40, flyvende og herrefed
Tekst & billeder: S.P
Michael Monroe er stadig mest kendt som ”ham forsangeren fra Hanoi Rocks”. Og i anledning af 40-året for udgivelsen af bandets måske bedste skive, Two Steps from the Move, tog han de gamle sange – og den gamle Hanoi Rocks-bassist Sami Yaffa – med på turné. Og i Pumpehuset viste han endnu en gang, at han er en af dem, vi skal regne med.
En 62-årig, der går i spagat og bevæger sig som en 35-årig Mick Jagger – og som fiser rundt på scenen i stramtsiddende sorte bukser og ditto vest med påsyninger i kunstlæder? Nej, det er ikke den legendariske dansktopsanger Torben Lendager, som underholder, men derimod den finske glampunker Michael Monroe, der holder et alt for lille publikum i sin hule hånd – hvis negle naturligvis er malet sorte.
Sangene, han synger, handler – som meget andet fra firserne – om hurtige damer, hurtige biler, heftige fester samt halv- og helknuste hjerter, så der var en iboende risiko for, at det kunne blive jævnt klichéagtigt denne tirsdag aften i Pumpehuset i København, og det blev det også – men på den fede måde. For de enkle rockhymner og fede ballader fra 1984 står stadig som stærke kompositioner denne tirsdag aften,
Vi stod der helt oppe foran – de fleste af os jævnt midaldrende iblandet en lille håndfuld helt unge kvinder, der enten synes Monroe er toppen af sejhed, eller bare var med deres forældre i byen. Og vi sang med på hele den 40 år gamle plade Two Steps from the Move, så det var tydeligt, at den finske glampunker var på hjemmebane, selv om koncerten foregik i København.
Selv om stemmen måske ikke helt er på spidsen længere, og selv om der var et par enkelte småfejl og glemte tekstbidder hist og her, så beviste Michael Monroe, at de gamle sange stadig har liv, og at han stadig har charmen i behold. Charmen reddede ham især i begyndelsen, for til denne jubilæumskoncert for Hanoi Rocks fjerde album valgte Monroe at spille albummet fra start til slut i den rækkefølge, numrene ligger på pladen.
Om det er fordi, at de to første skæringer på Two Steps from the Move er blandt de svageste på skiven, vides ikke, men begyndelsen af koncerten var lidt hakkende. Lyden kunne være bedre – vokalen lå for langt tilbage på de første numre numre – og uagtet at Monroe og hans håndgangne mænd har mange koncerter på bagen, så skulle de lige skyde sig ind på hinanden, inden samspillet fungerede. Two Steps from the Move er soundtracket til mine tidlige teenage-år, og for os, der kender albummet ind og ud, kiksede stemme og samspil især i andet nummer, ”High School”, hvor det også virkede som om, at Monroe, der ellers er kendt for sit gode humør, tydeligvis var en smule irriteret.
Storcharmøren sejrede
Der gik dog ikke længe, inden han fik skruet charmen og sælgersmilet på. Monroe uddelte periodisk vifter til publikum, han havde flere forskellige mundharper at holde styr på, ligesom der skulle spilles saxofon på en del af numrene. Alt sammen noget, der vil kunne forvirre en mindre rutineret showman end Monroe, der i stedet hurtigt og professionelt fik mig kastet tilbage til min ungdom, mine fester og mine ugengældte forelskelser i 1980’ernes Aarhus.
Bandet spillede med løs hånd, og samspillet var ikke mere tight end højst nødvendigt, men det svingede præcis, som det skulle. Favoritter som ”Underwater World”, ”Don’t You ever leave Me” og “Million Miles Away” er så gode numre, at de kan genoplive selv den dødeste fest, og her blev de brugt til at sætte ekstra fut i en allerede dynamisk fest, der vakte minder om de glade smadre-hus-fester fra gymnasietiden.
Det var tydeligt, at det også er numre, der står Monroes hjerte nært, og den del af koncerten, der var helliget Two Steps from the Move, står også i erindringen som den bedste del af koncerten.
Efter at have spillet hele skiven, hvor selv de mere anonyme numre fra vinylpladen fik identitet, tog Monroe nogle dyk i solo-sangskatten – kombineret med en energisk udgave af Hanoi Rocks-hittet ”Malibu Beach”. Det fungerede også, men ikke helt i samme grad, og med de mange stærke soloalbums, som Monroe efterhånden har udgivet, så kunne han have valgt bedre sange.
Energi-sejr
Energien er i den grad det, der imponerer ved Michael Monroe. Han var her og der og allevegne på scenen. Det ene øjeblik sprang han ned fra podiet, hvor trommesættet stod, og kort tid efter tog han en sprint på det høje træværk, vi normalt stiller de tomme ølbægere på – blot for at vende tilbage til scenen for at spille et stykke med sax. Alt sammen uden at virke synderlig forpustet. Effekterne er med andre ord de samme, som de altid er hos Monroe, og da fysikken stadig holder, så er det svært at være utilfreds med hans stage performance.
For ansigtet er nok furet under al makeuppen, og stemmen er efterhånden en kende patineret, men det eneste, der direkte virker slidt på den finske veteran, er hans tatoveringer, som godt kunne trænge til at få frisket farverne op.
Blandet publikum
Både unge og gamle kunne synge med på de fleste af Hanoi Rocks-sangene, mens det gik lidt mere trægt med især de nyere solonumre, som blev præsenteret i anden halvdel af koncerten. Men publikum virkede ikke generet af, at de måske ikke lige kendte teksten til ”Murder the Summer of Love” eller ”Young Drunks & Old Alcoholics”. For den smittende energi fra scenen gjorde, at man ikke kunne holde sig fra festen, selv om mange af os nok havde foretrukket, at andet sæt udelukkende havde bestået af Hanoi Rocks-numre
At Monroe lidt overraskende har fans i forskellige livsfaser blev på symptomatisk vis illustreret af, at en af de sidste vifter, han kastede ud til publikum, blev grebet af en af de helt unge kvinder, mens en midaldrende skaldet mand snuppede hans grå håndklæde.
Manglede vi noget? Tjaeeh … Titelnummeret til Two Steps from the Move, der aldrig kom med på pladen, men blev gemt til en opsamlingsplade, kunne have erstattet et af numrene fra solokarrieren, og leadguitaristen Steve Conte lignede måske Gary Numan en kende for meget, men ellers fik vi de forventede og ønskede smæk for skillingerne.
At vi var for få fremmødte, kan man ikke laste bandet, men det er sgu lidt tyndt, at København ikke kan mønstre en større opbakning, når en personlighed som Michael Monroe gæster byen. Kære København – det gør I bedre næste gang!
Omvendt var det let at komme helt op foran, og havde Pumpehuset været proppet, havde jeg måske ikke haft held til at være den skaldede mand, der greb håndklædet, Monroe kastede ud til os.
