MANTAR + SUMA + DIRT FORGE + GAIA
STENGADE, KØBENHAVN – 17.09.2022
Tekst: Hesselager
Fotos: Dale Compton
**
Den 17. september 2022 fejrede Spillestedet Stengade på Nørrebro 50-års jubilæum. I den anledning havde Stengade 4 forskellige doom/sludge/stener-metal-bands på programmet. Koncerten var interessant for undertegnede af 2 grunde: For det første havde jeg set alle bands som optrådte den aften før, bare andre koncertsteder; for det andet var de 4 grupper på programmet meget anderledes i musikstil selvom de på papiret tilhørte samme undergenrer.
**
GAIA
Første navn på programmet var danske Gaia, jeg sidst så til stenerrock-festivalen Children of the Sun tilbage i 2017. Gaia skulle oprindeligt gå på 20.30 men var forsinkede omkring 20 minutter pga. tekniske problemer. Meget anderledes oplevelse at se dem på en mindre og mere intim scene end sidst. Gaias musikstil er minimalistisk drone doom, som langsomt omhyggeligt opbygger udstrakte spacy lydlandskaber – helt klart et band som kræver en stor opmærksomheds-spændvidde fra lytteren. Siden sidst synes jeg, deres musik var blevet mere varieret med mere dynamik mellem stille psykedeliske passager, tunge aggressive sektioner med mere hardcore/sludge-inspiration og støjende guitar-effekt-freakouts. Vokalen skiftede også mellem ren sang, hardcore-råb og høje black metal-skrig… desværre synes jeg ikke hardcore-vokalerne var nær så vellykkede som de 2 andre typer. Sætlisten var også overraskende kort, men da de var så forsinkede og koncerten havde 3 andre bands på programmet var jeg ikke 100% sikker på hvor megen valgfrihed Gaia havde i den situation. Ellers var jeg imponeret over hvor meget Gaia havde forbedret sig siden sidst.
**
DIRT FORGE
Næste band var også dansk: Dirt Forge som jeg havde set på Loppen til SanktHell 2018 minifestivalen. Dirt Forge befinder sig i den hurtigere mere rockede ende af sludge med tør varm guitar-tone som giver en ørken-agtig stemning, samt masser af syrede guitar-leads – samt mere dynamik mellem hurtige og langsomme riffs, og mellem tunge og stille psykedeliske sektioner end gennemsnittet. Dette var især tydeligt på de nye sange fra deres kommende næste album, der var med i deres (igen usædvanligt korte) sætliste.
Tidligt havde Dirt Forge problemer i mixen, der gjorde det svært at høre vokalerne hvilket var noget frustrerende selvom det blev ordnet efter et par sange da medlemmerne gav lydteknikerne besked. I 2018 synes jeg bare Dirt Forge var okay, her i aftes syntes jeg at de var blevet meget bedre – især trommeslageren var virkelig energisk og god til at spille varierede rytmer, som hjalp med dynamikken i hver sang. Nysgerrig efter at høre deres næste album, når det udkommer.
**
SUMA
Tredje navn på programmet var Suma, som jeg tit kalder Sveriges svar på Godflesh. Godt nok ikke en perfekt match, men det er hvad deres musikstil først og fremmest minder mig om: Repetitive robotiske trommerytmer og dissonante lydlandskaber af kantede riffs med masser af elektroniske lydeffekter som sørger for en overvældende post-apokalyptisk fremtidsstemning.
Suma så jeg første gang i 2019 på Vega som opvarmning for italienske Ufomammut, igen en meget anderledes oplevelse. (mindre afstand mellem publikum og musikere på Stengade mens lyden er meget højere) Suma havde valgt en mere varieret sætliste end sidst: Både flere sange, som viste en mere spacy stenerdoom-side og flere hurtige hardcore-inspirerede numre. Det betød at hele den dystopiske atmosfære ikke var helt så overvældende som sidst, samtidig fandt jeg oplevelsen mere interessant og mindre monoton. Uden tvivl et band som er meget gode til alt de foretager sig. Eneste hage var at som med de foregående 2 bands kunne jeg have ønsket en lidt længere sætliste.
**
MANTAR
Fjerde og sidste navn på programmet var den tyske duo Mantar, den gruppe på programmet jeg har set flest gange: Først i 2016 på Beta (første koncert jeg anmeldte for Metalized!), så i 2017 på Pumpehusets store scene, tredje gang i 2018 på Pumpehusets lille scene. Mantar er et band, jeg synes er allerbedst på en lille klaustrofobisk scene hvor man kan føle alle lydvibrationerne ramme ens krop fysisk og fornemme spændingen fra deres aggressive og intense live-optræden – hvilket aftenens koncert bekræftede.
Mantars musikstil er en rå og punket form for black/sludge metal, som på deres nyeste album Pain is Forever… er blevet iblandet en stor del 1990’er noise rock hvilket kunne høres på de sange fra pladen, de spillede i aftenens sætliste. (fx ”Egoisto” og ”Hang ‘Em Low (So the Rats Can Get Them”). I modsætning til de første 3 bands spillede Mantar en meget lang sætliste bestående af sange, der lagde vægt på forskellige af gruppens inspirationskilder: Hardcore punk på fx ”Cross the Cross”, black metal på fx ”Obey the Obscene” (hvis tekster indeholder en uhyggelig profetisk linje om ”den sorte corona”!), doom metal på fx ”White Nights”.
Jeg kunne virkelig godt lide hvordan Mantar føltes ekstra foruroligende og mystiske det meste af koncerten fordi de spillede i svag belysning i en sygelig grøn farve kun suppleret af stroboskop-lys og medlemmerne først begyndte at kommunikere med publikum halvvejs igennem koncerten. Her nævnte guitarist/sanger Hanno Klänhardt at København var en af de første byer udenfor Tyskland, Mantar spillede i overhovedet, hvorfor gruppen føler sig underligt knyttet til stedet her. Lyden hjalp dette dystre indtryk – rå og mindre poleret end de andre 3 bands med de harske vokaler ikke så højt i mixen så de lød som en vred dæmon eller et hævngerrigt spøgelse som hjemsøgte en kold og forfalden ruin. Med andre ord: Rå lyd på den rigtige måde, som forstærkede den dystre atmosfære. Fascinerende hvordan både Mantars lydmix og scene-belysning fremhævede black metal-elementerne i deres musikstil, deres største musikalske forskel fra de andre bands på programmet. (med undtagelse af Gaia, der befinder sig i et helt andet hjørne af sludge-genren) Helt klart den bedste af de 4 gange, jeg har set Mantar live indtil videre, og et godt eksempel på hvorfor de er et af de mest populære sludge-bands i dag.
