ALTER BRIDGE + HALESTORM + MAMMOTH @ Falkoner Salen, Frederiksberg – 02.11.2022
Tekst: Carsten Meedom
Fotos: John-son
**
MAMMOTH / WVH
Salen var allerede godt fuld og stemningen boblede af forventning, da aftenens første band gik på kl 19 sharp ifølge programmet. Og det var da også med en aura fra en legende, da Wolfgang Van Halen kom ind som en ungdommelig Meat Loaf og placerede sig i midten, flankeret af en bas og to guitarister. Den unge amerikaner er søn af den legendariske guitarist Edward Van Halen, som døde i 2020, og som sanger og guitarist har han valgt at gå i faderens – må man sige – gigantiske fodspor. Selv bandnavnet er en homage til faderens første musikalske projekt som teenager, hvor han var forsanger, inden han gjorde guitaren til sit varemærke og deltog på et af rockhistoriens mest imponerende debutalbum i 1978.
Således omgærdet af Edward Van Halens ånd leverede den unge Wolfgang et sæt på en god halv time, hvor han kom godt rundt om det ene album, der udkom sidste år. De tre guitarer på scenen skabte en solid bund og supplerede hinanden godt, og når Wolfgang en gang imellem begav sig ud i en guitarsolo, var publikum tydeligvis begejstrede. Det skal dog siges med tyk streg under, at Wolfgang Van Halen på ingen måde forsøgte at planke faderen musikalsk, eller leve højt på fordums hæder. Han og resten af bandet spillede tight, og Wolfgang selv sang fint med sin lyse vokal og spillede en elegant guitar, som momentvist fyrede bredsider af med åbne akkorder, der klædte den lidt radiovenlige rock.
Kant er der ikke meget af hos Mammoth WVH, men masser af talent, spillelyst og nogle solide kompositioner kan også gøre det. Publikum var i hvert fald begejstrede og klappede lystigt med fra start til slut – hvilket ikke gik ubemærket hen på scenen. Og da bandet spillede et nummer, som ”was my daddys favorite”, kunne man godt mærke tilstedeværelsen af den stolte far.
**
HALESTORM
Da Halestorm spillede i et udsolgt Pumpehus tilbage i 2013, anmeldte jeg bandet som ”Suzi Quatro meets Green Day light”, og der er ved gud ikke sket de store ændringer i bandet siden dengang. Det er stadig med en hæsblæsende Lzzy Hale i front med stramtsiddende lædertøj og et organ, der lyder som en sirene og en skærebrænder i skøn forening. Og med et band, der knokler på med et humørfyldt drive, anført af lillebror Arejay på trommer iført gul trøje, der matchede det farvede hår. Tilsammen udgør de et rock’n’roll godstog, som buldrer ind på scenen og giver publikum et højoktant show af de mere kulørte slags.
Denne aften fik vi numre fra de to albums ”Back from the Dead”, som udkom i år, og det ti år gamle ”The Strange Case Of…”, suppleret med en enkelt afstikker til debutalbummet med nummeret ”I Get Off”. Bandet har efterhånden solide hits i bagkataloget, og især ”I Miss the Missery” fra det nye album er allerede et publikumhit.
Og da ”The Steeple” sluttede showet blev nummeret forlænget med utallige breaks og powersoloer og en ustyrlig Lzzy, der bare ikke ville give slip på ”my people”. Som en sexet ypperstepræstinde styrede hun ceremonien fra sit rockalter, assisteret af sin lige så ustyrlige lillebror, der underholdt publikum med sine mange vildfarende og til tider voldsomt overdimensionerede trommestikker. Kan man ikke holde Lzzys vokal ud, har man et problem, men denne aften tog bandet et sikkert stik hjem med deres stærkt underholdende og udadvendte powerrock.
**
ALTER BRIDGE
Udadvendt kan man ikke kalde Alter Bridge, som nærmest nonchalant stod på scenen i shoegazing modlys, men sammenlignet med aftenens to første bands var der også et helt andet udtryk på spil i musikken. De to guitarer lagde et mørkt og tætpakket bundtæppe af støj under de mere monotone numre, der stod i skærende kontrast til den boblende og humørfyldte rock, der lige havde forladt scenen.
Men ingen tvivl om at kvartetten kan deres kram, og især Myles Kennedys varme vokal minder om en Steven Wilson fra Porcupine Tree på en god dag. Musikken havde også momentvise proggede elementer, der ledte tanken hen på Wilson, men Alter Bridge er trods alt først og fremmest sig selv med deres mørke stadionrock. Storladent og dystert på samme tid, men hele tiden med solidt greb om tingene.
På et tidspunkt gik der dog lidt for meget børneteater i den da den gode Kennedy fik alle i salen til at sætte sig på hug, hvilket absolut ikke var uproblematisk for mange af de fremmødte grundet fremskreden alder, bonelochofter og generelt stive lemmer – undertegnede inklusive.
Men ned kom de fleste, og der var generelt en fantastisk stemning blandt publikum, som også sang flot med på det akustiske nummer, hvor Kennedy også takkede for det flotte fremmøde og for at bakke op om bandet gennem nu to dekader. Meget sympatisk, bevares, og altid rart, når man endelig kan mærke kontakten mellem artist og publikum. Men jeg havde nu foretrukket et mere up-tempo show, hvor de brugte flere kræfter på at komme ud over scenekanten med deres musik.
Alt i alt en aften med tre sympatiske bands, hvor den elegante Wolfgang spredte de første gode vibes, solidt efterfulgt af en sprudlende Halestorm, der reddede aftenen for undertegnede, og til sidst en mere monumental mørkerock, som ikke fik det helt op at ringe, på trods af at publikum i den grad var med bandet.
