Koncertanmeldelse:
WATAIN + ABBATH + TRIBULATION – Amager Bio, København, 05.10.2022
Tekst: Carsten Meedom
Fotos: John-son
**
På programmet denne aften var fire navne indenfor det sorte ekstremmetal, inklusive schweiziske Bölzer, som gik på allerede kl 19, hvilket var en kende for tidligt for undertegnede. Udfordringen ved at programsætte fire bands på én aften er i al sin enkelthed, at det nærmest er umuligt at rumme så mange voldsomme indtryk på så kort tid – uden at blive stinkende beruset! Så vel ankommet en time senere var det lige før, svenske Tribulation gjorde sig klar til at indtage et trekvart fyldt Amager Bio. Og det viste sig at være et godt sted at starte.
TRIBULATION
Efter fem-seks plader, hvor bandet gradvist har skruet op for det okkulte og gotiske element i deres musik, er den svenske kvartet godt garvet i aftenens tema: mørkt, beskidt og diabolsk metal. Men det første indtryk, man fik af bandet, var også meget sigende om deres generelle performance. Bag nogle høje skærme på hver side af scenen dukkede de to guitarister op med en noget nonchalant attitude og begyndte straks at pumpe heftige rockakkorder ud over hovedet på folk. I midten stod bassist og sanger Johannes Andersson solidt plantet med ryggen til. Et par cool drenge, der gjorde sig klar til at levere en solid omgang cool gothrock.
Og som sættet skred frem blev det mere tydeligt, hvordan bandet henter deres inspiration fra den klassiske gothrock og leverede noget groovy tungmetal, der mest af alt lød som black rock’n’roll. Stilen blev holdt hele sættet ud, hvor guitaristerne momentvist forsvandt om bag deres skærme for kort efter at slentre tilbage på scenen og fortsætte, hvor de slap. Tilbagelænet og cool, men på ingen måde reserveret eller tilbageholdende. Man var underholdt af deres tempofyldte sorte rock, og efter en lille time gav de plads til den vrede panda fra Norge.
**
ABBATH
Man kan sige meget om Abbath Doom Occulta, men han er en stor personlighed på scenen! Hvis man køber hans særegne udklædning og ansigtsmaske er han både en yderst habil guitarist, indpisker og formidler af sit sorte metal, hentet fra de frostkolde norske fjelde. Intensiteten fik et gevaldigt nøk opad og de to legekammerater på hver side af den imposante mand i midten gjorde det forrygende. Bagerst sørgede en behørig corpse painted trommeslager for at holde showet kørende med fuldt smadder på stortrommerne. At Abbath har sine tilhængere blandt publikum blev også afsløret af mindst tre personer med samme ansigtsmaske. Respekt for det, all in!!
I godt en time smadrede Abbath publikum med numre fra de foreløbigt tre studiealbums, det er blevet til, og det er ikke fordi Abbath har ændret synderligt på formlen siden dagene med Immortal. Det er stadig højoktan speedmetal, med tordnende rytmer og vanvittige guitarsoli. Momentvis falder det ned i nogle sejt huggende rytmer, og her bliver Abbath bedst, når han varierer det lidt ensformige udtryk. Djævlens advokat kunne sige, at Abbath på sine soloalbums ikke leverer noget, han ikke har leveret tidligere og bedre med Immortal. Og som om han havde læst mine tanker faldt sidste nummer i sættet som ”All Shall Fall” fra mægtige Immortal, og da Abbath også begyndte sin besynderlige sidevers krabbegang rundt på scenen, var det næsten lige så godt som i gamle dage. Men også kun næsten.
**
WATAIN
Hvis Abbath er en personlighed på en scene, er Erik Danielsson en autoritet på en scene! Den lidt klejne mand uden synlige tatoveringer og tynde fehår optræder med så meget viljestyrke og overbevisning, at man hurtigt overgiver sig til den hæsblæsende, fræsende black metal. Jeg havde glædet mig til at opleve hele scenen oplyst af levende flammer fra de mange bål, Watain plejer at optræde med. Og i pausen blev der da også slæbt det ene monstrum af udstyr og udsmykning ind efter det andet, og bare tanken om, hvordan det hele skulle illuminere det kommende blodbad, fik det til at gyse i mig af forventningsfuldt velvære.
Stor og afgrundsdyb var min skuffelse da også, da bandet processerede ind på scenen uden de sædvanlige fakler og gik i gang med showet uden antydningen af en røgelsespind. Muligvis har Amager Bio nedlagt forbud mod det omfattende og potentielt livstruende vanvid, et levende flammehav på scenen repræsenterer. Men de kunne ikke forhindre det ekvilibristiske vanvid, Watain besidder og mestrer til perfektion i musikken.
I forhold til Abbath fik intensiteten igen et gevaldigt nøk opad, og lydstyrken steg til et crescendo af støj, der lod til at behage de fremmødte disciple nede på gulvet. Personligt fortrak jeg lidt længere bagud for at skåne kranielapperne, og fandt et sted, hvor udsynet til gengæld var meget bedre. Her kunne jeg følge det vanvittige ridt, der fandt sted denne sorte aften på Amager, hvor vi alle for en stund var Watain. Hvad der præcist ligger i det, ved dog kun bandets medlemmer og i særdeleshed Erik Danielsson, der til tider sværmede koket omkring sit lille alter foran trommerne, hvor et bukkekranie og forskellige krukker stod sirligt opsat på det lille bord. Og mens publikum blev sønderbombet af bredsider fra Watains bagkatalog, gjorde Danielsson sit lille ritual klar.
Efter behørigt at have hilst på det store Watain-symbol, der hang ned fra loftet, vendte han sig roligt rundt og døbte hele forreste række af publikummer i svineblod. Efter den rituelle handling fortsatte Watain for uformindsket styrke, indtil den Sorte Messe sluttede tæt på midnat.
