Koncertanmeldelse:
CATTLE DECAPITATION + SIGNS OF THE SWARM + 200 STAB WOUNDS @ Pumpehuset, Kbh. – 26.03.24
Tekst: Kasper Sanderhoff Larsen / Fotos: Thomas Høgdal Thomsen
En almindelig tirsdag i marts, hvor gaderne i København lå relativt øde, som om folk enten havde påbegyndt påskeferien eller sad klistret til skærmen for at se en dødssyg landskamp. Men inde i Pumpehuset havde 600 spændte fans sikret sig billet til, hvad der skulle vise sig at være en legendarisk koncert med aftenens hovednavn. På mindre end to uger var billetterne revet væk, og selvom der havde været stor efterspørgsel, havde hverken bandet eller arrangøren valgt at flytte koncerten til en større spillested som f.eks. Store Vega eller Amager Bio, selvom det ville have været oplagt. Dette betød dog, at vi, der var til stede, kunne opleve den intime og intense atmosfære, som Pumpehuset altid leverer.
Inden Cattle Decapitation gik på scenen, var der tid til tre opvarmningsbands, hvilket kan gå begge veje. Enten kan det være en tung oplevelse, eller også kan det være en mulighed for at opdage nye bands, man ellers ikke ville have hørt om. Desværre var det mest det første denne aften.
200 STAB WOUNDS
Jeg nåede desværre ikke at se det første opvarmningsband, Vomit Forth, så dødsmetalbandet med det Cannibal Corpse-lignende navn, 200 Stab Wounds, var det første, jeg oplevede. Bandet spillede klassisk dødsmetal med tydelige referencer til førnævnte Cannibal Corpse.
Desværre led deres optræden under den klassiske udfordring for opvarmningsbands, nemlig dårlig lyd. På trods af dette gjorde de en god figur, men de var lidt anonyme på scenen, og det eneste iøjnefaldende var bassisten, der havde sit lange hår foran ansigtet under hele koncerten, men alligevel formåede at spille fejlfrit. Bandet fik dog gang i moshpits og circle pits, hvilket blev intensiveret senere på aftenen.
Bandet gjorde det solidt, og hvis man ønsker at se de fire amerikanere igen, vender de tilbage til Pumpehuset senere på året, som support for Gatecreeper.
SIGNS OF THE SWARM
Hvor 200 Stab Wounds var en meget introvert oplevelse, var Signs Of The Swarm det stik modsatte. Deathcore-bandet, med en energisk forsanger stående på et podie, forsøgte fra starten af at få publikum til at danne circle pits.
Men det viste sig at være sværere end forventet, hvilket også kunne ses ved den store tomme plads foran scenen. Efter et par sange lykkedes det dog, men det virkede som om, at publikum gemte deres energi til hovednavnet senere på aftenen. Signs Of The Swarm havde en bedre lyd end 200 Stab Wounds, men alligevel formåede de ikke at imponere undertegnede. Musikken virkede en smule anonym, og lidt for meget inspireret af Lorna Shore lyden, især på vokalen.
Forsangeren indledte bandets sidste nummer med at takke Cattle Decapitation og fortælle, at det kun var på grund af dem, at de var der, hvilket også fint tydeliggjorde deres rolle i aften.
CATTLE DECAPITATION
Kl. 21:15 betrådte aftenens hovednavn, Cattle Decapitation, scenen på Pumpehusets største scene foran et rum fyldt med forventningsfulde fans. Fra det første vers af “Terrasitic Adaptation” fra 2023’s “Terasite” gik publikum fuldstændigt amok og eksploderede i en glædesrus, der resulterede i moshpits, circle pits og ikke mindst crowd surfing, der nåede helt ned til mixerpulten.
Det er mange år siden, at undertegnede har set sådan en energi i Pumpehuset, og stemningen er svær at forestille sig et andet sted i Danmark. Og hvis det er derfor, at bandet ikke havde valgt at flytte koncerten til et større sted, kan man godt forstå det. Bandets musik matcher perfekt publikums intensitet, og ved koncertens tredje nummer, “Dead Set on Suicide”, går det hele op i en højere enhed.
“Dead Set” viser de mange facetter af bandets lyd, der udover at mestre dødsgrind også har en særlig melodisk tæft, især fra forsanger Travis Ryan. Manden med de mange stemmer var i hopla denne aften og viste sig som en showmand, der teatralsk udtrykte sangenes dystre tekstunivers. Dette blev eksemplificeret med sangen “Scourge of the Offspring” med omkvædet “There are so many of us that need to die, like a storm of flies, there’s too many of us.”
Ryan tager dog hverken sig selv eller tekstuniverset for højtideligt, og han morer sig med at spytte op i luften og gribe spytklatten igen. Dette går dog lidt over gevind, og han måtte hente et håndklæde for at tørre spytten af en forbipasserende crowdsurfer. Showmand eller ej, så er han ikke nogen crowcontroller, men han kan dog ikke modstå fristelsen til at fortælle, at dette er bandets bedste koncert i København til dato.
I modsætning til opvarmningsbandsene behøvede Ryan dog ikke at opfordre til moshpits, osv. Det klarede folk fint selv, og de blandt publikum, der ikke bevægede sig, stod med åben mund over bandets tekniske kunnen.
Man kan altid diskutere valget af sange, men i stedet vil jeg hellere udtrykke min taknemlighed for, at jeg fik mulighed for at opleve Cattle Decapitation denne aften. For det var en perfekt koncert og en af de bedste i Pumpehuset i mange år.
Setlist:
Terrasitic Adaptation The Storm Upstairs
Bring Back the Plague
Finish Them
A Photic Doom
Mammals in Babylon
Time’s Cruel Curtain
Pacific Grim
Kingdom of Tyrants
We Eat Our Young
Scourge of the Offspring
Dead Set on Suicide