SAXON + DIAMOND HEAD
AMAGER BIO, København – 19.10.22
Tekst: Ole “Alvor” Bach
Fotos: John-son
**
DIAMOND HEAD
Et af de bands som var med da The New Wave Of British Metal opstod i sin tid – Diamond Head – var på denne aften support for selveste Saxon. Og slog de så til? Ja, både og – da jeg nok havde forventet en kraftig omgang metal, men det gik dog hen i mere en gang rock`n roll efter min mening. Men synes dog at det eneste originale medlem, guitaristen Brian Tatler, gav den en over nakken og rev nogle fede riffs af såvel som nogle fuldfede soloer.
Et af de nyere numre ”The Messenger” fra albummet The Coffin Train sad lige i skabet, hvor danske Rasmus viste sin kunnen som sanger. Overordnet var resten af bandet noget anonyme og stod bare og spillede – og det virkede simpelthen som om de ikke var på. Der manglede saft og kraft. De sluttede af med ”Am I Evil” som jo nærmest er deres varemærke og den blev leveret på fuld hammer.
**
SAXON
Så over til den rigtig alvorlige afdeling denne aften – nemlig metallens arbejdsmænd d’ herrer Byford, Carter, Scarratt, Glockler og Quinn som efterhånden er kommet op i årene, men det kunne absolut ikke røre ved indtrykket denne aften, hvor der var fuld damp på fra starten. Introen over anlægget gik over i ”Carpe Diem” – titelnummeret fra deres seneste udspil og der blev sparket til for fuld hammer. Man blev nærmest blæst bagover og trykket op mod væggen.
Saxon havde denne gang en ganske fin sætliste som indeholdt bl.a. ”Age Of Steam”, ”Dambusters” og ”Living On The Limit” som viste hvordan god tråd skal formidles. Nummeret ”Thin Red Line” som jeg aldrig har hørt live, blev spillet med sikkerhed – et nummer fuld af atmosfære.
De gamle travere ”Dallas 1 PM” og ”Broken heroes” blevet leveret med stor styrke, hvor rytme sektionen Nibs Carter på bas og bag gryderne Nigel Glockler lagde en solid bund. Men lagde mærke til at Paul Quinn virkede lidt tilbagetrukket, hvor så Doug Scarratt trådte i karakter på de seks strenge. Den grå eminence Biff Byford hyggede sig med lidt småsnak med publikum, hvor han blandt med et smil på læben spurgte om man ikke kunne larme lidt mere end de ”wankers” som de spillede for i Århus forinden. Jo jo – lun fyr, ham Byford.
Alt i alt en af de absolut bedste koncerter jeg har set med Saxon, hvor der blev sluttet af med ”Princess Of The Night” for fuld skrue.
