Koncertanmeldelse:
THE CRAZY WORLD OF ARTHUR BROWN + FANCY LEE @ SPILLESTEDET STENGADE, KBH – 31.05.24
Tekst af Hesselager / Fotos af Jimmi Brandt
Den 31. maj 2024 kom ingen ringere end Arthur Brown forbi Spillestedet Stengade på Nørrebro. For dem, der ikke genkender hans navn, har Brown lige siden 1960’erne fulgt i Screamin’ Jay Hawkins’ fodspor som shockrock-pioner ved at gå i corpsepaint (nogle gange med en krone med brændende lys på hovedet) og synge om magi og okkultisme før Alice Cooper, David Bowie, Kiss eller King Diamond gjorde nogle af delene. Folk kalder ham ikke ”The God of Hellfire” for ingenting! Browns operatiske vokalstil har været en inspiration for Ozzy Osbourne, Ian Gillan og Bruce Dickinson. Organist Vincent Crane og trommeslager Carl Palmer fik deres start i Browns band, før de gik videre til Atomic Rooster og Emerson, Lake and Palmer – 2 af de mest populære og toneangivende prog rock-grupper nogensinde. Arthur Brown er aldrig blevet helt så stort et navn som de ovennævnte, men det er han 100% ligeglad med! Så han bliver ved med at tournere og indspille ny musik i en alder af 82, uden at vise noget som helst tegn på manglende energi eller dedikation.
Opvarmning kom fra Fancy Lee, et psykedelisk bluesrock-band baseret i København men ledt af amerikanske Nina Methling. Hun har tidligere arbejdet som socialrådgiver i New Orleans, Louisiana og mange af hendes tekster handler om de skæve eksistenser og usædvanlige sociale miljøer og subkulturer i området, samt hendes stærke holdninger om politik og religion. I modesans og sceneoptræden minder hun mest af alt om en glamourøs natklub-sangerinde fra 1920’erne og 1930’erne, hvilket tilføjer en helt anden stemning end man finder til en typisk rockkoncert i 2020’erne. Det band, hun har fået samlet omkring sig, er lige gode til stille afslappede numre og hårdere elektriske numre samt mere komplekse sange med en masse dynamik mellem forskellige stilarter. Pga den aktive rytmesektion foregår der lige så mange interessante ting musikalsk i deres stille numre, som når de skruer op for forvrængningen. Siden sidste gang, jeg så Fancy Lee tidligere på året, har jeg lagt mærke til at guitaristerne Marc Chain og Fabian Vang Lauridsen er blevet betydeligt bedre og inkluderer flere lange indviklede instrumentale passager. 100% overbevist om at vi kommer til at høre meget mere om Fancy Lee i den nære fremtid.
Arthur Browns nuværende band består af Jim Mortimore på guitar+bas, Dan Smith på orgel+guitar og Samuel Walker på trommer. De gik på i kostumer, som fik dem til at ligne en krydsning mellem keltiske druider fra jernalderen og victorianske gøglere, som derefter har fået et 1970’er-glamrock-makeover. Med et indviklet psykedelisk lysshow projiceret bag scenen vel at mærke, komplet med en unik animation til hver sang.
Brown skiftede kostume mellem hver stort set eneste sang, ikke nogen smal bedrift da sætlisten varede rundt regnet 2 timer. (manden har været aktiv som musiker siden 1960’erne og skulle derfor igennem et meget stort bagkatalog) Ergo gjorde det ikke noget, at han ikke havde sin krone med levende stearinlys på som i gamle dage. Ved heller ikke om Stengades sikkerhedsregler tillader det i dag…
Musikalsk kunne jeg ikke finde nogle problemer med The Crazy World of Arthur Brown overhovedet: Tung 60’er/70’er rock med hårde bluesede guitarriffs, masser af el-orgel og trippede elektroniske effekter, som især imponerede under de mange udstrakte instrumentale jams. Meget samme boldgade som Deep Purple, Iron Butterfly og Uriah Heep; bare en tand mere dystert og farverigt på én gang.
Brown var mesterlig til at få publikum tryllebundet, og tage alle de mystiske og filosofiske emner som han sang om alvorligt, samtidig med at han havde en klar sans for humor. Jeg blev forresten imponeret over, hvor opfindsom og varieret hans sceneteatrik er den dag i dag, med et show der er lige så iøjnefaldende efter 2020’ernes standarder som han må have været tilbage i 1960’erne. Hvis en keltisk druide fra jernalderen faldt igennem en tidslomme til det moderne Storbritannien og startede en karriere som rocksanger, forestiller jeg mig at resultatet ville være meget svært at skelne fra Arthur Brown.
