Koncertanmeldelse:
DARK FUNERAL + GRAND HARVEST @ PUMPEHUSET, KØBENHAVN – 26.01.2025
Tekst: Søren-Peter Fiirgaard
Mørk messe for de midaldrende
De svenske black metal-veteraner i Dark Funeral løste den musikalske opgave i Pumpehuset på en aften, hvor Pantera samtidig indtog Royal Arena. Lord Ahriman og hans følge er en dygtig flok med en fin sætliste, men det kunne mærkes, at bandet – og dele af publikum – er blevet voksne.
Ok. Der er almindelige mennesker, og så er der certificerede black metal-dudes.
Førstnævnte er pæne bedsteborgere, der sidder klar ved computeren, når billetterne til Pantera sættes til salg, så de kan krejle sig til en ståplads. Og hvad gør black metal-dudes, så? Ja vi skider på det hele, lader de andre om at bekymre sig og tænker: ”der dukker nok noget andet op” – nu vi ikke fik de der ståpladser til Pantera-koncerten.
Og selvfølgelig dukkede der noget op. Selveste Lord Ahriman og resten af Dark Funeral kiggede søreme forbi Pumpehuset samme aften, og så var der jo ingen grund til at ærgre sig. Billetter var der i hvert fald nok af, for ”Pumpen” var kun cirka halvt fyldt denne aften, hvilket egentlig var synd, for den aktuelle aftapning af Dark Funeral har faktisk noget at byde på.
Inden Dark Funeral entrede scenen stiftede vi bekendtskab med Malmø-bandet Grand Harvest, der gav en god omgang sort, doomy og let gotisk rock i de små tre kvarter, bandet fik lov at spille. Anført af en veloplagt Mikael Häll blev stemningen hurtigt sat, og numrene satte sig egentlig også godt fat blandt det – på det tidspunkt af aftenen – desværre fåtallige publikum.
Lyden var rå, enkel og velspillet, og kompositioner og arrangementer lød endda lidt henad noget af det, der gør mig rigtig glad: tysk, gotisk rock fra 1990’erne. Med lukkede øjne kunne jeg føle mig hensat til en berliner-koncert med mine gamle idoler i Love Like Blood, mens det på andre tidspunkter lød som en kantet udgave af Fields of the Nephilim, så alt i alt en godkendt præstation af support-bandet.
Skummel, sort messe – med en enkelt mangel
Dark Funeral er en institution inden for den nordiske black metal. Kan godt ske, at det blot er blevet til syv album i den over 30 år lange karriere, men niveauet har næsten altid været højt, og de mange udskiftninger i bandet har ikke haft nævneværdig skadelig effekt.
Lord Ahriman, der hedder Jan Michael Svanberg, når han er uden corpse paint, er den eneste, der har været med alle årene, og sammen med den anden guitarist, Bo Anders Nymark, udgør han den gamle garde i orkestret. Nymark har været med siden 2003, mens de andre medlemmer er stødt til i årene 2014-2018.
Frontfiguren, Heljarmadr, har været en del af den mørke begravelse i en halv snes år, og han er det naturlige fixpunkt denne aften. Først klædt som Grev Dracula anno 2025 og efter tre numre og frem – naturligvis i læder og nitter.
Heljarmardr har en god og diabolsk attitude – både når han synger, og når han beder os om at hylde Satan – og der er en fin kontakt med publikum. Når det er sidste koncert på en turné, der har varet siden årets begyndelse, så er der ikke noget at sige til, at det kører på rutinen – mestendels på den gode måde.
Vokalen er på ingen måde slidt hos den 41-årige sanger, og resten af bandet kender deres plads i systemet. Lord Ahriman ved godt, at hans spil kigges efter i kortene, og han står med tilstrækkelig ro og tilstrækkeligt styr på både riff og tremolo-picking på guitaren.
Black metal er ikke en genre, der hylder hverken det perfekte eller det ekvilibristiske, så vi tilgiver de enkelte gange, hvor der opstod lidt slinger i samspillet og nyder i stedet at være fælles om musikken.
Dømt ud fra motiverne på publikums T-shirts, så er der mange trofaste fans blandt de fremmødte. Der står ”Dark Funeral” på rigtig mange af dem – og navnet står oftest inde i den femtakkede stjerne, der udgør bandets logo.
Det giver en iboende risiko for, at koncerten ville ende som en slags fætter-kusine-fest, hvor alle hyggede sig, drak stille af fadøllen og glemte, at black metal en gang var noget farligt noget. Så galt gik det ikke, selv om vi var en del – også oppe foran – der har rundet de 40 år, men der var tendenser…
Med en sætliste, hvor tyngden var på de seneste to skiver, Where Shadows forever reign og We are the Apocalypse, udviste Dark Funeral det nødvendige mod og den nødvendige tiltro til det nyere materiale. Ahriman og co. nægter nemlig at krybe over i kassen med bands, der udelukkende lever højt på tidligere århundreders meritter. Den insisteren er en god idé – også fordi de to førnævnte skiver holder et niveau, hvor kun de færreste black metal-bands kan være med.
Bandet var velspillende, lyden var ok – uden at være prangende – så alt i alt var det derfor mere end pengene værd at vælge Dark Funeral frem for Pantera denne aften.
Eneste anke herfra er, at når man spiller black metal, så foreskriver reglerne, at man skal være farlig og uhyggelig – og hvis man ikke er det, så skal man hedde Abbath. Og her falder Dark Funeral i samme fælde som andre erfarne ekstremmetallere. Der mangler lidt vildskab, et kobbel løsgående ulve blandt publikum, ægte blod på tænderne og fråde i mundvigene. Heljarmardr og de andre arbejder godt for sagen, men jeg har aldrig fornemmelsen af, at de lever af at flå bjørne med de bare næver.
En del af skylden skal også lægges på mig og resten af publikum. For nok er det fedt at stå helt oppe foran, men selv om jeg er 55 år, så vil jeg gerne skulle kæmpe for min plads i forreste eller anden række for at føle mig i live. Og det var ikke nødvendigt i søndags. Jeg kunne gå i baren og hente en læskedrik – og uden problemer vandre op til min plads oppe foran igen. Men måske det bare var let at komme i forreste række fordi, jeg er den skumleste af de skumle black metal-dudes og ingen derfor tør standse mig?