Koncertanmeldelse:
HANGING THE NIHILIST + SOLIPSY + STÜGG @ Gimle, Roskilde – 31.05.2024
Tekst og fotos af Marcus Mørkedal
Jeg har de sidste tre års tid boet i Roskilde, og selvom vi som godt og vel den eneste by i Danmark ikke har en metalfestival, titter både metal- og punkbands indimellem frem i området, blandt andet i Gimle, der har lagt hus til et væld af både store, etablerede samt mindre og nystartede bands gennem årene. Denne gang var det tre bands, der, med forbehold for en masse overlap, bevæger sig inden for forskellige områder af metalgenren. Alle tre fik cirka 45 minutter at gøre godt med, og hvert et minut blev udnyttet til det fuldeste.
STÜGG
Første band på scenen, Stügg, der slog hovederne sammen i Hillerød i 2017, havde som tjans at åbne ballet, og det var en opgave, de i allerhøjeste grad magtede. Femmandsgruppen spiller heavy metal med stort ’H’ forankret i 90’er groove med riffs og soli, der leder tankerne hen på 80’ernes thrashkæmper, og denne kombination gik tilsyneladende rent ind hos publikum. Undertegnede er indholdsmæssigt nok en smule mere skeptisk, men lad os starte med det bedste først:
Det var fra første nummer fuldstændig åbenlyst, at den lave scene, der ved første øjekast ellers virkede af rimelig størrelse, var alt for lille til Stügg og ikke mindst deres forsanger, der fremstod som en nærmest hardcore-agtig, sprudlende bombe af energi og in-your-face attitude.
Hvad gør man, hvis man vil have en pit, men gulvet er stille? Du hopper da bare ned og starter en, selvfølgelig. Selve vokalen viste sig egentlig også at være en stor overraskelse, og med undtagelse af de forskellige skønsangstykker, der var drysset rundt hist og her, var den langt mere rå og ufiltreret, end den kan høres på deres albums.
Applaus skal også lyde til resten af gruppen, der med et tight samspil gjorde første akt af denne aften særdeles nydelig. Når Stügg er deres bedste, er de nemlig ekstremt overbevisende, men når de ikke er, forvirrer de mig en anelse. Jeg tror dog, det er gået op for mig, at den identitetsmarkør jeg har savnet i deres musik, bliver ret irrelevant, når man hører gruppen live. De er bare bedre, mere meningsfulde og, undskyld ordspillet, Stügge på den måde.
SOLIPSY
Næste levende billede var Solipsy fra København, og lige pludselig var Gimles lille kælder rigtig godt fyldt op. Solipsy har blot én single på gaden, der i skrivende stund udkom i forgårs, men alligevel var det her, folk virkelig kunne dukke op. Det er en gentagelse af historien fra sidste gang jeg oplevede dem ude i Paramount-bygningerne, også i Roskilde. Nuvel, publikum er én ting, men musikken skal også spille, så gør den det? Ja, for fanden.
Solipsy skruede op for brutaliteten, og med ét befandt Gimles kælder sig i dødsmetallens territorium. Denne kvintets domæne befinder sig indenfor et melodiøst og til tider progget område af genren, og langt størstedelen af tiden fungerer det virkelig til deres fordel.
Deres performance var præget af masser samhørighed, en involveret og ikke mindst teknisk dygtig forsanger samt et fuldstændigt solidt samspil mellem de unge herrer. Generelt indtog teknikken og komponeringerne højsædet under Solipsys sæt, og der skal ikke herske den fjerneste tvivl om, at slænget kan deres kram.
Bandet er på ingen måde publikumsky, og iført bar kasse var Solipsys forsanger aftenens anden frontperson, der lige skulle ned og snuse til pitten. På trods vil jeg dog indrømme, at jeg indimellem mangler lidt af denne her mere eller mindre udefinerbare kant, som bandet der kom før, og bandet vi skal til næste gang, havde.
Det er ikke en x-factor, og det er slet ikke fordi, de er akavede på en scene overhovedet, men jeg tror noget mere utæmmet vildskab ville klæde deres musik på en scene. Det er jeg sikker på, nok skal komme med tiden, og jeg både håber og tror, de bliver ved indtil de når så langt.
HANGING THE NIHILIST
Hanging The Nihilist, der ligeledes Stügg stammer fra Nordsjællands navle, var aftenens uden tvivl mest brutale band, og hvis man kigger på tallene, uomtvisteligt også det største på plakaten. Derfor kan det måske komme som et chok, at der ved de første par numre var et relativt beskedent fremmøde.
Jovist, der blev fyldt godt op efter sidste smøg blev skoddet i den lune aftenvind, men aldrig helt så pakket blev det, som ved sidste band. Det er en observation, der i princippet også kan være ligegyldig for selve optrædenen, og uanset hvor hårdt mit hjerte pumper for både groove, thrash og death, endte Hanging The Nihilist med at være den store favorit herfra.
At kalde denne seksmandsgruppe for en af Danmarks største deathcorehåb runger måske tomt, når man tænker over, hvor mikroskopisk den scene beklageligvis er herhjemme, men jeg må blotte min begejstring, hvor jeg kan. Hanging The Nihilist var helt igennem suveræne på den lave scene, og at slutte en aften af stigende brutalitet af i deres selskab, var virkelig godt tænkt.
Bandet tæskede Gimle igennem en nådesløs sætliste, og med deres veloplagthed, selvtillid, stage presence samt ren og skær tekniske kunnen, er det slet ikke så tosset, at publikum var solgt fra start af – undertegnede inklusivt.
Hanging The Nihilist bandt med deres tunge, ulækre breakdowns, uovertrufne energi og tordnende riffs og trommespil en smuk sløjfe på en aften i råbe-metallens navn, der endte med at være enhver 25-øre værd.
ALT I ALT
En aften der tyder på, at dansk metal er i et virkelig godt sted lige nu. Vi har et farvand af bands, og nu hvor selve infrastrukturen for genren har eksploderet de sidste par år, kan det kun tegne godt for fremtiden. Jeg tillader mig i hvert fald, at være optimistisk. Mindre optimistisk er jeg dog over for lyden i Gimles kælder. Hvad gik det lige ud på? Uanset hvor jeg befandt mig, om det var på fløjene eller i midten, var lyden mudret, og levede sig slet ikke op til standarden, de tre ovenstående bands lagde. Helt galt var det især under første nummer af Solipsys sæt, hvor vokalen næsten druknede helt, men det vil naturligvis aldrig være bandsnes skyld. Det er selvfølgelig uretfærdigt, men hvis lyden er det eneste, man kan kværulere over ovenpå en koncert, tyder det bare på, at der har været en portion enormt veloplagte musikere til stede.