Koncertanmeldelse:
SLADE + SWEET @ Docken, København – 28.10.2023
Tekst: Anne og John-son / Fotos: John-son
I 70’erne var man enten fan af Sweet eller Slade, men denne aften skulle vi høre (resterne af) dem begge, og John-son var klart til Sweet og Anne kunne ikke rigtig vælge imellem dem dengang, så det glædede vi os meget til.
Vi havde desværre ikke gemt vores plateaustøvler, kassebukser og satinskjorter. Og nå ja, John-sons lange hår!
Som hvis man var på vej til skolefest, dengang i 70’erne. Og man var, som nævnt, enten til Sweet eller Slade. Lidt ligesom det var engang i 90’erne med Blur og Oasis.
Rammen var Docken i Nordhavns udkant, pænt pakket (ca. 900) og nok sidste show der, da arrangør/ejer har solgt stedet. Ellers et glimrende sted med god lyd osv. – dog underligt med opdeling af gulvet. En halvdel stående og en halvdel siddende (bingo lignende) delt af hegn ned gennem midten.
SWEET
The Sweet skulle starte som vanligt, når de 2 bands turnerer sammen som de har gjort adskillige gange de senere år. Andy Scott, eneste originale nulevende medlem, skal hjem i seng.
Han hænger ikke ud efter shows mere. Han er heller ikke helt rask, og har bl.a. kæmpet med noget kræft gennem mange år (vist prostata) og nogle problemer med den ene hånd. Nok om det, der var bestemt lune, sarkasme, selvironi og jokes i ham, dette til trods. Som han nævnte midtvejs – “jeg er på piller og sveder som en ko”. Eller noget med at man først er alkoholiker i UK, hvis man drikker lige så meget som sin læge, ha ha.
Tilbage til showet og de 5 kvarter de hver fik. Lige på “Action” wow, så var vi i gang. Og allerede her hørte vi hvor fed en sanger den “nye” Paul Manzi er. Sikke en stemme – en frontmand der vil yde historien om Sweet ære. Power, udtryk og bare ren glæde ved at stå der. Og med Andys sindssygt høje kor til tider. Ja, selv Queen blev inspireret af Sweet og deres vilde vokaler, Steve, Andy og Brian var en force.
”Hellraiser”, ”Set me Free”, ”Fox on the Run” og ”Teenage Rampage” fik sgu nærmest John-sons hår til at vokse ud igen i ren nostalgisk eufori. Men ikke kun nostalgi, for de rykkede big time med ren spilleglæde. Og med en bassist der rammer alt rigtigt – bl.a. den fede basgang i ”Blockbuster”, og solo i ”Ballroom Blitz”, og tillige en super vokalist. Jo, der var fest, det lød godt og autentisk – altså rigtigt og ikke som et udtryksløst og bare tomt leveret cover/hyldestband.
Fedt fedt! ”Love is like Oxygen” gav sgu gåsehud. Men hvorfor bruge tid på et cover af Russ Ballards ”New York Grove” når vi desværre måtte undvære ”Sixteens” og ”Windy City” – pokkers. Vist pga. Andys helbred og jo nok svanesangen live i DK måske. I så fald – godt man var der så.
Kun Andy er her endnu (Steve, Brian og Mick – hvil i fred). Han kom lidt for sent et par gange til mikrofonen, men spillede altså fedt. Typisk Scott lyd på den røde Fender guitar. Klart en aften for det grå guld på 40++ siden. Men hvilken opløftende stemning, oooog We want Sweet We Want Sweet gjaldede, det var ren Teenage Rampage og Ballroom Blitz. Tak af hjertet, det var vitalt.
SLADE
Slade derimod!? Uha uha, en ommer. Bevares, Dave Hill er den eneste originale (efter han fyrede Don Powell for et par år siden). Ja – han hygger, springer lalleglad rundt og spiller stadig efter alle de år som en brækket arm. Skøn at se på, men frygtelig at høre på. Det var vildt højt, vist som i gamle dage. Numrene var nærmest uigenkendelige for os.
Vi begyndte faktisk at grine, da violinen i ”Run Run Away” lød utrolig falsk. Hold nu kæft, en ynk. Vokalerne lød mudrede, de forsøgte at lyde som Noddy, men havde slet IKKE den power. Dave var energibundtet, mens de andre var fornærmende ringe stenstøtter uden gejst, men måske de ikke får ordentlig løn for det her, he he.
Numre som ”Gudbuy T’Jane” og ”Far Far Away” lød nærmest rimelige. ”Take me Bak ‘ome”, ”Coz I love You”, ”Lock Up Your Daughters” og ”Everyday” var sjasket og nærmest uigenkendelige i aftens udgaver. Vi var sgu rystet – også selvom vi var blevet advaret af flere venner på forhånd.. Av av!
Dave smilede ret ofte og var sgu helt rar at se på, trods hans lidt bøvede fremtoning anno 2023. Han havde en fest – det havde de 3 andre stenstøtter i bandet næppe – men måske han er totalt døv, når denne version af Slade kan lyde så ringe, untight og totalt omstruktureret til nærmest ukendelighed, også i tempo. Flere gik, men de fleste hængte ved – selvom festen, spilleglæden, kompetencen og ægtheden klart lå hos Sweet.
Vi forlod simpelthen showet inden ekstranumrene…. det gjorde for ondt.
We want SWEET !