Koncertanmeldelse:
GATECREEPER/200 STAB WOUNDS/ENFORCED @ Pumpehuset, mandag d. 11. november 2024
Tekst: Nolder / Fotos: Thomas Høgdal Thomsen
ENFORCED
Enforced var for undertegnede et af de absolutte højdepunkter på årets Copenhell, så da de flittige amerikanere allerede kort efter blev annonceret som opvarmere for Gatecreeper og 200 Stab Wounds på en tredobbelt amerikansk spiseseddel, blev datoen straks skrevet i kalenderen.
Jeg ankom da også tidligt med mit crew… troede jeg da! For da vi svingede ind i gårdhaven en smule efter 19 var der sgu den længste kø, jeg nogensinde har oplevet foran det gamle vandværk – og jeg har trods alt været der nogle gange siden de sene firsere. Der var sgu kø helt ud til gaden, og det betød, at jeg missede de to første numre med – for mig – det vigtigste band, og det var pænt nedtur. Der var tæt på udsolgt, så at man først åbner dørene et kvarter før første band går på, er lige dele optimistisk og naivt, og jeg var ikke den eneste lettere utilfredse headbanger i den lange linje foran Pumpehuset.
Heldigvis nåede vi op til første sal i tide til at høre ét af mine absolutte favoritnumre med Enforced, nemlig ”Curtain Fire”, hvis intro-riff en god kammerat flere gange havde forsøgt at nynne under vores opvarmning til koncerten :-). Første indtryk var desværre, at lyden var lidt mudret, og især at forsanger Knox Colby lå for langt tilbage i lydbilledet, og sådan forblev det koncerten igennem. Ikke desto mindre gjorde Enforced stadig en god figur, som de pløjede sig igennem såvel gamle kendinge fra de to seneste fuld-længder som nye numre fra den spritnye ep A Leap Into the Dark, og især ”Hanged By My Hand”, ”Nation of Fear”, ”War Remains” og ”Casket” tog kegler i min bog. Enforced leverede en fin og tight support-tjans, men nåede dog ikke det tårnhøje niveau fra Copenhell i sommers, hvilket selvfølgelig både havde med den mindre gode lyd og det kortere sæt at gøre, men også skyldtes at energien og den tydelige spilleglæde simpelthen ikke var den samme på denne aften.
200 STAB WOUNDS
200 Stab Wounds er et ret nyt bekendtskab for mig. Kender ikke deres debut og købte først den nye skive Manual Manic Procedures i sensommeren, men er alligevel blevet glad nok for bandet til at glæde mig til aftenens optræden. Og forventningerne blev da også nogenlunde indfriet.
Lyden var fortsat lidt indelukket og bandet bestemt ikke lige tight hele vejen igennem, men de spillede deres hjerter ud og diskede op med mange af de fede numre fra det nye album, herunder de fede ”Ride the Flatline” og ”Parricide”. Når gutterne går tungt, så minder de mig om Cannibal Corpse, når kannibalerne skruer helt ned for farten, og når de smadrer igennem, så når vi nærmest grindhøjder a la Lock Up, så der er både til gården og gaden, når knivsårene træder op.
Og så skal gutterne have ekstra plusser i karakterbogen for et par underholdende indslag – om end ufrivillige sådan. Først og fremmest så havde folkene i mit ensemble stor moro med, at guitarist Raymond Macdonald (også at finde i Kombat) med sin høje tinding og en kampvægt i liga med undertegnede en slående lighed med navnkundige Shane Embury fra Napalm Death. Og for det andet, så ligner bandets logo et ulæseligt juletræ, som stolt lyste op på bagtæppet koncerten igennem. Et par fede detaljer, som satte et smil på læben og gav koncerten det sidste pift.
GATECREEPER
Efter en passende kort pause gik aftenens hovednavn på i skikkelse af Gatecreeper. Et relativt ungt band på godt 10 år og med kun tre fuld-længder under bæltet, men åbenbart tilstrækkeligt etableret til at fylde Pumpehuset. Lidt en overraskelse for mig, da jeg egentlig ser Gatecreeper på niveau med fx Revocation, som jeg så forvist til underetagen på samme spillested sidste år.
Men hey, deres tredje og nyeste skive Dark Superstition er markant mere melodisk end forgængerne, og det er måske dét, der har gjort tricket. I min bog har det nye album lidt Paradise Lost melodiøsitet og melankoli over sig – andre ville måske sige, at der er gået lidt melodisk Göteborg-død i den – men uanset hvad så har de tydeligvis ramt tidens trend, og den store sal var pænt fyldt, da de fem amerikanere gik på.
Som set så ofte før, så blev den lidt indelukkede og småmudrede lyd fra de to support-acts pludselig på mirakuløs vis vekslet til en sublimt klar og fyldig ditto, ligesom lys-showet fik mindst tre nøkker opad i kvalitet. Og bandet fremstod da også både tændt og stramt, ligesom der bouncede en god energi frem og tilbage mellem scene og publikum.
Når jeg alligevel stod og drømte mig tilbage til Alcatraz 2023, hvor jeg så Gatecreeper første gang, så skyldtes det naturligvis, at bandet dengang leverede catchy og groovy død i den hårdtslående ende, hvor det denne gang simpelthen blev en tand for tamt for min smag – godt hjulpet på vej af det faktum, at mere end halvdelen af aftenens sæt bestod af nye numre, herunder ”Oblivion”, ”A Chilling Aura”, ”Caugtht in the Treads” og ”Dead Star”.
Jeg talte syv numre (plus/minus) fra Dark Superstition, og det er måske lige i overkanten, når man trods alt har to andre fuld-længder og en ep i bagagen også, men gutterne synes ret stålsatte på at promovere deres ”nye” stil. Publikum lod da også til at labbe det hele i sig med stort velbehag, og man følte sig sgu næsten hensat til 90’erne med den megen stagediving, crowdsurfing og de adskillige moshpits, virkelig fedt. Rent objektivt gjorde Gatecreeper det da også helt fint. De var bare bedre i gamle dage, hvilket langt fra er første gang jeg har sagt det om et metalband😉
