EVIL + REVENITE
Oasen/Kulturstationen Vanløse, Lørdag den 22.10.2022
Tekst: Jesper Lienhøft
Fotos: Mette Dam Wied
**
Den ydmyge skribent havde på denne efterårslørdag valgt at lægge vejen forbi Oasen i Vanløse. Og hvad fanden skulle han da der tænker i nok. Jamen det er da åbenlyst… To bands, hvis medlemmer har flere grå hår end julemanden havde valgt at tilbringe deres lørdag aften på Vanløses Kulturhus. For nu at tage en ting af gangen. Undertegnede havde ikke tidligere haft fornøjelsen af at besøge dette ellers så nydelige traktørsted. Det blev der jo heldigvis rettet op på her til aften. Skal den skotske jyde komme med et enkelt bjæf, så er 60 kr. for en pilsner måske lige i den høje ende, særligt når man kommer fra den mørkeste ende af den jyske hede, men lad det nu fare. Oasen var faktisk en rigtig god kulisse til aftenens event, så det bliver nok ikke sidste gang at vejen lægges forbi Vanløses Kulturhus.
REVENITE
Første band på scenen var Revenite. Revenite består af fem gennemgarvede gutter i den kategori, hvor der er flere år bag dem end foran dem. Revenite udsendte den 14. oktober deres første EP bestående af fire numre. Her til aften, ni dage senere, skulle de så indtage scenen i Vanløse. Fra første anslag på guitaren, var det åbenlyst at dette her nok skulle blive godt. Det var ligeså tydeligt som at Kermit er grøn, at de gutter har spillet sammen før. Deres erfaring kombineret med en åbenlys spilleglæde sikrede, at deres første liveoptræden efter udgivelsen af ”The Dawn of a new Mourning” sad lige i skabet. Guitaristerne Christian Lund Jørgensen og Peder Bisgaard Lindeløv er fremragende sammen. De evner både at spille i harmoni, men også at få deres samspil gennem numrene til at fungere.
Når de så flankeres Martin Wied på bas og Kim Frederiksen på trommer, så var der faktisk ikke et øje tørt. Nu tænker i nok, var der ingen vokal? Jo for i hele hule hæwlede var der en vokal. Sanger Ronnie Efland er begunstiget med en sangstemme, der på denne lune lørdag aften, ville have fået samtlige engle i himlen til at tabe vingefjerene, havde vinduerne været åbne. Han besidder et stemmerepertoire der strækker sig lige fra skønsang til den rå og aggressive dybe vokal. Om Ronnie Efland rammer de berømte “4 Oktaver” vil jeg lade være udsagt. Men denne aften ramte han i hvert fald oktaver nok til at få både Celine Dion og Myles Kennedy til at lade sig pensionere omgående, havde de været til stede.
Ronnie Efland blev på flere af aftenens numre akkompagneret af backup sangerinde Rebecca Camilla Efland. En skarpsindig læser vil muligvis bemærke det ensartede efternavn, og der er da også familiære bånd mellem de to vokaler. Skulle man være i tvivl om dette, så forsvandt tvivlen i hvert fald omgående, da hun stemte i med en sangstemme på niveau med sit fædrene ophav. Hendes lyse og lidt højere sangstemme er fantastisk, at begge sangere så kender hinanden og har sunget sammen før gjorde ikke resultatet ringere, tvært imod.
Taget i betragtning af at gutterne fra Revenite ved siden af musikken, alle er fuldtids fædre i fuldtids jobs, så leverede de denne lørdag aften en præstation, der lå meget langt over hvad undertegnede havde forventet. Og ved i hvad kære læsere? Det er sgu altid dejligt når ens forventninger gøres til skamme.
Det vil være både synd og skam, hvis ikke vi kommer til at høre meget mere til de fem herrer fra Revenite, for de har både evnerne, lysten og potentialet. Men gutter, fart på… i bliver jo desværre ikke yngre.
EVIL
Det københavnske band Evil blev reelt dannet tilbage i 1982, dog under navnet ”Never Mind” I 1983 blev bandet så til Evil med en imponerende karriere der strækker sig over, ja tæt på 40 år, har bandet udgivet forbavsende lidt. To albums i henholdsvis 2015 (Shoot the Messenger) og i 2022 (Book of Evil) samt en række singler, er hvad der er sluppet ud fra Evils skattekiste. Men hvad gør det egentlig, når det der så rammer os lyttere bare er pisse fedt. Evil spiller bare fantastisk. De holder et tempo der ville få Wilson Kipketer til at dejse omkuld længe før målstregen. Men tempo er ikke alt hvis ikke melodien og vokalen kan følge med. Den kombination behersker gutterne fra Evil til UG. De hårde og hurtige riffs, kombineret med en leadguitar der var skarpere end barberens ragekniv, gjorde at Evils præstation denne lørdag aften fik de fremmødte publikummer op af stolen med hænderne over hovedet. En gestus som de fem veteraner fra Evil i den grad havde fortjent.
Noget der gør en given koncert til noget særligt, er når man fornemmer en forbindelse mellem bandet og publikum. For dette kan ske, kræver det et band og en frontmand, der evner at komme ud over scenekanten. Hvis der var en der besad denne evne her til aften, så var det Evils frontmand og sanger Martin Steene. Mere sympatisk og favnene har jeg da sjældent set en sanger fra et band i denne genre. Skal der kastes en smule malurt i bægeret, så skulle det lige være at deres sætliste var en tand for kort. Et band med deres talent og erfaring kunne godt have kastet lidt mere i puljen. De fleste ville gerne have fået lov at nyde deres musik mere end vi gjorde. Nu skal man jo ikke hænge sig i petitesser. Det sagde min gamle farmor i hvert fald altid når hun egentlig var tilfreds, men bare gerne ville haft lidt mere.
Det var også det indtryk undertegnede forlod Vanløse med. For det vi fik smækket benhårdt i ansigtet af Evil den aften, kunne der bare ikke sættes en finger på overhovedet. Tilbage sidder man med forventningens glæde over forhåbentlig at få fornøjelsen, af at krydse de ærkekøbenhavnske veteraners vej igen, og gerne flere gange.
Mine damer og herrer. Denne lørdag aften gik sgu over i historien. Sjældent har forventningen kontra oplevelsen været så skæv. Undertegnede takker ydmygt for en fantastisk aften, og ja man blev da også lige blev sendt en tur tilbage på skolebænken, for at lære lidt om dedikation, spilleglæde og at man ikke behøver at være et højprofileret band for at levere to pragteksemplarer af en koncert.
Tak til Revenite og Evil og selvfølgelig tak til Oasen i Vanløse.