ANMELDELSE: WHITESNAKE/EUROPE, KB-HALLEN, SØNDAG 29. MAJ 2022
Coverdale går på pension: Et farvel fyldt med kærlighed
Koncerten søndag aften i KB-Hallen med Whitesnake og Europe blev en kæmpefest.
Af Lars Schmidt
Fotos: John-son
**
Det var her, han fejrede sin første, store, mærkbare offentlige triumf, den dengang 22-årige David Coverdale.
Det var den 9. december 1973, at han – og medsanger og bassist Glenn Hughes – debuterede i Deep Purple ovenpå mastodonten af en comebackplade, Burn.
Og det var i KB-Hallen, det hele startede. Det, der i første omgang skulle blive til Storbritanniens bedste supergruppe af et tight, velspillende bluesrockband. Whitesnake. Et band, der siden og med højt, afbleget hår gjorde hoserne enormt grønne i USA. Det var efter, at man havde vinket bluesrocken og de originale musikere farvel.
Derfor var det også passende, at det store farvel skulle finde sted i KB-Hallen.
For i mellemtiden er David Coverdale gået hen og blevet 70. Og han kan ikke mere. Ikke det store, svulstige setup, som Whitesnake – desværre – er blevet.
Derfor var det blevet tid til ”farewell tour”. Nummer to af slagsen i øvrigt.
I 1997 – i kølvandet på det eminente og sørgeligt oversete Restless Heart-album – tog Coverdale Whitesnake på sin første ”farewell tour”, som rundede Vega 4. november 1997. Gudekoncert.
Det endte ikke dér. Seks år senere tog Coverdale det store cirkus ud på landevejen igen, og det gik så godt, at man i 2008 udgav et fornemt albumcomeback, Good To Be Bad.
Det nye og foryngede Whitesnake fulgte i sporet, der kørte modsat bluesrocken fra 70’erne og start-80’erne og sigtede efter at ramme bandets verdensgennembrud, 1987-albummet. Med højt hår, hvinende, sovsede guitarer. Og masser af skrigeri.
Netop sidstnævnte må være en af hovedårsagerne til, at Whitesnake søndag vendte tilbage til KB-Hallen på ”farewell tour”. For Coverdales vokal er – om ikke helt væk – dog så slidt, at den slet ikke kan matche den højspændte hairmetal, som det store orkester på seks m/k plus Coverdale selv leverer.
Lad det dog være slået fast med det samme: Farvellet til det danske publikum blev fint, stærkt, smukt og fyldt med kærlighed. Behørigt.
Det blev en fest, en stor, en rigtig god fest. Som blev sparket i gang af endnu mere veloplagte og velspillende Europe. Et band, som bare ikke svigter.
Det gjorde Whitesnake bestemt heller ikke. Men det var Coverdales vokal så tæt på at gøre, som man nærmest kan være. Det var tydeligt, at han kæmpede. Også med et mix af mikrofonen, som ikke ydede hans legendariske vokal nogen som helst retfærdighed.
Til gengæld havde David Coverdale et helt hold af lead- og korsangere bag sig. Plus alle os andre i salen. To keyboardspillere, som til daglig begge gør sig som mere end kompetente leadsangere, Michele Luppi og Dino Jelusick, var konstant backup. Dertil kom guitaristerne Reb Beach og Joel Hoekstra samt den nye bassist, Tanya O’Callaghan, der alle lagde rigtig fint kor.
På et podie, højt bag dem alle: Den 71-årige bulderbasse på trommer, Tommy Aldridge, som kun har ét udtryk: Høj-oktant hammersmadder. Kompromisløst.
Alle seks instrumentalister leverer ”some fucking noise”, som der stod med stor skrift bag på Coverdales skjorte. Så meget ”noise”, at legenden skulle anstrenge sig endnu mere for at trænge igennem og blive hørt.
Vi fik fem kvarter med en skøn kavalkade af syng-med-sange, leveret med kærlighed, spilleglæde, ja, og naturligvis kompetence.
For det har aldrig været hvem som helst, at David Coverdale har allieret sig med. I alt 36 musikere har gennem tiden været med i bandet. Ud over ham selv. Og der har godt nok været nogle mastodonter imellem: Ian Paice, Jon Lord, Bernie Marsden, Neil Murray, John Sykes, Cozy Powell, Steve Vai, Vivian Campbell. Alle fra toppen af allerøverste hylde.
Her er vi slet ikke i dag, selv om Whitesnake anno 2022 bestemt leverer.
Men aftenens bedste musikalske præstationer fandt vi hos opvarmningsbandet, hvor guitarist John Norum – selvfølgelig – beviste, hvorfor han er så højt en estimeret guitarist og har været det, siden Europe fik sit gennembrud i 1986.
Og sanger Joe Tempest er altså en showmand af høj klasse med en vokal, der – selv om den pludselig fik problemer et par sange ind i sættet – fylder flot og mægtigt og sidder lige i skabet.
For ikke at forglemme sangene. Der var de kendte hymner, men også en del nyere, hvor især åbneren, den tunge ’Walk The Earth’ blæste os bagover.
Europe har vi heldigvis mange år frem over.
Whitesnake bærer vi i vore hjerter nu, i taknemmelighed over alt, hvad det band – og den fantastisk sanger og sangskriver David Coverdale – har givet os gennem årene.
Og nu glæder i hvert fald denne anmelder sig til at høre, hvad Coverdale så finder på. For han vil sagtes kunne turnere i et mindre, halvakustisk setup. Det er for tidligt at trække sig helt tilbage, for vokalen – der godt nok lyder slidt i det store setup – er altså stadig mega fin. Det hørte vi også søndag i KB-Hallen. Heldigvis.
WHITESNAKE – sætliste
Bad Boys
Slide It In
Love Ain’t No Stranger
Hey You
Slow An’ Easy
Ain’t No Love In The Heart Of The City
Fool For Your Loving
Crying In The Rain
Is This Love
Give Me All Your Love
Here I Go Again
Still of The Night
Burn
EUROPE – sætliste
Walk the Earth
Rock the Night
Scream of Anger
Carrie
Last Look at Eden
Heart of Stone
Sign of the Times
War of Kings
Ready or Not
Superstitious
Cherokee
The Final Countdown