DIZZY MIZZ LIZZY, ROYAL ARENA, KØBENHAVN, LØRDAG DEN 16. APRIL 2022
**
DET HALVE HAVDE VÆRET MERE END RIGELIGT
Tekst og foto: Thomas Thomsen
Mine damer og herrer.
Det her kan gøres ganske kort og præcist.
Husker I scenen fra filmen ”Blinkende Lygter”?
Ja, den scene hvor samtalen mellem den alkoholiserede læge Carl (spillet af Frits Helmuth) og den coke-fikserede Peter (spillet af Ulrich Thomsen) går på, hvordan du opnår den ultimative jordkølede pilsner?
“Pilsnere skal være jordkølede, forstår du. Sådan har det altid været. Det gælder om at ramme den rigtige dybde. Det kan tage mange år, før du finder din helt egen dybde!”
”Hvordan ved man, om man finder den?”
”Det kan man smage. Det er, som om himlen lægger sig ned over dig. Alle fortidens sorger er glemt. Du hviler i dig selv. Du vil ikke noget, du føler ikke noget – du er i en tilstand af lykke! Jordkølet lykke.”
Lørdag den 16. april 2022 i tidsrummet kl. 21.37 – 23.07 var i sandhed en lykkestund der bedst af alt, kunne sammenlignes med en tilstand af jordkølet lykke.
Efter to års ventetid var det endelig tid til Dizzy Mizz Lizzy i Royal Arena på Amager. To år kan føles som en evighed, men hvis jeg på nogen måde kunne have forudset, at det ville ende i en episk triumfopvisning, som det vitterlig endte ud i, havde jeg gerne ventet yderligere et par år. For det var i sandhed ventetiden værd og mere til.
Når man indleder en koncert med nyt materiale (udgivet i 2020, red.) og først efter seks nye nummer blot råber ”Godaften”, hvorefter arenaen bryder ud i et jubelbrøl, der fik taget til at lette i raketfart – ja, så ved man næsten, hvor det bærer hen ad.
Men ingen grund til at kaste sig ud lange salgstaler eller anekdoter fra en svunden tid. Musikken var i centrum og efter yderligere tre numre lyder det – noget i stil med følgende – fra forsanger og guitarist Tim Christensen:
”Tusind tak. Det her har vi ventet længe på. Det er en sindssyg følelse. Nu skal vi vise, hvad vi kan, hvis I viser, hvad I kan. ”
Alle var på bølgelængde, hvis nogen ellers skulle være i tvivl.
Tim Christensen udviste i øvrigt – sammen med Søren Friis (trommer) og Martin Nielsen (bas) – en taknemmelighed og ikke mindst ydmyghed på størrelse med Donald Trumps ego.
Trioen – som i dagens anledning havde fået følgeskab af Anders Stig Møller på tangenter – emmende af en afsindig rolig og koncentreret udstråling, der nød hvert et øjeblik. Samtidig med, at de leverede en opvisning der var voluminøs, storladen, og elegant. Som de i øvrigt fik til at se legende let ud at levere.
Jeg må dog sande, at det efterhånden er en smule trivielt at gå til en koncert med denne trio (eller kvartet om man nu vil). For du kan simpelthen ikke opdrive en dårlig en af slagsen. De spiller med et bundniveau, som andre kun tør drømme om, vil være deres topniveau.
Jeg har overværet dem ”løfte” taget på Østerbro Stadion en varm juni aften i 2015 (30-års dagen for nedsablingen af den sovjetiske bjørn) foran 25.000 tilskuere, stå foran 300 tilskuere på Oslo-båden og levere som var det på Orange Scene, siddende i Vega under Corona-pandemien og blive hypnotiseret af magi, men ikke mindst hvordan de efter en strømafbrydelse midt i første nummer på en vestjysk græsmark, startede forfra, og kørte sejren sikkert i hus uden at ryste det mindste på hånden.
Men den her aften i Royal Arena hører alligevel til noget af det ypperste, jeg nogensinde har overværet. En aften som vil supplere rækken af særlige oplevelser og hændelser, som hæfter sig fast i hukommelsen – på godt og ondt. De situationer hvor du husker øjeblikket, timerne før og efter, når talen falder lige præcis på disse. Eksempelvis Heysel-tragedien i 1985, Danmark-Sovjetunionen få uger efter (min første landskamp i det daværende Københavns Idrætspark), EM-triumfen i 1992, 11. september, Christian Eriksens kollaps og ikke mindst mine børns fødsel.
Som jeg i sekunderne efter klokken havde slået 23.07 lørdag aften konstaterede:
Ord har svært ved, at forklare hvad Dizzy Mizz Lizzy lige har præsteret. Der hvor musik går lige i hjertet, du glemmer alt om tid og sted, står målløs og mest af alt har lyst til knibe en glædens tåre.
Copenhell: meget skal gå galt, eller godt om man vil, hvis Dizzy Mizz Lizzy ikke kommer til at levere en af de helt store oplevelser, når vi når til midten af juni. Bands som Metallica, Iron Maiden og hvad de nu ellers hedder, skal tage sig sammen og vise deres ypperste, hvis de ikke skal ende ud med at ligne de rene amatører ved siden af.
Nå, det blev alligevel en længere smøre, men lad os koge det ned til følgende:
”I mean one guitar a bass and a drummer. That’s really all it takes.” plus lidt tangenter – så simpelt kan det gøres. Hvis man ellers hedder Dizzy Mizz Lizzy!