Koncertanmeldelse:
SUICIDAL ANGELS/FUSION BOMB/CRIMSON FIRE @ Beta, Kbh – 07.03.24
Tekst: Nolder / Fotos: Jimmi Brandt Pedersen
SELVMORDSENGLE OVER BETA
2024 er startet godt for os danske thrashere, og vi har allerede haft besøg af en lille håndfuld udenlandske new wave bands såsom Toxic Holocaust, Hellripper og Almost Dead, og når der så skulle følges op med Fusion Bomb og Suicidal Angels på Beta, så var det bare om at møde op.
Først skulle de græske opvarmere fra Crimson Fire dog overstås, og det blev de fra distancen. Om jeg fatter hvorfor et (under) gennemsnitligt heavy/power band er blevet tilføjet denne thrash-tour, men mon ikke det har noget med det nationale ophav og vennetjenester at gøre? Suicidal Angels er jo også fra Grækenland og har sgu sikkert tænkt, at de ville give deres landsfrænder en hånd. Om det så i virkeligheden er en bjørnetjeneste kan man diskutere – der var i hvert fald næsten lige så mange mennesker i baren og ude i Amager Bios gård som oppe foran scenen, da Crimson Fire lirede deres ca. 40 minutter lange og temmelig ligegyldige sæt af. Men hvad fanden, så blev der tid til at indkøbe lidt merch og tale med gamle venner.
FUSION BOMB
Anderledes interessant blev det, da Fusion Bomb fra Luxembourg trådte op. Kvartetten placerede sig solidt som en af mine new wave favoritter med fuld-længden Concrete Jungle i 2019, og selvom jeg ikke er udpræget begejstret for deres seneste, selv-titlede EP, så glædede jeg mig som et lille barn juleaften til for første gang at kaste mine øjne og ører på gutterne i en live-setting. Og faneme om ikke de diskede op med hele syv numre fra debuten, herunder storfavoritter som ”Zest of Scorn”, ”Slam Tornado” og især ”Knuckleburger”. Sludrede med guitaristen og trommeslageren senere på aftenen, og de forklarede, at de grundet corona aldrig rigtig fik lov at turnere for Concrete Jungle, og at dette var årsagen til de mange sange herfra på sætlisten.
De fortalte i øvrigt også ivrigt om deres kommende plade, som er et konceptalbum om to modsatrettede poler (én baseret på videnskab og teknologi og den anden på tro), og jeg tror, vi fik et par smagsprøver herfra i løbet af et godt langt sæt på tre kvarter – i hvert fald var der et par sange, jeg ikke lige kunne genkende fra deres diskografi så langt. Endelig fik vi selvfølgelig også et par numre fra den seneste EP, og de gjorde sig såmænd okay i en livekontekst, selvom jeg stadig synes, de er lidt for 90’er agtige i deres lyd, sådan lidt henad Channel Zero efter den fede debut.
Det fede, fede sæt blev leveret af et tændt og energisk band, som ganske vist ikke var helt tight hele vejen igennem, men som mere end kompenserede med masser af energi og tilstedeværelse, ligesom lyden blev bedre og bedre, efterhånden som lydmanden fandt ud af at skrue op for guitarerne. Lyset kunne der ikke sættes en finger på, og jeg er sikker på, at bandet gik lige så tilfredse fra scenen, som jeg var som publikummer.
Og props til guitaristen for at sporte en cool Sadus t-shirt og til trommeslageren for at afsløre en masse detaljer omkring covertegner og pladeselskab for den kommende og allerede indspillede anden fuld-længde – detaljer, som jeg desværre måtte love ikke at viderebringe.
SUICIDAL ANGELS
Hvor meget sætlisten faktisk betyder for min personlige oplevelse af en koncert blev klart under hovednavnet Suicidal Angels, som jo var et af de første new wave bands til at slå igennem på den større scene sammen med bl.a. Havok og Warbringer på den anden side af Atlanten. En sand bannerfører for nyere europæisk thrash som for 10-15 år siden imponerede mig med nyklassiske skiver som Sanctify the Darkness, Dead Again og Bloodbath og i 2010 med fede koncerter på både Wacken og på dansk jord som opvarmning for fyrtårn som Kreator, Exodus og Death Angel.
Desværre valgte grækerne at nedprioritere disse albums (kun ét nummer fra hver, hvoraf især ”Bloodbath” stod ud som den evergreen, den nu engang er) for i stedet at have fuld fokus på især den spritnye Profane Prayer, som udkom samtidig med tourens start. Jeg tror sgu, vi fik hele syv numre fra det nye album alene, heraf koncertens første fire sange, og selvom Profane Prayer er en udmærket skive, så er det sgu en skæv prioritering at lade denne optage halvdelen af sættet, når man har så meget federe skiver i bagagen. Og det blev ikke bedre for mig af, at vi også fik serveret tre-fire sange fra den lidt lunkne forgænger Years of Aggression, og skulle jeg lave en liste med mine 10 favoritnumre fra Suicidal Angels, så var det kun ”Bloodbath” fra aftenens sæt, der ville snige sig ind.
Men hey – ser vi bort fra en sætliste, som kunne og burde have været langt bedre, så viste Suicidal Angels deres efterhånden betragtelige rutine på de skrå brædder. De leverede et tight højoktan sæt med god lyd og lys og havde publikum i deres hule, græske hænder. Forsanger Nick Melissourgos er stadig en fed frontmand med styr på sine tropper, og det lykkedes da også bandet at skabe adskillige moshpits lige foran mig, og det ikke særligt talrige men til gengæld pænt energiske publikum lod til at labbe det hele i sig med væsentligt større velbehag end undertegnede.
Og det var hyggeligt mod slutningen at stå at headbange sammen med Fusion Bombs trommeslager (til gode, gamle og umuligt-at-udtale ”Apokathilosis”), som dermed og behørig gav sin støtte til det band, som beredvilligt at have givet hans eget chancen for at rejse Europa tyndt og møde en masse fans.
Alt i alt en fin aften i new wave thrashens tegn, men ganske som de store bands af og til giver koncerter, hvor de udelt fokuserer på de gamle plader (glæder mig vildt til Testament, som kun spiller sange fra The Legacy og New World Order på Alcatraz til sommer), så håber jeg engang i fremtiden at se/høre Suicidal Angels gøre det samme. For jeg vil faneme gerne snart opleve classics som fx ”Moshing Crew” og ”The Pestilence of Saints” live igen!
