Koncertanmeldelse:
HALESTORM @ Store VEGA, København – 10.11.2023
Tekst: Carsten Meedom / Fotos: John-son
”I Miss the Misery” fra The Strange Case Of … fra 2012 blev efterfulgt af “Love Bites (So Do I)” fra samme album, og så var rockfesten skudt i gang – lige på og hårdt – af kvartetten fra Pennsylvania med forrygende og i den grad elektriske Lzzy Hale i front! Halestorm er på mange måder et ”lige-på-og-hårdt” spillende band, hvilket de har bevist en del gange efterhånden og senest i sommers på Copenhell, hvor de sparkede gang i støvet på Hades på en solstrålende eftermiddag.
Jeg skal dog helt tilbage til 2011, hvor jeg første gang så de to Hale-søskende i Pumpehuset til en dengang lige så forrygende og elektrisk koncert, hvor de allerede havde lagt sig fast på stil og udtryk med Lzzy som karismatisk rock mamma. Siden er det blevet til fire koncerter for mit vedkommende, som altid til fulde har levet op til mine forventninger. Denne aften i Vega spillede de som headliner for første gang, og det skulle blive interessant at se, om de kunne bære titlen og levere endnu et højkvalitetsshow.
Da Halestorm halvanden time senere sluttede med deres rockprædiken ”The Steeple” havde Lzzy & Co i den grad bevist, hvad catchy powerrock kan gøre ved en helt fyldt sal i Vega efter at have pløjet igennem deres bagkatalog med adskillige detonationer på scenen. Musikken er ikke rigtig til moshpits, og det ville også stride imod bandets æstetik, som på mange måder ligger mellem radiovenligt og sympatisk rock og en anarkistisk løssluppenhed, båret af Lzzys engagement og udtryk. Ikke desto mindre blev der leveret potente guitarsoloer fra Joe Hottinger, når han fyrede bomben af med et smil. Og Josh Smith på bas vuggede med under sin gentlemanhat på sin egen underspillede måde.
Men stilfærdig kan man hverken kalde Lzzy eller brormand Arejay på trommer. Lzzy er ubetinget bandets persona og ambassadør. Det er hendes udtryk og hendes fortællinger – også mellem numrene – der giver gnist og tænding til det pulserende rockshow. Når hun fræser gennem numrene, er det med samme rå udtryk som Janis Joplin og Courtney Love, men med så meget mere power og punch i vokalen, at det nærmest bliver naturstridigt.
Nogle af de mest opløftende momenter ved koncerten var, når Lzzy momentvist tog sig tid til at tage tempoet ud af sangene og give eksempler på, at hun rent faktisk kan synge. Første ekstranummer var et potpourri over fire numre, der sluttede med ”Raise Your Horns”, og her var der pludselig indlevelse på en helt anden måde, da Lzzy stod alene på scenen med sit piano. Lige så kraftfuldt men uden den karakteristiske skærebrænderstemme, der ellers er hendes signatur.
Også Arejays obligatoriske trommesolo forfaldt ikke til de samme fjollede spasmagerier, som han har brilleret med tidligere. Til gengæld gav han eksempler på, at han er en mere end almindelig habil trommeslager, og flere gange i løbet af aftenen greb jeg mig i blot at nyde synet af hans varierede spil og levende udtryk bag tønderne. Hans stil er til tider mere jazzet, og passer perfekt til den ellers lidt stereotype genre, Halestorm eksekverer i. Hans trommespil giver musikken en kvalitet i sig selv som er en ren nydelse.
Rockmusik kan mange ting. Man kan sendes ned i helvedes dyb med kværnende dødsmetal, syres til i støvet stonerrock og smadres til ukendelighed af punkrock. Eller man kan blive opløftet og på mange måder beriget af uforfalsket rock’n’roll, formidlet af en utrolig stærk personlighed, der er flankeret af et sindssygt dygtigt og tight spillende band. Som min fotograf sagde efter koncerten: ”Er du gal et monstershow. Virkelig potent og velspillet og med ægte spilleglæde. Blæst bagover!”
Amen!
