Koncertanmeldelse:
DIZZY MIZZ LIZZY @ Boxen, Herning – 16.11.2024
Tekst: Kim & Mathias Momme – Fotos: Thomas Høgdal Thomsen
NB! Bemærk at anmeldelsen er af bandets koncert i Boxen, Herning – mens fotos er fra Royal Arena, København dagen før – d. 15.11.2024
**
Når Dizzy Mizz Lizzy inviterer til 30-års fødselsdag på en lørdag i november, så møder man op. Og de gjorde de i Boxen i Herning, for at hylde debutpladen fra 1994. Den aften valgte de at servere en forret, som bestod af det løse fra deres andre 3 albummer, og som hovedret fik vi serveret samtlige numre fra den første plade.
Sceneopbygning, lysshow og lyd gik alt sammen op i en højere enhed. Selvom scene og lys var simpel i essens, kom det hele sammen til at omfavne lydbilledet, og fastholde dit fokus på det vi alle sammen var kommet for, nemlig musikken og kærligheden til denne.
Ét trommesæt til altid super tight Søren Friis, én bas til bundsolide Martin Nielsen og en enkelt mikrofon til Tim C, der sammen med sin Fender Stratocaster styrer slagets gang med en legende let, men stensikker overbevisning.
Et enkelt, men særdeles flot og effektivt lysshow, samt 3 store skærme, én over hvert medlem, som fulgte hver enkel under hele koncerten, sørgede for at det visuelle var i orden.
Mere har man ikke brug for når man er Dizzy Mizz Lizzy, og lader musikken tale.
For det de kan på en scene, er helt unikt. At 3 mand formår at male et så stort lydbillede, er ekstremt imponerende.
De lagde hårdt ud med 4 klassikere fra, den lidt oversete opfølger, Rotator. Startende med Thorn in my pride og titlenummeret Rotator, hvor de lige fik blæst skummet af alle fadøllene i de første 10 rækker. Derefter fik vi 2 mere fra samme plade, hvor især 11:07 pm, ramte lige i det sentimentale, bløde punkt for enhver beatles-fan, som Tim Christensen ikke lægger skjul på at han er.
Så fik vi den supertunge, In The Blood. Scenen og publikum blev badet i blodrødt lys, da de spillede sangen fra deres nyeste album. Så kom radiohitsene, I Would If I Could But i Can’t, og Made To Believe, fra comeback albummet, Forward in Reverse. Forretten blev smukt rundet af med The Middle, som allerede kun 4 år efter udgivelsen er en af deres mest kendte sange.
Den blev leveret med en imponerende tyngde og overbevisning, og ikke mindst indlevelse, som man kun får live.
Inden hovedretten blev serveret, fik vi på den midterste storskærm, et flashback til et klip fra TV-avisen, hvor man ser de 3 medlemmer med deres nye guldplader, med informationen om at kun Kim Larsen sælger bedre end dem. Små videosekvenser af bandet i deres yngre dage, krydrede oplevelsen, og fik smilene frem på alle dem der kan huske da det hele startede.
Og bedømt ud fra publikums alder, var en stor del af dem der mødte op, med fra begyndelsen. I stedet for at spille pladen kronologisk fra start til slut, startede anden akt med Mother Natures Recipe, som i mine øjne er et meget overset nummer. Da de første toner i Glory bliver slået an, kunne man mærke på publikum, at nu er de tilbage til ungdommen og minderne fra de gamle dage.
Fællessangen blev intensiveret, da Tim, uden band, spillede Love is a losers game. Han havde fået lov af de andre medlemmer at tage den alene, bare mellem ham og os. Og ud fra storskærmen så det ud til at Tim var rørt over publikums reaktion og indlevelse. Wishing well var usandsynligt tight i de skæve breaks, hvor der ikke var så meget som en brøkdel til forskel i deres timing. Her kunne man virkelig mærke hvor tætte de er, og hvor sammenflettet deres musikalske evner er. Der blev ikke sparet på publikums stemmer da de helt store favoritter kom frem. Der blev skrålet med til alle de store sange, Waterline, Barbedwired Babys Dream, Hidden War og 67 Seas In your Eyes.
Selvom alle sangene har 30 år på bagen, er magien, der blev skudt ind i dem ved fødsel, på ingen måde forsvundet..tværtimod. Too Close to Stab blev selvfølgelig også taget ud af skuffen. Sidste gang den blev spillet i Herning var i samme år som pladen blev udgivet, på det gamle spillested, Fermaten. I følge publikum i salen, var der flere til stede sidst den blev spillet, end fysisk muligt. Til slut, som dessert, fik vi Silverflame. Og her krængede både band og publikum de resterende følelser og fællessang ud af kroppen.
Publikum sang mindst lige så højt som Tim, og man kunne tydeligt fornemme et bevæget band, som absorberede alt energien som publikum gav, en virkelig smuk finale på en gennemført magtdemonstration.
På et tidspunkt nævner Tim at han kan fornemme at mange blandt publikum har en alder der antyder at været med fra starten, og mange af dem har taget deres børn med.
Og det er her det bliver personligt for mig. I 1994 da pladen udkom, var jeg selv 20 år og havde livet foran mig, og havde ingen bekymringer. Nu står jeg her 30 år efter, og har den store ære at have min søn med til Dizzy Mizz Lizzy koncert. Nu står han selv som (næsten) 20-årig, heldigvis med livet foran sig, og har allerede fået mere ud af deres musik end jeg har.
Og det skal Tim have en stor del af æren for, da han sendte en personlig og meget opløftende besked til min søn som dengang var igennem en svær periode i sit liv. Og til dig Tim..Som du skrev i beskeden, håber jeg at vi en dag kan mødes, så vi får mulighed for personligt at kunne takke dig.
Så tusind tak til Dizzy Mizz Lizzy, tak for musikken, tak for livet.
