Koncertanmeldelse:
U.D.O @ Plan B, Malmø, Sverige – 13.02.24
Tekst: Christian Weigel / Fotos: John-son
Sikken en aften, da Udo Dirkschneider og Peter Baltes, som i snart 50 år har leveret heavy metal af høj kvalitet i henholdsvis Accept og U.D.O., rev taget af det nye spillested Plan B i Malmö (der i øvrigt kun ligger 45 minutters kørsel fra København). Det var en udsøgt fornøjelse at opleve deres åbenlyse kærlighed til klassisk heavy metal, som skinnede tydeligt igennem fra start til slut. U.D.O. blev etableret af Udo Dirkschneider efter han forlod metal flagskibet Accept i 1987, hvorimod det tog lidt længere tid før Peter Baltes fandt ud af, at græsset var grønnere ovre hos U.D.O. Med var også Udos søn Sven på torden trommer og de stilsikre og tight spillende guitarister Smirnov og Dammers.
U.D.O. var tungt som en sneplov på en sydsvensk landevej, men U.D.O. havde under overfladen rigtig meget andet at byde på. Nuvel, det var tungt og indimellem heftigt, men det var samtidig også melodisk, melankolsk og til tider endda smukt. Oveni hatten besidder Udo et nærvær og et lune, der er second to none. Der var så meget mimik og nerve, at man ikke kunne undgå at blive revet med i stedet for bare at blive revet midt over.
Udo har passeret de 70 og så, efter mange års intenst musikliv, lidt slidt ud, men stemmen var intakt, om man kan lide den eller ej. Den var rå, den var sørgmodig og den var hæsblæsende. En stærk cocktail, når man skal skille sig ud fra alle de andre velspillende metalbands, der teknisk set spiller røven ud af bukserne. Men få i denne genre har humor og indlevelse som det var tilfældet med Udo denne aften.
U.D.O. turnerer meget og denne gang havde de så seneste udspil Touchdown i ryggen. Sætlisten var støvet af og nye numre havde fortrængt numre fra de seneste skiver. Lidt synd, da de seneste skiver faktisk er bedre end Touchdown, men sådan er der så meget. Sætlisten bestod af numre fra hele karrieren, men selvfølgelig var der hentet 4 skæringer fra Touchdown, der dog efter min mening var koncertens svageste punkter.
Til gengæld blev vi blæst omkuld af eksempelvis ”The Wrong side of Midnight”, der er metal, når det er bedst. Fede riffs og det svingede som ind i helvedet. Af andre perler kan nævnes ”Break the Rules” helt tilbage fra 1989, ”Metal Machine”, ”Heart of Gold”, ”Independence Day” og den kontante ”Man and Machine”. Den smukke ”I Give as Good as I Get” fik sgu hårene til at rejse sig på armene. U.D.O. hyldede heavy metal i den lidt kitschede ”Metal Never Dies” og ”One Heart One Soul” sad lige i metalskabet.
Aftenen var næsten slut, da talen faldt på, om der var nogle Queen fans til stede! Det var der, så aftenen endte ud i en forrygende metal udgave af Queens ”We Will Rock You” i både uptempo udgave og singalong. Det svingende vildt fedt. Der er fandme langt fra Freddie Mercury til Udo Dirkschneider, men det virkede og var en både skøn og medrivende afslutning på en rigtig god metal aften.
Auf Wiedersehen!
