Koncertanmeldelse:
RAMMSTEIN @ Valbyparken, Valby – 05.07.2024
Af Marcus Mørkedal / Fotos: Jimmi Brandt
5. juli oplevede jeg Rammstein live for første gang. Jeg fik de tyske mastodonter af industrial metal ind med modermælken, og selvom jeg hverken var synderligt imponeret over deres syvende, unavngivne album fra 2019, eller deres seneste udspil, Zeit fra 2022, har de alligevel altid ligget nær toppen af min ”bands jeg bliver nødt til at opleve live”-liste. Det ville vise sig at være en koncert, der bød på lidt af hvert, og ikke alt passede som fod i hose.
Før Rammstein gik på, var der opvarmning i form af klavercovers af Rammstein-numre fremført af den franske duo ABÉLARD. Angiveligt, i hvert fald, for jeg kunne ikke ane dem fra presserækken (de stod åbenbart på den såkaldte ”B stage” midt i publikum, så det forklarer en del), og hele ideen virker egentlig også lidt tosset, gør den ikke? Biografer viser jo heller ikke traileren for filmen, der spiller efter reklamerne, og de to pianister fik hverken lys eller videre effekter, så at kalde deres placering på sådan en gigantisk scene for ”malplaceret”, ville være en stor underdrivelse. Det er i hvert fald ikke en optræden, man behøver at bruge videre spalteplads på.
Rammstein gik på lidt over 21, eller, rettere sagt, kom ned lidt over 21. På en elevator. Fra toppen af den gigantiske, og ikke mindst imponerende scenes midterste mast. Det er en ret god indikator for, hvilken størrelse vi har at gøre med her. De var altså som sendt fra himlen, bogstaveligt talt.
De lagde ud med ”Ramm 4”, der efterhånden er blevet en slags temasang, og uden videre kommunikation, udover et enkelt ”KOPENHAGEN!” fra forsanger Till Lindemann indimellem, tæskede Rammstein Valbyparken igennem en ganske imponerende sætliste, der både bød på en smule nyt, men heldigvis også en masse gammelt. Heriblandt flere personlige favoritter. De havde fra starten af som forventet publikum i deres hule hånd, og der blev festet både på plænen og tribunerne – en kæmpe fornøjelse at overvære.
ABÉLARD kaldte på et tidspunkt under opvarmningen Rammstein for ”legender”, og det studsede jeg over. Er de virkelig så gamle? Kan man kvalificere sig som legender, selvom der blot er ét medlem, der er over 50’erne? Gad vide om deres tårnhøje alder var grunden til, at de lige skulle have en pause mellem ”Zeit” og ”Deutschland”. Jeg kender dog ikke mange i den alder, der kan hvad Rammstein kan. Hvad kommer de lige i Sauerkrauten dernede?
Hvor Rammstein virkelig sejrer, er når det kommer til deres teatralske kunstinstallation af ren pyromani. Der er et eller andet, der gibber i mig, når jeg ser en mand lyse op som en lygtepæl med en rygsæk fuld af flammekastere, der får ham til at ligne et kryds mellem en føniks og en påfugl. Så kan det godt være, at soloen druknede på ”Links 2 3 4”, og at Lindemann kunne gå fra verdens mest overbevisende frontperson i ét øjeblik, til at ligne en, der havde tabt pusten det næste, for bandet gør alt i deres magt for, at du ikke skal kede dig. Røgtæppet på ”Asche zu Asche”, kannibalseancen under ”Mein Teil”, hele fremførslen af min personlige favorit ”Puppe”, scenen der blev badet i rødt under ”Mein Herz Brennt”, sperm-skum-kanonen under ”Pussy” og flammehavet under ”Sonne”, bare for at nævne nogle eksempler.
Det er en fuldstændig vanvittig produktion både i ren størrelse og eksekvering, og det er måske i virkeligheden alt, hvad Rammstein behøver. De kører den sikkert hjem på rutinen, eller, så sikkert som man nu kan gøre det, når man foruden at være musiker, også er en stuntman. Personligt savnede jeg noget indhold, og når man hører så mange forskellige Rammstein-sange, fra så mange forskellige tidsperioder, bliver det hurtigt tydeligt, hvor lidt bandet har udviklet sig med årene. Det er ikke i decideret AC/DC-territorie, men sangskrivnings- og kompositionsmæssigt er det ikke meget, man har rykket sig.
Det fik mig til at overveje, hvordan en Rammstein-koncert i 2024 ville se ud uden alle effekterne. Hvis man tager alt fyldet væk, selvom det er utroligt imponerende, flot og bestemt også passende, hvad står så tilbage? Det er nærmest svært at forestille sig, men det her er trods alt en anmeldelse af Rammstein, og musikalsk står de bare ikke lige så stærkt, som de gør teatralsk. På den anden side, er ideen om, at man kan dømme de to ting separat fuldstændig hul i hovedet i det her tilfælde. Der er ligesom i tysk grammatik altid en undtagelse, der bekræfter reglen, og måske er Rammstein bare den undtagelse. Det kan også være, at jeg bare er misundelig. Jeg vil fandme også gerne crowdsurfe i en gummibåd. Jeg vil også have en flammekasterguitar! Jeg vil også have et løbebåndsklaver! Det er sejt, og det er ikonisk.
Før jeg runder af, er der noget lavpraktisk, vi simpelthen bliver nødt til at tale om. Der var HALVTREDS TUSINDE mennesker fra nær og fjern, nord, syd, øst og vest, fra indland og udland, inde og høre Rammstein i Valbyparken, og det fik pladsen til at virke alt, alt for lille.
Barerne stod så tæt op ad tribunerne, at det var en opgave af ubarmhjertige dimensioner, bare at komme frem og tilbage til toiletvognene, der stod helt nede ved de bagerste rækker.
På vej hen mod den tragtformede, alt for smalle udgang efter endt koncert, stod man mast op ad hinanden som sild i en tønde i Valbyparken, der på det her tidspunkt var forvandlet til noget, der lignede en slagmark. Kunne man ikke have fjernet nogle hegn her? Det var vidunderligt at se Rammstein som et samlingspunkt for så mange forskellige mennesker, men alt i alt bød fredagen på en meget ambivalent koncertoplevelse.
Sætliste:
Ramm 4
Links 2 3 4
Keine Lust
Sehnsucht
Asche zu Asche
Mein Herz Brennt
Puppe
Wiener Blut
Zeit
Deutschland
Radio
Mein Teil
Du Hast
Sonne
Engel (fremført af ABÉLARD)
Ausländer
Du Riechst so Gut
Pussy
Ich Will
Rammstein
Adieu