Koncertanmeldelse:
VOLA + CHARLOTTE WESSELS + INTERSPHERE @ Store Vega, København – 30.11.2024
Tekst: Carsten Meedom
Denne aften i Vega stod menuen på progressiv støjrock fra den tyske kvartet Intersphere, teatralsk epicarock fra hollandske Charlotte Wessels, inden dansk/svenske Vola sluttede af med deres stramt komponerede melankolske synthrock, der fik den gamle sal til at koge af begejstring.
Intersphere
Showet med drengene fra Mannheim blev afbrudt kort inde i første nummer, da strømmen gik, hvilket fik sanger og guitarist Christoph Hessler til at bryde ud i en række eder og forbandelser, inden de startede forfra og gav den gas med deres energiske støjrock. Jeg må blankt erkende, at jeg intet kendte til den tyske kvartet inden aftenens koncert, og når man så samtidig er tredje navn på plakaten, satte jeg ikke forventningerne særligt højt. Men der gik ikke længe, før jeg var suget ind i en fed omgang støjrock, hvor de to guitarister knoklede løs og lavede den ene Wall-of-Noise efter den anden. Ind imellem de energiske udladninger var der lange sekvenser af indadvendt og til tyder nærmest tyst musik, hvor Hessler gav prøver på falset og en mere følelsesbetonet vokal, inden det gik løs igen med bredsider af guitarstøj og fed, nærmest punket energi. Der er muligvis mange, der ikke kender Intersphere, men er du til den mere varierede og komponerede progrock med elementer af hardcore støj, er Intersphere et besøg værd, næste gang du laver en Spotify-liste. Og selvom salen kun var halvt fyldt, da Hessler & Co takkede af, var der tydelig glæde at mærke hos de fremmødte publikummer, som muligvis også var blevet lige så positivt overraskede som undertegnede.
Charlotte Wessels
Inden koncerten med Wessels mødtes jeg med hovedpersonen backstage for en kort snak om touren med Vola gennem den sidste måned. En tour, hvor Charlotte Wessels præsenterede numrene fra det nye album The Obsessed, som hun for første gang som solist har indspillet med et fuldt band. Hendes to første albums Tales From Six Feet Under er indspillet i hendes egen kælder under Coronaen, uden medvirken af andre end hende selv og en lang række digitale værktøjer. Det skulle blive interessant at opleve hende med et band i ryggen, men først var jeg interesseret i at høre mere om, hvordan det har været at være på tour i nu en måned sammen med Vola og de nye numre.
”When we released The Obsession we had a number of release shows, but they were all so far apart. And when you are building up to a show and it feels like it is over in no time, you don’t have the time and possibility to improve this and that, and maybe change some things in the show. So I thought that if we would tour again, it would give us so much advantages. When we would like to try to do something differently, the next day we can do it straight away. And a little bit of the nerves, you would feel the day before, they would kind of fall off. Five years ago I hadn’t played live for a long time and it is easy to start doubting yourself. But being on the road and being together with the band, you lift each other up on stage. It’s been really wonderful and affirming, and now I have the feeling that I belong here. Here on this stage. And it’s been absolutely amazing to be on the road with Vola.”
Faktisk har Charlotte Wessels ikke misset en eneste mulighed i løbet af touren for at se Vola spille, og hun føler en tæt samhørighed med bandet og især Myginds vokal og tekster. Og selvom hun glæder sig til aftenens show, føles det også lidt bittersødt at skulle slutte touren nu. Da samtalen rundede af, fik jeg lovning på, at der i hvert fald blev spillet et enkelt nummer fra Tales from Six Feet Under i form af ”Soft Revolution”, som er genindspillet på det nye album, og med dette løfte tog jeg afsked med den smukke hollænder, der indledningsvist undskyldte sit lidt pjuskede udtryk, da hun lige var væltet ud af tourbussen. Det tilgav jeg hende hurtigt.
Efter et hurtigt sceneskift kom først bandet og derefter Charlotte Wessels ind på scenen, iført hvid korsetkjole, og da ”Chasing Sunsets” bragede ud gennem højttalerne, mærkede man hurtigt den urkraft der er i især Wessels vokal. Men også Timo Somers på guitar poserede med sin muskuløse overkrop og leverede den ene guitarsolo efter den anden, mens bassisten med det imponerende navn Otto Schimmelpenninck van der Oije slyngede det imponerende lange garn til musikken, der pumpede løs med en Charlotte Wessels i hopla. Musikken er måske ikke så dybsindig eller avanceret, men numrene ”Dopamine”, ”Ode to the West Wind” og ”Praise” blev leveret med en sådan gejst og begejstring og med Wessels stående i fuld positur, at man ikke kunne undgå at blive revet med. Og da det eneste nummer fra Wessels bagkatalog, ”Soft Revolution”, blev leveret til sidst, ramte koncerten sit højdepunkt. Wessels eminent flotte vokal på lige præcis dette nummer viste, hvorfor hun som sanger er noget ud over det sædvanlige. Og da det hele sluttede med ”The Excorsism” og Wessels nede på knæ med en dyrisk growl, overgav publikum sig til den helstøbte forestilling og det, som denne slags emocore kan. Nemlig at skrue nogle fabelagtige gode melodier sammen og levere dem med high performance, energi og råstyrke og med nogle sindssygt fede og cathcy refræns og guitarhooks! Næste gang vi ser Charlotte Wessels på disse breddegrader, er det forhåbentlig som headliner med et fuldt show, også med numrene fra Tales From Six Feet Under!
Vola
De er blevet kaldt ”Danmarks bedst holdte hemmelighed” på scenen for alternativ og progressiv rock, men denne aften viste Vola, at de har et dedikeret publikum, der helt sikkert har fulgt dem tæt og længe. Det er bare os andre, der skal lære bandet bedre at kende. Stilen hos Nova er indadvendt melankolsk synthrock, der momentvist minder meget som Kashmir og Porcupine Tree i en skøn symbiose. Og når sanger og guitarist Asger Mygind endda også ligner en Steven Wilson i en yngre udgave, giver det hele meget god mening. Men når Vola slipper kræfterne løs er der faktisk rigtig meget bund i musikken, og selvom synthesizeren fylder meget, er der saft og kraft nok i guitaren og det mørke lydbillede. Alt sammen fint understøttet af det lidt dystre og digitale sceneudsmykning med laserlys og dunkel belysning.
Setlisten bød på besøg til debutalbummet Inmazes fra 2015, som blev delvist indspillet i et hjemmelavet studie på et kollegieværelse – til stor irritation for naboerne! Men denne aften var der ikke nogen, der blev irriteret, da ”Gutter Moon” blev eksekveret med overskud og saftigt bid fra scenen – udover måske naboerne til Vega! Fedt var det i hvert fald, og da ”Break my lying Tongue” og ”Cannibal” fra Friend of a Phantom fulgte efter, kunne man ikke gøre andet end at overgive sig til Volas stramt komponerede rock, der live fungerede helt vildt godt. Skulle jeg sætte en finger på Volas lydbillede, som er centreret omkring Myginds guitar og vokal og Martin Werners keyboard, er det manglen på en ekstra guitar. Der er masser af bund i Vola, men en ekstra guitar ville tilføre et lag, som jeg godt kan savne i musikken. Omvendt ville det være med risiko for, at det så ikke ville være Vola længere. Det er fedt, at bandet står ved deres lyd og stil og fastholder den fine balance mellem guitar og keyboard, og når man har så dygtige musikere som Nicolai Mogensen på bas og svenske Adam Janzi på trommer, blev det hele løftet op på et imponerende højt niveau. Jeg er måske ikke den største Vola-fan, men denne aften leverede de et fantastisk flot show, som publikum kvitterede for med begejstring. Og hvad mere kan man ønske sig?