Koncertanmeldelse:
JUDAS PRIEST + WOLFMOTHER @ Royal Arena, København – 26.06.2024
Tekst: Stephen ’Hell Bent’ Rocky – Foto: John-son med sit Electric Eye kamera
Royal Arena på Amager var onsdag aften gjort klar til indtog af præsterne. Legenderne i britiske Judas Priest – The Metal Gods – er på deres Invincible Shield tour rundt i Europa. Arenaen var ikke udsolgt, for øverste tribune var lukket af med sort forhæng hele vejen rundt og der var ledige stolepladser at spore her og der, men ellers var der tæt fyldt, særligt når man tænker på, de mange metalfans der i sidste uge har været på 4-dages Copenhell. Samme aften spillede Opeth også i en udsolgt Amager Bio og vi kan jo ikke være alle steder. Man kunne godt kalde denne Judas Priest aften for et 50 års jubilæum, eftersom det første Priest album Rocka’Rolla udkom i 1974 også var en introduktion af Priest nye forsanger Rob Halford. Den første sanger var Alan ’Al’ Atkins fra 1969-73. Ikke mere metal historie fra jeres gamle rocker, nu starter showet.
WOLFMOTHER
Australske Wolfmother var sat på plakaten som supportband i København. Det var vist mere en nødløsning end et ønske, tænker jeg. For lad det være sagt med det samme, jeg havde til det sidste håbet på, at det var de 2 store britiske rock/metalbands Uriah Heep og Saxon, som Judas Priest ellers har haft med på en stor del af turen. Øv, siger jeg bare, det kunne have været tre-dobbelt fedt med de to start bands inden.
Nå, men trioen Wolfmother kan nu også spille rock. Stoner hard rock. Lidt ala 70’ernes Zeppelin dog i en fragmenteret udgave der nok havde gjort sig bedre på solbeskinnet udendørs scene på Roskilde Festival. De tre mand med guitarist/sanger Andrew Stockdale som omdrejningspunkt, en bassist og en trommeslager fyldte ikke meget på den store scene og deres musik havde også svært ved at fylde arenarummet helt ud på en medrivende heavy metal måde. Trioen havde også lidt utaknemmelige forhold med det lille trommesæt, utrolig begrænset belysning fra kun 10 hvide stationære tændte spots ned fra loftet, så de nærmest stod i modlys. Det gjorde ikke forholdende nemmere for bandet.
Det blev en lidt ensartet omgang støj rock i 40 minutters tid, hvor det ene nummer fortsatte over i det næste. Nuvel var publikum meget godt med og gav god applaus tilbage til Wolfmother, til trods for den noget kedelige performance. Jeg vil hellere have haft et par danske supportbands som Pretty Maids, Timechild eller Royal Hunt til at spille opvarmning før Priest.
Wolfmother sætliste
Dimension
Rock Out
Woman
White Unicorn
Feelin Love
Midnight Train
Victorious
Colossal
Joker & the Thief
JUDAS PRIEST
Ingen tvivl om, hvorfor vi var mødt op denne aften. Vi ville have britisk heavy metal stål med twin-guitars, dobbelte stortrommer, godstogstung basgang og en forsanger der kan skrige os ørene fulde af metal. Og det fik vi. For pokker da, hvor er Metal God maestro Rob Halfords stemme sublim, ren og med nogle ’Sinner’ skrig, som var han stadig 27 år gammel trods bessefarskæg og fødselsdata, der siger 72 år. Den sangstemme Rob fremførte i gamle heavy metal klassikere som ”Sinner” og ”Victim of Changes”, gav mig de samme kuldegysninger, som jeg husker det første gang, jeg hørte de 2 sange tilbage i 1976-77. Havde vi haft fadøllet serveret i rigtige glas, ville de være splintret i hånden på os!
Judas Priest – British Steel jernstøberiet fra Birmingham i England – beviste til fulde igen, selv efter mere end 50 år i metalbranchen, at de er ’Metal Gods’. Det kan godt være Black Sabbath, som også kom fra Birmingham, kaldes forfædre til heavy metal, men Judas Priest tog det hele et skridt videre i midt 70’erne. Gjorde det hele mere heavy, hårdt og hurtigt og tilføjede et metal image med læder, nitter og twin-guitar positurer på scenen, som mange heavy bands senere har kopieret. Judas Priest metal ånden lever stadig. Det beviser de to nyeste studiealbum Firepower fra 2018 samt det nylig udgivne Invincible Shield fra 2024 på mesterlig vis. Ægte heavy metal. Der spores ingen rust i Judas Priest metal, snarere stainless steel, som man ofte ser indgraveret i skarpe knive, der aldrig ruster.
Koncerten lagde hårdt ud med flot scenetæppe fra det nye pladecover, der blev revet væk i et hav af blinkende spotlight, mens vi fik smadret metal for fuld hammer i hovedet med et overbevisende start angreb fra nummeret ”Panic Attack” taget fra det nyeste album. Judas Priest ejede scenen og lyden var super fin, hvor jeg sad i presseområdet. Vi blev simpelthen revet med i en god heavy metal stemning, for næste sang var allerede hittet ”You’ve Got Antother Thing Comin’”. Alle kendte den sang, så der var metal korsang fra de mange tusinde danske fans. Vi kunne ligeså godt fortsætte sætlisten i samme gear og sætte pickuppen ned i British Steel pladen fra 1980 med den hurtige ”Rapid Fire” og Breaking the what? … Breaking the what? … ”Breaking the Law”. Så er vi ligesom godt i gang.
Judas Priest har tæt på 200 heavy metal sange fra 19 studiealbum at vælge imellem, så ja, det må være svært at plukke den rigtige sætliste, men jeg synes det lykkedes fedt med en god blanding af gamle klassikere, nye stærke sange og netop ikke for mange af dem, men også hente et par ’gemte’ sange frem som ”Devil’s Child” og ”Love Bites” der fik en rustbehandling, så de fremstod mere heavie og metalliske end hørt før. Selvfølgelig vil jeg gerne have hørt et par af deres metal ballader som fx “Beyond the Realms of Death” og ”Before The Dawn” eller ”Out in the Cold” eller stærke metal hittere som ”The Sentinel” og ”Hot Rockin’”. Sidstnævnte har jeg en vis forkærlighed for.
Læsere der kender mig, husker mig også fra 1980’ernes første danske heavy metal fanzine af samme navn. Jeg fik i øvrigt personligt ja fra Rob Halford til at bruge sangtitlen til mit heavy blad. Nå, nu skal jeg ikke brokke mig over mangler på sætlisten, for jeg er så heldig, trods en aldrende rusthed i kroppen, så har jeg oplevet Judas Priest live flere gange tilbage fra slut 70’erne og op gennem 80’ene. En trofast koncertgænger hver gang de har besøgt Danmark ved udgivelsen af et nyt album. Så jeg har hørt mange stærke sætlister gennem tiden.
Judas Priest highlights denne aften var især, da Rob Halford skulle synge ”Sinner” og ”Victim of Changes”. Jamen sikke skrig der kom. Sikke en stemning vi fik serveret af de ret progressive metal sange, der langsomt på bedste 70’er stil bygger op og kulminerer i et Inferno af smeltende lyd og metal med lækre twin guitarsammenspil fra de to guitarister Richie Faulkner og Andy Sneap. Richie passer mega fedt ind i Priest lyd og med respekt, udfører han de gamle numre med præcision og fornyet heavy lyd. Han har også været med til at give gnist til de nye Priest album med nyt overskud af guitarenergi. Andy er tour guitarist stand-in for Glenn Tipton, som vi alle savner live, men Andy er super dedikeret, da han også er producer, mixer og ekstra guitarist på Judas Priests sidste par album. Og så fik vi en fremragende dunkende heavy version af 1986’er popmetal hittet ”Turbo Lover”. Den sang bliver hver gang mere og mere heavy, særligt fordi trommeslager Scott Travis sørger for at den frække turbo maskine dunker og ryster ligeså svedende som teksten Halford synger om. Trods Turbo plade for mange var lidt for 80’er keyboard poppet, så holder den sang helt klart live. Jeg så i øvrigt den koncert tour i en udsolgt Falconer sal i 1986. Det var fedt. Den koncert sluttede selvfølgelig også med, der skulle kaldes på Hell Bent …”Hell Bent for Leather” den med Halford på motorcyklen, når han kommer ind i røg og damp på scenen. Ja, en tradition i ethvert Priest show, og vi elsker det.
Det hele sluttede for fuld smadder med Priest metal coverversionen af det gamle Fleetwood Mac hit ”The Green Manalishi (With the Two Prong Crown)” fra 1970, som jeg ved den originale bassist Ian Hill (72 år) elsker at spille live. Det er tunge sager. Det var ikke slut her, for vi skulle have vores smertestillende piller i ”Painkiller” for fulde dobbelte stortrommer og i en hastighed, der er ulovlig på danske motorveje. Ekstra numre lovede Scott Travis også, men han er jo også kun 62 år og kan holde til lidt mere. Det var den klassiske og sikre afslutning med ”The Hellion”, ”Electric Eye” og så Rob Harley Halford med motorcykel entré til ”Hell Bent for Leather” og så kunne vi hilse farvel til præsterne og gå ud i natten til fællessang i storhittet ”Living After Midnight”.
Tak, Priest for at holde liv i jeres udødelige metal sange og for at altid at besøge Danmark på jeres tour. Jeg forsvandt ud i den varme sommernat svedende mellem flere tusinde glade metal fans syngende ’Living after midnight, rockin’ to the dawn, Lovin’ ’til the morning, then I’m gone, I’m gone’.
Judas Priest sætliste
Panic Attack
You’ve Got Another Thing Comin’
Rapid Fire
Breaking the Law
Riding on the Wind
Love Bites
Devil’s Child
Saints in Hell
Crown of Horns
Sinner
Turbo Lover
Invincible Shield
Victim of Changes
The Green Manalishi (With the Two Prong Crown)
Painkiller
>>>
The Hellion
Electric Eye
Hell Bent for Leather
Living After Midnight
Judas Priest
Rob Halford – sang
Ian Hill – bas
Scott Travis – trommer
Richie Faulkner – guitar
Andy Sneap – guitar (stand-in for guitarist Glenn Tipton)