Koncertanmeldelse:
ASINHELL + SICKOMANIA @ Pumpehuset, København – 30.05.24
Tekst: Nolder / Fotos: John-son
KLASSE SOM IND I HELVEDE
Holdningerne til Michael Poulsens succesfulde rock-band Volbeat er mange og brogede, men med mandens fortid i Dominus kan ingen vel være i tvivl om, at han har sit metalhjerte på rette sted. Og er man alligevel i tvivl, så er det bare at slå lytteflapperne ud og tjekke Michaels nye projekt Asinhell, som albumdebuterede med den fede Impii Hora på Metal Blade sidste år, og som denne torsdag stod foran sin live-debut. Det kunne man ikke misse, så afsted til det gamle vandværk, hvor man blev mødt af en småirriterende popfætter på gårdhavens lille scene – en stærk kontrast til hvad der kort efter skulle løbe af stablen. Det var dog ikke værre end, at man kunne finde sig et bord tæt ved indgangen til Pumperen – og tilstrækkeligt langt fra pop-musikken – og hygge over et par bajere i gode venners lag, før turen gik ind i koncerthuset og op til scenen.
SICKOMANIA
Klokken var nyligt slået 21, da SickOmania entrede scenen med føn og klem. Bandet tæller en håndfuld af velkendte ansigter på den danske scene, herunder bl.a. bassisten Jesper ”Krølle” Olsen med en fortid i Dominus og dermed en god ven til Michael Poulsen – og vel som sådan den direkte anledning til, at SickOmania havde fået aftenens opvarmningstjans. Man mærkede da også med det samme rutinen, for Fyrsten hyggede sig hjemmevant som indpisker, ligesom den svenske tromme-maestro Lawrence Dinamarca (i folkemunde Lalle) og den dynamiske guitar-duo Arne Lunde og Daniel Steely samt selvfølgelig førnævnte Krølle alle gav den gas fra starten.
Desværre havde Arne løbende lidt tekniske problemer, men ikke noget, der kunne tørre smilet af mit fjæs, mens gutterne smadrede sig igennem deres ca. 40 minutter lange sæt bestående af såvel velkendte numre fra den selv-betitlede debut fra 2021 og den spritnye The Devil is Not as Black as He is Painted.
Jeg fornemmede, at publikum lige skulle vende sig til SickOmanias ganske unikke blanding af thrash, melo-death, heavy metal og neoklassiske soli, men efter et par numre lod alle i den pænt fyldte sal til at være ombord, og med fin lyd og lys gjorde gutterne en god figur – ikke mindst i den nye ”We Sleep Among the Wolves”, som på en eller anden måde får mere saft og kraft og bare fungerer bedre live end på plade.
Skal jeg brokke mig en smule, så havde jeg gerne set den i min bog lidt for pæne ”The Magic is Gone” udskiftet med min personlige favorit ”Beyond the Darklands” fra samme plade, men det skal ikke tage noget fra et glimrende sæt, hvor både gammelt og nyt fungerede stærkt i tandem, og hvor Arne og Daniels guitar-dueller samt Lalles intense trommespil satte en fin prik over i’et. Det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg tjekker denne combo ud live, og det er uanset, om de spiller på en ølkasse et sted i en forstad, eller om de træder op på de større scener i indre by.
ASINHELL
Efter en tur i den nu behageligt pop-fri gårdhave blev det tid til aftenens hovednavn Asinhell, som her skulle optræde for første gang i deres korte liv. Det skorter dog ikke på rutinen blandt Michaels horder, og for udover Morten Toft Hansen (Raunchy) og Marc Grewe (Insidious Disease, Leper Colony, ex-Morgoth), som begge er faste bandmedlemmer og figurerer på Impii Hora albummet, så tæller tour-line-up’en også Jacob Hansen på bas (ex-Invocator og mangeårig producer for bl.a. Volbeat, ligesom han faktisk også har lagt bas-sporet på Impii Hora) og lead guitarist Flemming Lund (Temple of Scorn, The Arcane Order samt ex-Invocator), og så kan det ikke gå helt galt.
Og det gjorde det da heller ikke (medmindre en forvirret Volbeat-fan eller to var mødt op i forventning om at høre rock’n’roll metal)… snarere tværtimod. Det her var nemlig en magtdemonstration udi, hvordan old school death metal med fed lyd og læssevis af spilleglæde skal smaskes ud i skallen på et talstærkt og sultent publikum!
I forhold til sin rolle i Volbeat så trak Michael sig lidt mere i baggrunden med sin vintage Hellhammer trøje og lod Marc tage kommandoen, og det gjorde den tyske kæmpe med bravour, nøjagtig som i de gode gamle Morgoth-dage. Han sang lige så fnugfrit som på skiven, og i min optik kunne Michael faktisk ikke have fundet en bedre frontmand til sit band – hverken i studiet eller live.
Det betyder dog ikke, at Michael på nogen måde gemte sig, for han var her, der og alle vegne med et stort smil på læberne. Og naboen Morten gjorde sit arbejde formidabelt på trommerne, mens Jacob Hansen var sit sædvanlige stoiske selv, og Flemming lirede de fedeste soli af i sin Incubus-shirt.
Sættet var naturligt bygget op omkring Impii Hora, hvorfra vi fik samtlige numre (bortset fra, at jeg ikke hørte nogen sige føj for helvede…) – dog i en anden rækkefølge, åbnende med ”Desert of Doom” og sluttende med ”Fall of the Loyal Warrior”. Mine favoritter live var de samme som på pladen, nemlig ”Trophies”, ”Inner Sancticide”, ”The Ultimate Sin” og ikke mindst ”Island of Dead Men”, men også titelnummeret, der afsluttede hovedsættet, fortjener et honorary mention.
Og det var ikke gjort med det, nøjagtig som lovet blev der nemlig også tid til et par überfede covernumre i form af Bolt Throwers ”The 4th Crusade” og Deaths ”Leprosy”, som begge var dejlige overraskelser og spillet med kvalitet og tonsvis af kærlighed til genrens grand old men. Og sørme om vi ikke også fik, hvad jeg bedst kan beskrive som et medley, hvorfra jeg bl.a. synes at kunne genkende riffs fra både Morgoth og Autopsy.
Så fed som sætlisten var, så var det dog den kollektive gode stemning, det tætte samspil og den tydelige spilleglæde, der var i højsædet denne aften, og jeg tænker ikke, at Michael på baggrund af sin optræden i Pumperen har fortrudt atter at sætte fokus på sin kærlighed til ren og uforfalsket dødsmetal af den gamle skole – i hvert fald for en tid. Det var kort og godt klasse over hele linjen og en top-notch start på bandets Europa-tour, og folk kan roligt glæde sig til både Copenhell og Næstved Metal Fest. Mon bandet finder på nogle helt andre cover-numre ved disse lejligheder, der er jo nok at tage af.
