DREAM THEATER
KB HALLEN, FREDERIKSBERG
22.05.22
Af Christoffer Kofoed
Fotos: Jimmi Brandt Pedersen
Sammenlignet med sidste stop i Helsingør – Kulturværftet kort før lockdown; Labrie tilbage med de helt pæne fraser, lyden mere storladen, og det afdæmpede til gengæld Mike Mangini en smule ift. tightness – dog uden at det gjorde noget. Hermed en beretning, der har fokus på aftenens hovednavn (ovenpå guitar-geniet og multitaskeren Devin Townsends alsidige warm-up).
Dream Theater excellerer som sædvanligt på deres måde at forene symfoniske scores med komplekse, rytmiske passager. Folk er troppet op i alt fra hættetøjer til mere casual outfit – hvilket ikke undrer nogen, da fanskaren sædvanligvis byder på alt fra nørder til konservatorieuddannede. Siddende på de øvre pladser i periferien – såvel som stående tæt ved scenen. Vi starter med en string-baseret intro, der leder over i en meget dynamisk indledning rent lydmæssigt. De ’fantastiske 5’ træder ind på scenen til et jubelbrøl – og så er dette års metalliske Grammy-singlevinder, ”The Alien” godt på vej!
Tammerne står knivskarpt, og undervejs udskiftes et skarpt, grønt neon lys med purple flash, der følger den rytmiske progressivitet til dørs. Labrie har godt fat i publikum, og internt kan man se, at de vil det mere end de fleste. Tempoet er heller ikke til at tage fejl af – og alderen trykker bestemt ikke, tværtimod. For med alder kommer rutine.
Vi fortsætter med en af de velkendte Awake-klassikere; ”6:00”. Synths står utroligt skarpt og allerede nu har Labrie tømt næsten 3 liter vand. Min blære havde ikke kunnet holde til det, og der hersker ingen tvivl om, at de er 100% til stede: ”Coooopenhaageeen”, skriger forsangeren og lader sofahumoren vise vejen, inden vi tager hul på endnu en af A View From The Top Of The World-singlerne; ”Awaken The Master”, hvis musikvideo der refereres til visuelt på det bagvedliggende lærred:
Lyden er meget tydelig, Jordan Rudess twister keyboardet rundt og har slet ikke brug for ostinaterne, mens John Myung er helt i sin egen verden.
Positionerer man sig ude i en af siderne, er der skam gang i rumklangen. Uden tvivl. Stiller man sig til gengæld nede bagved, får man et mere samlet indtryk af oplevelsen. Og der valgte jeg så at blive stående med sammen med aftenens fotograf.
Train Of Thought-skiven bliver også berørt, og nu har vi fat i ”Endless Sacrifice”. De er helt sikkert mere spredt ud end konceptorienterede her til aften. Myung og John Petrucci står nu og duellerer, mens Jordan Rudess stiller sig forrest på scenen. Deres performance lyder mere tight hernede, sammenspillet er gennemført – og ledes nu til næste fase; nummeret ”Bridges In The Sky” fra A Dramatic Turn Of Events-skiven.
”…To the power…I’m controlling…the time has come”…vokalen er mere utydelig, jo længere væk fra scenen man bevæger sig – og vi er også ude et nummer med mange elementer kørende på én gang, så artikulationerne er lidt sværere at fange. Ovenpå trackets afslutning vil Labrie gerne lige være på den sikre side: ”Are you still with us?!”, udbryder han, inden han kommer ”Invisible Monster” på seneste skive i forkøbet med aftenens mest skælsættende pointe: ”Music…is the most powerful force on the planet…”. Lyden er helt exceptionel, og der er ikke en finger at sætte på deres dynamik. De finder de storladne tendenser frem, og Petrucci lader sine leads føre publikum frem i ekstase, inden Rudess sætter et solistisk punktum for oplevelsen.
Så ankommer ”About To Crash” på 20-året for udgivelsen af albummet; Six Degrees Of Inner Turbulence. Lyden er mere rocket end på andre live-udgaver (og især i forhold til The Score DVD-udgivelsen, naturligvis). Jeg oplever, at Mike Mangini gengiver Mike Portnoys drumfills ganske fint, omend der altid vil være omfortolkninger af visse små detaljer.
”The Ministry Of Lost Souls” (Systematic Chaos) følger trop, og på lige fod med ”Bridges In The Sky” er det som om, at vokalen lidt forsvinder bag de mere eksplosive passager. Dog rammer breaket i nummeret klokkeklart med ”This time when I reached out my hand”. Så det er svært at pille ved perfektionisterne. De har alle styr på, hvad de laver – og Petrucci går sågar udover ’pensum’ ved at afslutte med et sublimt løb, der trækker folk over i hans helt egen boldgade.
Det selvbetitlede nummer ”A View From The Top Of The World” indledes herefter med smukke Mount Everest-inspirerede visuals, der pryder det oplyste lærred. John Myung lægger en tydelig bass emphasis ind over således, at Mike Mangini denne gang falder lidt i baggrund rent lydmæssigt. Men nummeret er episk, så der skal prioriteres – og det fungerer perfekt ud fra det generelle perspektiv.
Til sidst kommer ”Count Of Tuscany” på banen igen – for dem, der var til stede ved releaset af Black Clouds And Silver Linings i selvsamme hal i 2009, kan undertegnede berette, at leverancen var endnu skarpere denne gang. Så afprøvet materiale på et spillested kan sagtens gentages, da dette nummer var aftenenes mest komplette rent performance – og lydmæssigt. Det eneste men er dog, at Labrie løb lidt tør for kræfter. Men det kommer han nok ikke til at høre for, da hans indsats resten af aftenen var upåklagelig.
Tak til de progressive metalmestre for endnu en uforglemmelig oplevelse. Og tak til KB Hallen for at gøre deres hjemmearbejde ordentligt.
Setlist:
– The Alien
– 6:00
– Awaken The Master
– Endless Sacrifice
– Bridges In The Sky
– Invisible Monster
– About To Crash
– The Ministry Of Lost Souls
– A View From The Top Of The World
– The Count Of Tuscany