KONCERTANMELDELSE
IGGY POP – Falkoner Salen – 5. juni 2022
Tekst: Carsten Meedom
Fotos: Jimmi Brandt Pedersen
**
Spiller Iggy Pop Metal? Nej, på ingen måde. Er han en af forfædrene til den beskidte hardcore rock fra slut tresserne og halvfjerdserne, som udviklede sig i flere retninger og blandt andet blev til punkrock, noise rock og en masse andet spændende? Ja, i høj grad!! Iggy and The Stooges regnes for et af de mest væsentlige bands, som var med til at udvikle tresserrocken fra sin mere uskyldige og idealistiske form til et depraveret og møgbeskidt udtryk, hvor stoffer og alkohol flød i blodet og direkte ned i guitarstrengene. Men det var 50 år siden, og nu er Iggy Pop blevet 75. Stofferne er for længst lagt på hylden, og selvom Falkoner Salen var udsolgt og propfyldt med forventningsfulde gæster, skulle det blive spændende, om den aldrende Godfather of Punk stadig kunne ruske op i folk.
Iggy the Legend
Iggy Pop har altid været kendt for sit rock extravaganza-udtryk med bar overkrop og til tider bar røv, som springer manisk rundt på scenen og spytter som en rasende lama på både publikum, sig selv og de andre musikere. Denne aften gik der præcist et nummer, før det langhårede gespenst smed jakken og lod sit flæskede korpus hylde fra et begejstret publikum. Iggy er stadig i fuld vigør og med masser af energi, og kroppen vred sig rundt på scenen med den løse hud på overarmene og den tydelige pensionistdunk. Benene synger på sidste vers, og den krabbeagtige gang rundt på scenen så besynderlig ud, men der blev både sparket ud i luften, mikrofonstativet blev losset ad helvede til et par gange, og den aldrende Iggy så ikke ud til at have mistet pusten overhovedet. Han undlod dog at spytte på publikum denne aften!
På scenen var han flankeret af to mand på horn, et kæmpe keyboard, bas, trommer og to guitarister ude på den anden side. Alle sammen kunne de være Iggys børn og måske endda også børnebørn, men det unge orkester spillede med en gnist og en sammentæsket energi, der bakkede godt op om de forskellige numre, der spændte over hele karrieren. Numrene var arrangeret således, at der kom to-tre numre fra den mellemliggende solokarriere, for at blive brudt af et Stooges-nummer, der sparkede ekstra liv i kludene. Herefter tilbage igen til en mere jazzet og tilbagelænet præsentation af klassikere som ”Lust for Life”, ”The Endless Sea” og ”The Passenger”, som viser kvaliteten af mandens sangskrivning gennem årene. Der blev også plads til et par numre fra det seneste Free-album, men det var især de seks Stooges-numre, der bliver siddende på nethinden. Inden ”Death Trip” blev skudt i gang, vrængede Iggy Pop ud til publikum, ”we’re all gonna die, so let’s have some fun doing it”. Og det var præcist det indtryk, man fik af sangeren og mennesket bag mikrofonen. En insisteren på at være til stede i nuet, i musikken, på trods af kødets forfaldenhed.
I wanna be your dog
Lyden de første tredive minutter var noget lav og unuanceret, men der blev heldigvis skruet godt op under Stooges-numrene i erkendelse af de nok ikke ville fungere uden en spand ekstra kul. Så da ”Gimme Danger” og til sidst den vanvittig beskidte ”I Wanna Be Your Dog” blev sparket ud over scenekanten, kom der endelig bund i guitarerne og lydniveauet steg mærkbart. Iggy selv spankulerede rundt som en rabiesbefængt køter, der for en stund havde glemt alt om, at nummeret er fra ’69 og han selv fra ’47.
Efter en kort pause, hvor Iggy forsvandt i to minutter fra scenen, gik det løs igen med nyt og gammelt fra albummet The Idiot og Free, inden ”I’m Sick Of You” igen satte gang i de skæve ben og i guitarbredsiderne. Man kan hævde, at de to blæsere momentvist virkede ude af trit med de mere larmende Stooges-numre, hvor guitarerne fik mere plads og lydstyrke, men generelt virkede det fint og gav en god fornemmelse af de mange lag og udtryk Iggy Pop har haft gennem tiden. Lige fra det fandenivoldske og larmende Stooges, over de mere new wave 70er udgivelser til de eksperimenterende albums med elektroniske elementer. Men altid med en grænsesøgende og provokerende Iggy Pop i front, som stadig har mikrofonen solidt placeret nede ved pikken, når han ikke vræler i den.
Til sidst fik vi ”Search and Destroy” og selv nede blandt de forreste blandt publikum kom der en lille moshpit. Begejstringen var til at tage og føle på, og under hele koncerten var der en skov af hænder, der konstant forsøgte at indfange den gnomede mandsling. Som til gengæld kvitterede med kærlige klem og komiske ryk med underlivet, mens de skæve ben kæmpede en heroisk kamp for at holde kroppen oprejst. Iggy Pop holdt sig ikke kun oprejst i den halvanden time, koncerten varede, han sang også med en styrke og fyldighed, der viser en kunstner og et menneske, der på ingen måde har tænkt sig at gå på pension foreløbigt. En livsbekræftende tour de force, der blev understreget af Iggy selv, da han brølede ”I want to be Touched, I want to be Loved” ud mod et begejstret publikum, der kvitterede med al den kærlighed til manden og hans musik, som der kunne mases ind i Falkoner Salens store rum. Imponerende!!
