Koncertanmeldelse:
MASACRE + GOAT SEMEN @ Loppen, Kbh. – 09.04.2023
Tekst: Hesselager
Fotos: Jimmi Brandt
Søndag aften d. 9. april 2023 på Loppen, Christiania spillede 2 generationer af sydamerikanske ekstremmetal-bands, med hver deres tilgangsvinkel til black/death metal. Overtegnede havde set meget frem til koncerten efter at have læst positive anmeldelser af begge navne på plakaten andetsteds. Forventningerne blev i høj grad indfriet, med et par overraskelser.
GOAT SEMEN
Opvarmningen kom fra peruvianske Goat Semen, som blev dannet i 2000. Siden da har Goat Semen fået et kultfølge her til lands, efter de spillede på Underwerket i Valby i 2019. Goat Semens stil var ekstremt hurtig og kaotisk war metal (krydsning mellem black metal og grindcore), med langsomme kværnende sektioner. Deres musik var på højt teknisk niveau, med megen variation imellem de forskellige riffs som tit var meget indviklede. De ramte det helt rigtige lydbillede for ekstremmetal: Rå og dyster, men tilpas klar til at man kunne høre alle instrumenterne nøjagtigt.
Goat Semens trommeslager, der går under kunstnernavnet Goat Hammer, skal nævnes som en mester indenfor indviklede og opfindsomme rytmer som tit kom med hyppige hurtige fills, der gjorde et imponerende arbejde med få sangene til at føles varierede hvilket er vigtigt når sangene følger samme struktur og holder sig til en meget specifik stemning.
Goat Semen havde også husket den slags teatrik, publikum forventer af et black metal-band i dag: Corpsepaint, armbånd dekoreret med nitter og i vokalist Erick Neyras tilfælde ekstremt lange søm, dæmpet rød eller mørkeblå belysning med kontrast fra hvidt stroboskop-lys. Kunne godt lide at guitaristen Wa Han havde et lidt anderledes image end de andre medlemmer, med camouflage-tøj og en elefanthue i stedet for corpsepaint.
Goat Semens sætliste havde også et par overraskelses-faktorer, denne artikels forfatter stadig ikke helt ved hvad han skal syntes om. Fx vokalerne som skiftede mellem standard growling og underligt høje rene vokaler, der sandsynligvis var inspireret af King Diamond, ved ikke om de helt passede ind i resten af lydbilledet. I hvert fald gjorde det Goat Semen nemmere at huske. Erick Neyra snakkede også mellem hver sang, men anmelderen ikke kunne forstå en brik af – især fordi Neyra growlede dem i samme stil som hans vokaler.
MASACRE
Hovednavnet Masacre er intet ringere end Colombias første dødsmetal-gruppe, dannet i 1988. Også tydeligt at medlemmerne tilhørte en ældre generation af ekstremmetal end Goat Semen: For det første gik Masacre på scenen klædt i samme tøj, medlemmerne sandsynligvis går med til daglig og benyttede sig af mindre indviklede lysshows end Goat Semen; for det andet var deres musikstil mere gammeldags dødsmetal med tydelige rødder i speed/thrash metal men en grad mere ekstremt, kunne i nogle sange tilmed høre galloperende traditionelle heavy-riffs fx ”Imperio”.
Skal også nævne at vokalist Alex Okendo skiftede mellem dybe dødsgrowls og høje black metal-skrig, hvor han mestrede begge typer vokaler, og var virkelig god til at kommunikere med publikum mellem hver sang. Hvis denne anmelder forstod spansk ville han nok også være i stand til at høre de fleste af teksterne – hvilket overhovedet ikke var tilfældet med Goat Semen.
Masacres lyd var meget mere mudret end Goat Semens så det var sværere at høre forskel på instrumenterne, lidt underligt da Masacre havde 2 guitarister mens Goat Semen kun én. På den anden side var deres musik ikke helt så teknisk kompleks og deres sangstrukturer meget nemmere at følge med i. Tænker at i 1980’erne og 1990’erne var metalgrupper oftere nødt til at finde sig til rette med ikke særlig godt udstyr, og derfor skrev deres sange med henblik på at kunne fungere lige godt uanset lydkvalitet.
Forresten bør Masacres trommeslager Wilson Henao lovprises som langt over gennemsnittet, nøjagtig som Goat Hammer: Han kom hele tiden med nye varierede fills og originale rytmer som brugte trommesættets dele på opfindsomme måder i nye kombinationer, i begge bands’ tilfælde sørgede trommeslageren for en stor del af variationen og fremdriften i hver sang.
Mest overraskende øjeblik var nok, da den ene guitarist i Masacre skulle omstrenge sit instrument men i stedet for at stoppe sætlisten spillede bandet videre gennem sætlisten med en sang som var enkel nok til at kunne spilles med én enkelt guitarist.
