Anmeldelse: ANTHRAX @ 02 Academy, Glasgow, Skotland – 30.09.2022

ANTHRAX

02 ACADEMY, GLASGOW, SKOTLAND

30. SEPTEMBER 2022

Tekst: John-son og Anne

Foto: John-son

**

40 års Metal Thrashing Mad, eller Caught In A Mosh i Glasgow…

40 års jubilæum skulle fejres (nu faktisk 41, red.) med ANTHRAX på deres 40th anniversary celebration U.K tour. Ja – Europa med DK blev helt aflyst desværre.

Dette kunne være en ferie dagbog – men nej bare rolig. Heldet var bare at vi, kæresten Anne og jeg, var på ferie i Edinburgh da jeg opdagede at de gennemførte U.K og vi var i Skotland og ret tæt på Glasgow. Nok om det.

Tog til Glasgow, fik fotopas, anmelderbillet og en bajer. Fik set lidt af Municipal Waste support show – ret fedt, men nåede ikke foto her. Så var det endelig tid til et afbræk i feriestemningen.

Intro celeb film med kommentarer fra alverdens rock/metal stjerner. Bla. Robert-Metallica, Gene-Kiss, Michael + Rob – Volbeat, Dee Snider og Rollins. Tæppefald og igang.  Bombe nedslag af energi og smæk på slæden. Hele vejen til slut vel og mærke. Respekt! Hvilken spilleglæde og energi – og total i kontrol. “Among the Living”, “Caught In a Mosh” og geniale “Madhouse” fik jeres udsendte smidt i skallen i fotograven under de 3 typiske numre vi får lov til at fotografere. Ekstase – i salen, på scenen og hos undertegnede. Som kæresten (og gæstemedanmelder) sagde da jeg havde deponeret kamera som vi skulle – ”hold kæft de er festlige, højlydte og på, de skotter”.

Midt i min fotoseance fik jeg et glædeligt smilende knuckle salute fra Joey og en ny skotsk fotograf ven skød øjeblikket til stor glæde her. Ved sgu ikke om Joey huskede mig, længe siden vi har talt sammen, men nok om det. Scott “Not” Ian flænsede rundt over det hele, nygifte Jon Donais sprudlede fremragende på den sekstrengede, Charlie Benante slog tight igennem (dejligt endelig at se ham igen da de seneste gange har der været stand in på), Frank Bello blastede sin bas med grimasser så det forslog og så har vi den fremragende frontmand og indpisker Joey Belladonna.

Hvad drikker og spiser den mand?? Han ligner sig selv næsten som mit første møde med ham i midt 80’erne. Han gejlede hele lortet op og bandet blæste HELE TAGET af. Stærkt og frådende OG velspillet /vellydende. Fællessangen blev nærmest øredøvende på “Antisocial” (Trust cover). Nøj, en fest vi fik med skotterne i den svedige totalt proppede udsolgte sal (2500). Fedt gammelt rigtig koncert sted med balkon osv. Fyldt til randen, men ingen panik og lutter god, venlig og rar stemning når man skulle efter øl eller t-shirt. Den t-shirt var dog dyr – 35 pund – hvilket man var lidt knotne over her, men jeg SKULLE have det minde med fra denne pragtaften.

Overraskelsen – og en af de gode – var at de spillede et nummer fra John Bush perioden, nemlig “Only”. Virkelig fedt – og her viser Joey virkelig hvor fed en sanger han er. Den eneste helt rigtige sanger i ANTHRAX, selvom jeg elsker Bush. Han må gerne blive i et andet af mine fave bands, nemlig Armored Saint. Nyeste var vel “In the End” fra næstseneste “Worship Music” fra 2011, møg tung og intens. Desværre intet fra seneste “For All Kings” fra 2016…..men ellers bare et brag af dimensioner.

Vi var så blæst bagover af euforien, spilleglæden og det medlevende publikum. Anne mente at publikumsopbakningen sjældent ses og høres så tydeligt. Da de spillede min absolut fave “Medusa” var undertegnede lige så højt oppe at flyve som de kilt klædte. Hold op et drive i det nummer. Forståeligt de ER blandt “The big four” i thrash metal. Kæmpe respons kom der osse i hittet “Indians”. Kunne blive ved. Tight velspillet, energisk, ja nok mere frådende positiv vildskab.

Vi var Among the Living! Og så var det hjem til Edinburgh og godnat.

Sætliste:

Among the Living

Caught in a Mosh

Madhouse

Metal Thrashing Mad

Keep It in the Family

Antisocial(Trust cover)

I Am the Law

In the End

Medusa

Only

Bring the Noise

Indians

 

Encore:

Got the Time (Joe Jackson cover)

Efilnikufesin (N.F.L.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *