MICHAEL SCHENKER GROUP @ Amager Bio, København – 1. maj 2022

MICHAEL SCHENKER GROUP

AMAGER BIO, 1/5-2022

Tekst: Ole “Alvor” Bach

Fotos: John-son

Jeg har efterhånden overværet en hel del koncerter, men denne weekend var godt nok i begge ender af den musikalske skala. Lørdag aften var jeg til en helt fantastisk koncert i DR Byens koncertsal med selveste Sparks – og det var alvor. Og så på denne herlige søndag d. 1. maj skulle man overvære en af guderne i min bog – Michael Schenker og band.

Men først skulle man lige varmes lidt op af bandet Everdawn fra USA – og ja jo det var ganske fint, lidt højt anlagt metal med indflydelse fra operaens verden. Det skyldes den meget højt syngende Anna Gavrilenko som desværre sang i et alt for højt toneleje næsten hele tiden, men selve musikken var godkendt.

Og så stod man nærmest naglet til gulvet da introen satte i gang  – og Hr Schenker i sædvanlige positur med The Flying W godt plantet mellem sine lårbasser –  og det svingede fra starten  med ”Ascension”, som er et fedt instrumental nummer fra albummet Revelation. Og så på med ”Cry For The Nation” hvor den helt geniale sanger Robin McAuley trådte frem til vild jubel i Bioen. Manden besidder en helt utrolig stemme og er et godt valg til denne tour.

Man var lidt spændt på fordelingen af numre da Schenker har en masse konge numre i rygsækken. Det eneste nummer fra hans tid i Scorpions blev ”In Search Of The Piece Of  Mind” og var noget kedeligt i min bog, men der blev hurtigt rettet op på tingene med ”Red Sky” fra skiven Built To Destroy –  der rejste pelsen sig sgu på den gamles arme. Det gik slag i slag med stinkende fede numre og hvor det var godt med en gang fed gammeldags heavy rock og et suverænt band som gav den gas og var helt på.

Det spritnye nummer ”A King Has Gone” sad lige i skabet og lover godt for det nye album. Og så gik det vildt for sig i en række UFO klassikere, hvor Schenker nærmest gik amok på spaden og tryllede helt alvorligt. Det rockede og rullede vildt og publikum sang med på ”Shoot Shoot”, ”To Hot To Handle”, ”Naturel Thing” og der blev sluttet med ”Only You Can Rock Me”.

Kort og godt en helt forrygende opvisning hele vejen igennem og ikke en koncert der går i glemmebogen nogensinde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *