Koncertanmeldelse: BAEST @ Store Vega, København – 23.03.2024

Koncertanmeldelse:

BAEST @ Store Vega, København – 23.03.2024

Tekst: Thomas Thomsen / Fotos: Jimmi Brandt Pedersen

Det magiske tal: Et tusinde fem hundrede og halvtreds

Et tusinde fem hundrede og halvtreds. Eller 1.550 om I vil. Det var det antal publikummer, der skulle til, så de røde lamper til indgangen til Vega i København kunne tændes lørdag aften. Det var det antal, der skulle til for, at der blev skrevet Danmarkshistorie. Dermed blev der tilføjet endnu et kapitel til Baests scrapbog.

Røde lamper var der ikke, et solidt stenkast derfra, i Parken på Østerbro – nok mere røde ører over en – efter sigende – pinlig indsats. Pinligt blev det aldrig på Vesterbro. Tværtimod.

8 år… hvad kan man opnå?

Men nok om fodbold. Lad os i stedet for lige indlede med en lille repetition.

Den aarhusianske kvintet koncertdebuterede i april 2016, da de spillede på Royal Metal Fest efter at have spillet sammen siden september 2015. Et år efter indtog de Copenhells – på daværende tidspunkt – mindste scene, Pandæmonium. 3 år senere var det Hades, der stod for skud, hvor de nedlagde og pulveriserede 19.000 tilskuere i en sand magtdemonstration. I det herrens år 2022 bøjede omkring 25.000 tilskuere sig i støvet foran Helvíti, og hyldede det danske dødsmetalband.

Det er måske ikke så opsigtvækkende, at et band spiller foran så mange tilskuere – på en internationalt anerkendt festival i Danmark. Det der er opsigtvækkende, er, at det er et dansk band. Vel at mærke et dødsmetalband. Og ikke mindst et band der koncertdebuterede for blot 8 år siden! Opsigtsvækkende var det også i Vega.

Men om de fem gæve jyder har stået foran flere tusinde tilskuere på en støvet festivalplads eller 1% heraf (ca. 150-200) et sted i Albertslund eller i Kongens Lyngby, har der altid været en ting til fælles. De spiller, og leverer et show, som handler det om liv eller død. Om det så er på min fødselsdag (Templet i 2021, red.), eller på en dag hvor jeg fik stillet en kræftdiagnose (Copenhell i 2022, red.), så er Baest et af de bands, som leverer på livsbekræftende vis – og det næsten med forudsigelig garanti. Her er der ingen grund til at gøre krav på fortrydelsesretten. Vega var ingen undtagelse.

Det sejlede op og ned ad åen

Hvor det måske ikke sejlede så meget op og ned ad åen i Parken – så var der fuld gang i den på Vesterbro.

Kl. 19.45 strakte køen sig et godt stykke ud på Enghavevej. Kl. 20 var de fleste på plads til Cabal som support. Kl. 21.10 var alle på plads i et propfyldt Store Vega, da tæppet faldt.

Kvintetten gik på scenen til deres største klubshow til dato. Nogen vil måske tænke – og hva’ så? Men for et dødsmetalband… fra Danmark. Ja, så var der en god grund til, at der blev skrevet historie lørdag aften på Vesterbro.

Kapelmester og trommeslager Sebastian Magne Abildsten satte højt hævet gang i ”Abattoir”. Og én efter én indtog de – guitaristerne Lasse Revsbech og Svend Karlsson, bassist Mattias Melchiorsen samt indpisker og forsanger Simon Olsen – scenen og indledte et 75 minutters langt triumftog. Med ”Wormlord”, ”Atra Mors” og ”Marie (Magdalene)” var et urokkeligt fundament støbt.

Som forsanger Simon Olsen udtrykte det: ”Det er jo lige før, det også er en slags hjemmebane for os i dag. For er det ikke bare fyldt med jyder på Vesterbro?”

Fra balkonen kunne du ikke alene opleve et band i hopla. Det var publikum også. I en vekslende gryderet bestående af hoppende og nikkende bevægelser, samt folk der sejlede ind over hegnet, og sørgede for at sikkerhedsfolkene ikke kom sovende til det.

”Necro Sapiens” satte gang i den helt store tornado med frontmand Olsen midt på gulvet i Vegas store sal. Med et fingerknips fik han sat gang i en større circlepit der cirkulerede i adstadigt og kontrolleret tempo, mens han brølede løs af lungernes fuld kraft. Inden han blev båret på hænder tilbage mod scenen.

Tak for i aften… bedst som de første folk var begyndt at forlade salen vendte kvintetten tilbage på scenen. De ville – og publikum ville – have en sidste dans, inden det hele var slut. ”Crosswhore” satte det sidste punktum for en storslået aften.

Baest går bare ikke på scenen og leverer… de ejer scenen… og har publikum i deres hule hånd… lørdag aften var ingen undtagelse.

Kl. 22.25 lød – meget passende – RE-SEPP-TEN ud over højtalerne:

”Som den lille grimme ælling
Bli’r man rød og hvid på tælling
Svæver som de hvide svaner
På alverdens udebaner”

Her svævede alt og alle… ikke mindst aftenens helte fra Aarhus.

Et tusinde fem hundrede og halvtreds var ikke i tvivl. Det var de 5 på scenen heller ikke. De havde skrevet historie. Danmarkshistorie.

Rekorden er kun til låns…

Det er ikke et spørgsmål om tallet ”Et tusinde fem hundrede og halvtreds” står for skud, og bliver slået. Ikke af hvem… det er mere et spørgsmål om, hvor og hvornår det sker. Af Baest!

Hvad bliver det næste, Baest? Jeg vil vente i spænding og se det komme!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *