2021. Bruce Soord fortæller fra scenen at de har genindspillet nogle af deres lidt ældre sager, som de godt kunne lide at spille live. Men nu med Gavins bidrag og “Give it back” har da bestemt også fået noget af en opdatering. Den oprindelige er god, og selvom den ellers bider godt fra sig har den fået noget mere fylde og denne aften var den sitrende elektrisk og aggressiv.
Variationer i alsidighed
Ligesom det hele blev vredt, kom det hele meget hurtigt ned på jorden igen og “Fend for yourself” viser også Bruce Soords som en enormt dygtig sangskriver, med den tilbagelænede americana inspirerede intro og westerguitararbejde. Gavin svinger med fra sin plads bag trommesættet, mens Steve Kitch skaber masser af stemningsbilleder fra en ellers relativt anonym plads bag sine keyboards. En rolle som, hvis den ikke var der, ville være katastrofal for lydbilledet. Men denne aften savnede jeg dog at han gjorde lidt mere væsen af sig. I “Far Below,” som hurtigt får vækket dem der blev lullet lidt væk i “Fend for yourself,” viser han dog lidt ansigt i en lille solo. “You just can’t let go” synger Soords i et aldeles fængende omkvæd mens Berren laver masser af støjguitar og Gavin og Jon svinger solidt i det støjrockede nummer.
Lidt på dansk
Foran Bruce ligger der et stykke papir med et par danske gloser på, som han gerne bruger mellem numrene. Det er måske billige tricks. Men det er også sjovt, kan man mærke på publikum. Og både med “tak,” “det er dejligt at være her” og “skål” charmerer han sig på britisk manér ind på det overvejende danske publikum inden han nærmest crooner sig igennem “Driving like Maniacs,” og som jeg nok havde smugkigget lidt i setlisten fra tidligere koncerter og håbet var med her. Sidste år udgav bandet nemlig Nothing But the Truth. En livestreamet koncert, hvor flere af sangene fra Versions of the truth blev luftet. Og hvor jeg måske ikke har fået hørt sidsnævnte, har jeg fået hørt en del til den livestreamede koncert. “Driving like maniacs” starter med et flot kor, som vender tilbage som et mellemspil mellem versene, og her også et nummer der ligger som et højdepunkt for koncerten. “I gave you nothing. I gave you up. For you and I.” En sang der umiddelbart lyder som en kærlighedssang, men lige så meget handler om venskaber og andre relationer der er dømt til forfald og hvordan fortælleren her har presset på, for at det skal ske. En flot sang om noget meningsløst og håbløst. Og det er en af The Pineapple Thiefs styrker. Nemlig at sangskrivningen ofte bevæger sig væk fra emner der er besunget så mange gange før.
Eftertænksomme tekster
Som et af de sidste numre i hovedsættet kommer “White mist” fra Dissolution. En plade der, overordnet set, handler om vores måde at være sammen på og her, i dette nummer, angriber Bruce den evige test om hele tiden at presse mere på, og meningsløsheden i hele tiden at skulle fortsætte selvom kontrollen forsvinder. Et af bandets længere numre og denne aften fremstod langt mere støjrocket og insisterende ind på albummet. Det var fedt at se hvordan flere i publikum lukkede øjnene og blot lod sig rive med af den storladne lyd, som også fik lov til at udvikle sig lag for lag. Og inden den lille pause før ekstranumrene fik vi lov til at komme med helt tilbage til 10 Stories Down fra 2005. En groovy og rocket klassiker, med et fedt hook i omkvædet.
Inden aftenen helt sluttede vendte bandet tilbage med trioen “Part Zero,” “The Final Thing on My Mind” og “Nothing at best,” og lange klapsalver fra et vældig begejstret publikum. Her kan næppe være den store tvivl om hvorvidt The Pineapple Thief har et publikum i Danmark. Det har det. Og de må gerne komme igen snart.
Trope
Inden The Pineapple Thief serverede en ganske alsidig og eftertænksom koncert, fik vi et lille indblik i amerikanske Tropes musikalske verden. Det var et mere intimt show med nogle mere nedbarberede udgaver af deres numre. Blot en forsanger og en guitarist. Musikken ligger ikke langt fra lyden af The Gathering og Lacuna Coil. Men selvom der nok har været en ganske god grund til at kun guitarist og sanger var til stede, ville et helt band helt bestemt have klædt musikken.
