Honningbarna – Pumpehuset – 22/4-22
Tekst: Carsten Meedom
Den store sal var taget i brug denne aften i det gamle pumpehus, da de norske Honningbørn kiggede forbi med deres energiske og crowdsurfende show. Bandet blev dannet for 12 år siden, har udgivet fem albums og en ep, og har spillet utallige gange i Danmark, hvilket det fremmødte publikum var et tydeligt bevis på. Den forreste del af publikum oppe foran scenen vidste, hvad der ville ske i løbet af koncerten – og hvis ikke, fandt de hurtigt ud af det!
Honningbørnene er i virkeligheden også et aktivistisk band, og selve navnet henviser til den norske generation af børn og unge, der bliver født med en honningske dybt begravet i deres oliefinansierede forkælede røvhuller. Men også tekstuniverset kredser om samfundskritiske emner, og man fornemmer et band på en slags mission, når de slår sig løs med deres tempofyldte hardcore punkrock, der dog aldrig bliver rigtig vred. For det er de simpelthen i for godt humør til! Tilbage til den emmende forventningsfulde fyldte sal går bandet på, iført deres klassiske nedringede hvide sømandsbluser med navyblå kant, og lægger fra kaj med en insisterende rytme, der får publikum til at vugge i takt. Og da Edvard Varberg endelig spankulerer ind på scenen med sit kække overskæg og sideskilning, går publikum amok i begejstring, og der går da heller ikke mange minutter, før Edvard står ude på publikum, mens han bjæffer arrigt i mikrofonen. Alle ved, hvad de skal gøre, når Edvard gør mine til at tage på en af sine utallige ture ude på publikum, og en skov af villige hænder formelig bærer ham rundt, som om publikum er hans personlige tjenere. Heldigvis vejer den gode, lidt klejne Edvard ikke så meget, hvilket gør opgaven noget overkommelig. Anderledes må det se ud – og føles – når guitaristen Christoffer Trædal, som ligner en mand, der er bygget på et norsk skibsværft, pludselig kaster sig ud på publikum med sin guitar i favnen. Først forsvinder han i mængden, men pludselig dukker han op og bliver skubbet rundt, mens han fyrer bredsider af med sin Fender kanon. Og et band, der skiftevis kaster sig ud på publikum og crowdsurfer til den store guldmedalje, bliver også den gennemgående røde tråd i en koncert, der i stigende grad bliver en fest med en masse gøgl og ballade, mere end det bliver de enkelte numre, man står og lytter til. Og skal man sige noget negativt om den begejstrede fest er det, at man hurtigt blev koblet lidt af, hvis man stod længere tilbage i salen. Det blev også mere tydeligt i løbet af koncerten, at mange af numrene, som hovedsageligt kom fra de seneste tre albums, ikke har den samme catchy kvalitet som på de første albums. Væk var også Varbergs brug af cello, som kun kom på scenen i et enkelt nummer, inden den blev gemt væk igen som en nostalgisk rekvisit. Når man har set Honningbarna før i starten af deres karriere, ved man også, at celloen fyldte noget mere og oftere blev luftet. Edvard tog sågar celloen med på tur, når han crowdsurfede i de goe gamle dage. Men det er selvfølgelig også upraktisk at have sådan en kasse med ud blandt publikum.
Hvis man ser bort fra, at numrene ikke er så prægnante som tidligere, og at lydmanden denne aften prioriterede en bred wall-of-sound mere end en oplevelse af de enkelte instrumenter, fik man uden tvivl en klassisk og hæsblæsende Honningbarnafest. Der blev skrålet med på omkvædene og alle mand på dæk blev grebet i ét væk, når de stod fra borde, og enkelte fra publikum selv benyttede de velvillige hænder og gik jævnligt planken ud. Meget symptomatisk var der under det sidste nummer ingen på scenen udover trommeslageren. Samtlige sømænd var gået fra borde og lå og skvulpede rundt ude på en skov af hænder, mens de febrilsk forsøgte at spille noget, der var et sammenhængende nummer. Men denne aften var det ikke musikken, der var i højsædet, det var festen derimod. Og følte man sig som en del af festen, var man helt sikkert underholdt af et Champagnebrag af et band med høj tænding og brede smil!