Koncertanmeldelse:
SICK OF IT ALL/VIOLENT WAY/SMERTEGRÆNSENS TOLDERE @ Pumpehuset, Kbh. 05.05.2024
Tekst: Nolder / Fotos: John-son
HARDCORE DER STIKKER LANGT DYBERE END OVERFLADEN
Jeg missede desværre Sick Of It All på Copenhell i sommers, så stor var min glæde, da veteranerne fra NY annoncerede en fuld Europa tour her kun et lille år senere. Og når tour-plakaten er stærkt inspireret af den gamle kult-film The Warriors, så ved man, at der vil være smæk for skillingerne, så det var bare om at hanke op i det trætte søndags-korpus og valfarte til Pumpehuset.
Vi ankom just som første support act gik på i skikkelse af jyske Smertegrænsens Toldere. Må indrømme at jeg hverken har set eller hørt disse gutter før, og jeg var faktisk indledningsvist i tvivl om, hvorvidt det var Violent Way eller Smertegrænsens Toldere, jeg stod og så/hørte, for det var Violent Ways backdrop, der prydede det bageste af scenen. Den danske lyrik blev dog hurtigt et clue, ligesom gode gamle og nu langhårede Jacob Bredahl på guitar var et give-away, og hvor er det dog godt at se manden tilbage i hardcore efter sin medvirken i bl.a. Barcode og Last Mile, hvis skiver fortsat står stolt i samlingen herhjemme.
Og hardcore bruges bredest muligt her, for ret beset er Smertegrænsens Toldere vel mindst lige så meget punk som hardcore, og hold nu kæft, der var knald på fra start til slut. Helt korte numre en masse og en attitude, som ledte min tanker i retning af ældre crossover a la Cryptic Slaughter. Energi manglede der bestemt ikke, men ærligt så fik de mange kort udladninger ikke rigtig fat i mig, og det hjalp ikke, at lyden manglede både fylde og saft og kraft. Til gengæld nåede man aldrig at blive træt af bandet, for deres sæt var sgu overstået på godt og vel 25 hæsblæsende minutter, og så var aftenen ligesom skudt i gang.
Backdroppet blev hængende, og denne gang var den god nok: Violent Way entrede scenen som aftenens anden opvarmer. Endnu et band som jeg hverken har set eller hørt før, og jeg havde egentlig ud fra navnet og deres pladecovers forventet en omgang vred og brutal hardcore, hvilket dog hurtigt skulle vise sig at være helt skudt forbi. Trioen fra Buffalo, New York var nemlig snarere leveringsdygtig i synge-med venlig punkrock med klare oi-tendenser, og med markant forbedring i lyden synes jeg faktisk, de gjorde en overraskende god figur på Pumpehusets scene. I hvert fald i sættets første halvdel, hvor jeg både nød og svingede med på numrene til trods for, at de var helt nye for mig. Som sættet skred frem, synes jeg dog, der gik mere og mere standard i de musikalske udfoldelser – måske fordi min overraskelse over stilen på det tidspunkt havde lagt sig, måske bare fordi bandet havde brugt alle deres bedste numre i sættets første halvdel. Under alle omstændigheder passede det fint med mig, at gutterne gik fra scenen efter små 40 minutter og sendte alle os andre ud i den milde aften for en stund.
Man turde dog ikke nyde aftenluften (og smøgerne) alt for længe, for det var absolut ikke en godkendt mulighed at komme for sent op til Sick Of It All. Dette skulle blive mit ottende møde med Koller-brødrene & Co., og jeg husker stadig med velbehag, hvordan New York drengene stod for en af mine bedste koncerter på Roskilde nogensinde, da de i 1994 væltede grøn scene med en pragtoptræden så propfuld af energi, at alverdens Red Bull drikkere måtte gå hjem og lægge sig.
På det tidspunkt var bandets tredje og vel bedst kendte fuld-længde Scratch the Surface endnu ikke udgivet, men det blev den nogle få måneder senere, og da dette jo betyder, at den har 30 års fødselsdag i år, så var det på forhånd annonceret, at tyngden i aftenens sæt ville være hentet herfra. Og intet kunne passe mig bedre. Dels fordi perioden først i halvfemserne i min optik fortsat er SOIA’s stærkeste (ikke kun med Scratch the Surface, men i høj grad også forgængeren Just Look Around), dels fordi drengenes seneste par fuld-længder i mine ører er knapt så inspirerede som deres bedste output.
Og som sagt, så gjort. Fede ”No Cure” fra Scratch the Surface åbnede ballet med sit uimodståelige groove, og så kørte det ellers over stok og sten med en fabelagtig blanding af Sick Of It All’s bedste numre. Fra Scratch blandt andet ”Goatless”, ”Consume”, ”Insurrection”, ”Desperate Fool” samt den udpræget hoppe-med-venlige ”Maladjusted” og de to obligatoriske afsluttere (og tidlige videonumre) ”Scratch the Surface” og ”Step Down” – men også masser af guf fra andre ofringer, såsom treenigheden ”Take the Night Off”, ”Machete” og ”Uprising Nation” fra den superfede comeback skive Death to Tyrants og en håndfuld numre fra de klassiske Blood, Sweat and No Tears (1989 debuten, som fortsat regnes for en milepæl i hardcore) og Built to Last, herunder de evigt friske ”My Life”, ”Injustice System”, ”Good Lookin’ Out” og synge-med hymnen ”Us Vs. Them”.
Til gengæld intet overhovedet fra Just Look Around (ikke engang titelnummeret, som ellers blev spillet ved andre koncerter på tour’en), hvilket var en stor mangel i min bog. På den anden side helt fair, at de knapt så fede skiver fra omkring årtusindeskiftet blev overset, og at der kun blev tid til et par numre fra de nyeste albums (som jo faktisk ikke er så nye, da det seneste Wake the Sleeping Dragon! efterhånden har seks år på bagen).
Én ting er sætlisten, som man skal være udpræget krakilsk for ikke at godkende, noget andet er selve bandets optræden. Og aftvinger sætlisten respekt, så gør bandets dagsform det samme x 10! Jeg mener, vi taler om granvoksne og midaldrende mænd, som stadig fører sig frem med totalt overload af energi og spilleglæde.
Jeg sværger, at hvis nogen fortalte mig, at brødrene Lou (vokal) og Pete (guitar) Koller samt Craig ”Ahead” Setari (bas) og Armand Majidi (trommer) var i 30’erne snarere end på den forkerte side af 50, så ville jeg have troet dem baseret på aftenens optræden. Og så er det ovenikøbet netop disse fire herrer, der har tegnet Sick Of It All i de sidste 30 år. Fuck, jeg ville ønske, jeg havde sådan et overskud, når jeg er på arbejde, men sandsynligheden herfor ligger på niveau med Manchester Uniteds chance for et mesterskab anytime soon (hej Per😉).
Sick Of It All lever af adrenalin og positivt feedback fra publikum, og alle gode følelser blev i Pumpehuset taget ind og bouncet tilbage til de glade fans i en positiv cirkel af vaskeægte hardcore. Formidabelt! Og når lyd og lys samtidig var, som det skulle være, så var det svært at være andet end glad i låget, når man efter en time (+ det løse) i selskab med New Yorks finest bevægede sig ud i natten.
