Koncertanmeldelse:
THY ART IS MURDER + WHITECHAPEL + FIT FOR AN AUTOPSY @ Amager Bio, Kbh. – 02.10.23
Tekst: Kasper Sanderhoff Larsen / Foto: Thomas Thomsen
Et fyldt Amager Bio er ikke noget man ser hver dag, men billetterne til det australske deathcore-band var udsolgt flere måneder i forvejen. Det ville dog også være interessant at se, hvordan den meget omtalte fyring af Thy Art Is Murders tidligere forsanger CJ McMahon, ville påvirke aftenens publikum.
FIT FOR AN AUTOPSY
Aftenens åbningsband Spite havde den ære at optræde foran en fyldt sal. Desværre nåede jeg kun at høre to sange på grund af det tidlige spilletidspunkt. Jeg bemærkede dog den utroligt dårlige lydkvalitet, som bandet måtte kæmpe med. Dette uheldige lydhelvede fortsatte, da Fit For An Autopsy gik på scenen. Koncerten begyndte godt, men efter et par sange besluttede lydteknikeren af uforklarlige årsager kun at skrue op for bas og trommer. Det var en kæmpe skuffelse, da jeg havde set frem til at høre bandet, der imponerede mig for nogle måneder siden, da de var opvarmningsband for Killswitch Engage. Publikum syntes dog ikke at være påvirket af den dårlige lyd. Efter at have set bandet to gange inden for kort tid, håber jeg at de snart får mulighed for deres egen turné – gerne med en ny lydtekniker.
Sætliste:
- A Higher Level of Hate
- Black Mammoth
- Savages
- The Sea of Tragic Beasts
- Hellions
- Pandora
- Far From Heaven
WHITECHAPEL
Det næste band i rækken var Whitechapel fra Tennessee, USA. Selvom bandet stammer fra en region kendt for countrymusik, er de kendte for deres brutale deathcore lyd, der de seneste år har udviklet sig i en mere melodisk retning. Denne aften blev vi forkælet med et udvalg fra hele deres diskografi. Badet i blåt lys indtog de seks musikere scenen – og det var tydeligt, at lydkvaliteten var markant forbedret. Så heldigvis var det muligt at høre Phil Bozemans vokal og de tre guitarister tydeligt. Bandet indledte med to sange fra deres album fra 2021, “Kin,” som måske ikke er deres mest succesfulde album, og mange blandt publikum reagerede ikke på disse sange. Dette ændrede sig dog hurtigt, da fanfavoritten “The Saw Is the Law” begyndte, og publikum startede en voldsom mosh pit. De næste tre sange kom fra albummet “The Valley,” som har tiltrukket nye fans til bandet og skubbet genren i en ny retning. Bozeman spurgte derefter, om publikum var klar til noget “old shit,” og det var de, da bandet spillede “Prostatic Fluid Asphyxiation” fra deres debutalbum “Somatic Defilement”. Koncerten blev afsluttet med fire sange fra bandets tre første albums. At Whitechapel valgte at fokusere på deres gamle materiale viser måske, hvordan deres kommende album vil lyde. Denne aften var det dog klart, at det var disse sange, der bragte den største spilleglæde frem blandt de seks amerikanere.
Sætliste:
- I Will Find You
- A Bloodsoaked Symphony
- The Saw Is the Law
- We Are One
- Black Bear
- Doom Woods
- Prostatic Fluid Asphyxiation
- End of Flesh
- Possession
- This Is Exile
THY ART IS MURDER
Med Vengaboys’ “We Like To Party” strømmende ud af højtalerne og med regnbuelys var symbolikken ikke til at tage fejl af – bandet skulle tage afstand fra CJ McMahons udtalelser, som var med til at få ham fyret. Da den ironiske intro var overstået, var det endelig tid til at høre det, som bandet var kommet for. Med den fantastiske trommeslager Lee Stanton siddende på det, man i den grad kunne kalde en trone, fik han lov til at indlede koncerten.
Der gik et sug gennem publikum da de første toner af “Destroyer of Dreams” lød, og publikum svarede tilbage med at give alt deres energi tilbage til bandet. Dette var den første af i alt syv sange fra deres seneste album “Godlike.” Et album som allerede nu må betegnes som et af deres bedste. “Make America Hate Again” satte yderligere gang i publikum. Den på det tidspunkt “ukendte” forsanger råbte fra scenen – “all of you are a fucking target” – fra albummet med samme navn fra 2019.
Og hvem var han så, forsangeren, der var blevet indsat på en europæisk turné? Mange havde gættet på at det var Tyler Miller fra Aversions Crown – og det viste sig at være sandt. Noget, han selv adresserede fra scenen. “Ja, I tænker nok, hvem fanden jeg er. Her sad jeg og hyggede mig i min sofa, og nu står jeg her.” Miller klarede det rigtig godt og leverede en solid vokalpræstation denne aften, selvom det er klart, at han skal finde sin plads i bandet.
Miller er en erfaren musiker på grund af sin tid i Aversions Crown, men Thy Art er noget helt andet i forhold til den opmærksomhed han vil få. Om Miller er en permanent forsanger er uvist, men indtil videre virkede han som en god match. Hele bandet var utroligt tight gennem hele koncerten, og med de to ekstranumre, “Reign of Darkness” og “Puppet Master”, er der ikke mange bands i denne genre, der kan følge med dem.
Alligevel manglede der noget for at gøre aftenen helt perfekt. Om det måske skyldes Millers lidt usikre optræden, skal være usagt. Men jeg kunne ikke helt lade være med at forlade den gamle bio lidt uforløst.
Sætliste:
Destroyer of Dreams
Death Squad Anthem
Make America Hate Again
Blood Throne
Join Me in Armageddon
Bermuda
Human Target
Holy War
The Purest Strain of Hate
Godlike
Keres
Everything Unwanted
Ekstranumre:
Reign of Darkness
Puppet Master
