Koncertanmeldelse:
WARBRINGER/EVIL INVADERS/SCHIZOPHRENIA/MASON @ Beta, København – 01.04.2023
NEW WAVE THRASH EXTRAVAGANZA PÅ BETA
Tekst: Nolder – Fotos: Jacob Rimmen og Maja Tjørnelund
Det er langt fra hver dag, at man får lov at opleve de mindre udenlandske bands inden for the new wave of thrash metal (NWOTM), men sateme om ikke Warbringer og Evil Invaders havde medbragt ikke mindre end to af dem på deres igangværende Europa tour i skikkelse af Mason fra Australien og Schizophrenia fra Belgien. Derfor var det bare om at møde op i tide på Beta denne herlige lørdag aften, hvor Arsenal lige havde sønderbanket Leeds, og hvor humøret derfor var helt i top.
MASON
Mason fra Down Under var første band på podiet, og de fik desværre ikke den fedeste start. Kun et enkelt nummer inde i sættet opstod der nemlig problemer med den ene guitar, og det gik der så små 10 minutter med, alt imens bassisten underholdt med noter fra Metallicas klassiske ”Orion”. Sjovt nok gjorde bassisten fra et andet mindre australsk NWOTM band – Hidden Intent – nøjagtig det samme, da de spillede med Artillery på High Voltage i 2019. Must be an aussie thing!
Heldigvis fik kvartetten styr på teknikken og fik lov at spille deres fulde support-sæt trods den beskedne forsinkelse. Det betød, at vi fik en god blanding fra begge bandets fuld-længder ”Warhead” og ”Impervious” plus endda en enkelt sang fra den obskure ep ”Unmerciful” samt et helt nyt nummer. Og at sige, der var gang i både band og thrasherne foran scenen er en underdrivelse.
Sangeren var ude at ride på publikums hænder, og bandet nød tydeligvis den fine reception og gengældte den med tonsvis af energi og spilleglæde – helt frem til afsluttende ”Warhead”, som på fineste vis satte punktum for en positiv overraskelse. Selv for os, der kender bandet i forvejen.
SCHIZOPHRENIA
Hvor Mason var bedre end forventet, så kan jeg desværre ikke sige det samme om Schizophrenia. Ikke at de på nogen måde var dårlige, men jeg knuselsker deres første mini ”Voices” (og er tillige glad for både fuld-længden ”Recollections of the Insane” og den spritnye covers-mini ”Chants of the Abyss” – blot i mindre grad) og havde nok set frem til mere, end gutterne kunne levere.
Der var slet ikke samme vildskab og energi som hos Mason, og så var der for mig lidt for mange numre fra fuld-længden og fra covers-skiven, hvorfra Morbid Angels ”Maze of Torment” blev leveret i en decideret sloppy version. Jeg synes heller ikke, at lyden var helt i top, men nu skal det hele heller ikke lyde som den rene jammerdal.
Der var bestemt numre og passager, som var klart headbanging-worthy, og belgierne får helt klart en chance mere til sommer, hvor de træder op på den stærkt vanedannende Alcatraz festival i hjemlandet.
EVIL INVADERS
Next up var endnu et belgisk ensemble, denne gang i form af Evil Invaders, som efterhånden har vokset sig til et af de større bands inden for NWOTM. Jeg elsker, at gutterne har taget deres navn fra alle tiders bedste Razor-sang, og jeg holdt meget af bandet fra debut-ep’en i 2013 og vel helt frem til ”Feed Me Violence” i 2017, men et par halvsløje koncerter på Alcatraz de seneste par år samt ikke mindst sidste års ”Shattering Reflection” har sendt truppen på en solid glidetur ned af min personlige rangliste.
Evil Invaders har altid været mere speed end thrash, men de senere år er de sgu nærmest blevet mere ordinær heavy metal, og jeg måtte da også ud at have mig en smøg, da de tog hul på den elendige ballade ”In Deepest Black”. Jeg drømmer mig tilbage til dengang bandet pyntede deres koncerter med klassiske covers som ”Fabulous Disaster” og ”Violence & Force”, men de dage er forbi, og Evil Invaders er et andet band end dengang.
Med alt det brok ude af mit system så skal det dog siges, at gutterne gjorde det væsentligt bedre her på Betas lille scene, end de gjorde på Alcatraz’ markant større ditto, og der var da også fuld smæk på mosh pitten, der til tider fyldte en tredjedel af hele gulvet i den lille koncerthal. Jeg indrømmer, at bandet virkede tændt og stadig kan levere et fedt riff eller to, og sættet blev klart bedre, som det skred frem, og flere og flere gamle numre poppede op. Summa summarum vel en ok koncert, som dog klart stod i skyggen af, hvad der var på vej fra co-headlinerne.
WARBRINGER
Warbringer rullede hele artilleriet ud denne fede aften på Beta. Det er vel tredje eller fjerde gang, jeg ser dem, og aldrig har det været i så fin form som denne aften, hvor stemningen var i top hele vejen igennem – både hos band og blandt publikum.
Der lagdes fra borde med den indledende treenighed fra seneste album ”Weapons of Tomorrow”, nemlig lynhurtige ”Firepower Kills” og de mere slæbende ”The Black Hand Reaches Out” og ”Crushed Beneath the Tracks”, som begge leder mine tanker i retning af fede Power Trip, og som begge skabte en massiv pit foran scenen. Så var vi i dén grad i gang, og combat shock’et fortsatte i samme høje klasse med bl.a. ”Woe to the Vanguished”, ”Hunter Seeker”, ”Living in a Whirlwind” og ”Living Weapon” (som gutterne desværre ikke nåede at spille, da jeg så dem i Pumperen på Woe-turnéen, da deres sæt dengang blev skåret ned med netop dette nummer). Hold nu kæft, der var gang i den – lyden var fed, bandet tændt som ind i helvede og publikum på i en grad, som man bare kun ser på disse helt små spillesteder.
Jeg havde gerne vekslet en sang som ”Divinity of Flesh” med den nye ”Power Unsurpassed”, som jeg simpelthen ikke fatter, at gutterne aldrig spiller live, men den slags småting var hurtigt glemt, når bandet sluttede så perfekt, som de gjorde med tre af mine absolutte favoritter fra bagkataloget: ”Silhouettes”, ”Remain Violent” og mægtige ”Total War”. Jeg havde det, som var jeg kørt flad af en damptromle, og hvor selvmodsigende det end kan lyde, så er det bare den bedste følelse, man kan stå med efter en koncert! Warbringer er hverken det mest originale eller det mest catchy thrash band nogensinde, men de kan deres shit til fingerspidserne, og når de som denne aften har både lyd, lys, publikum og sæt-liste med sig, så er det sgu lige før, de når højderne fra firsernes helte ud i thrash metallen. Horns up!
