Koncertanmeldelse:
PANTERA@ ROYAL ARENA, KØBENHAVN – 25.01.2025
NÅR MINDRE I DET MERE FAKTISK ER GODT NOK
Tekst: Thomas Thomsen
Foto: John-son
Tilbage i 90’erne var det ikke sjældent, at lyden af Cowboys from Hell bragede ud af højtalerne på et værelse i det mørke Vestjylland. Derude hvor kragerne vender, inden de får våde fødder. Dengang var det soundtracket til de ungdommelige frustrationer og den indre vrede, der skulle tæmmes.
Nu om dage er det mere et minde om en svunden tid. Dengang, hvor du havde en naiv tro på, at verden nok skulle indrette sig efter dig. Med alderen blev du (måske) klogere?
At du er blevet 30 år ældre, kan du selvfølgelig ikke mærke. For du er mindst lige så atletisk og fit for fight som dengang i forrige årtusinde. Hvis du selv skal sige det.
Det var 1990’ernes vildskab. Nu er det 2020’ernes mere afdæmpede tempo. Iført den battlevest som stadig lugter af svunden tid. Eller?
En knusende comeback-hyldest
Da Pantera indtog Copenhell i 2022, var det med mindet om Dimebag Darrell, der blev skuddræbt, og Vinnie Paul, hvis hjerte gav op. Alle troede, at Pantera var lagt i graven sammen med de to brødre.
Men tilbageværende Phil Anselmo og Rex Brown tog sig mod til og ville det anderledes. Sammen med Anthrax-trommeslager Charlie Benante og guitarist Zakk Wylde formåede de at stable en hyldest på benene.
Udsigt til succes eller fiasko var lige så uforudsigeligt som forudsigelsen af en vejrudsigt for en meteorolog. Det var 50/50 – på en god dag.
Stå på benene kunne de – og mere til. De formåede nærmest at knuse Refhaleøens beton om til det fineste strandsand.
En af metalhistoriens mest aggressive bands vendte tilbage efter flere årtier – og fik de tvivlende til at græmme sig. Jeg selv tabte kæben – og var lykkelig. Det til trods for, at jeg aldrig nåede at opleve den rigtige konstellation – andet end på værelset langt mod vest – live.
Forventningens glæde – og dens faldgruber
Søndag aften vendte de texanske Cowboys from Hell så tilbage til København. Efter den lammetævende lussing, de leverede på Copenhell i 2022, kunne forventningerne kun være i top. Som håndboldherrerne forud for VM.
Og vi ved jo, hvordan det er: Jo højere forventninger, jo større er risikoen for skuffelse. Følelsen af håb – men også af frygt. Frygten for skuffelse.
Til lyden af ”A New Level” faldt tæppet. Det lovede godt, lige indtil Phil Anselmo satte gang i vokalen… eller fraværet af samme. For den forsvandt ganske enkelt i et virvar at trommer, bas og guitar. ”A New Level” var det sådan set ikke.
Det blev der så heldigvis rette op på med ”Mouth for War”, selv om det var en omgang ”Strengh beyound Strengh” resten af vejen.
Til tider mumlede han sig igennem vokalen som en dårlig audition til X Factor. Eller var den ren og skær svigt fra lydmanden? Men hey – det var stadig langt over det skræmmende niveau, som Axl Rose præsterede på Copenhell i 2023.
Desuden var der nok mere fart over en ko, der tyggede drøv på en kløvermark, end over Phil Anselmo, der listede rundt på scenen i bare tæer. Men som sagt… 30 år ældre gør noget ved den atletiske formåen for de fleste…
Og med alderen sætter vi jo tempoet ned – det er bare livets lod.
En aften, der alligevel var det hele værd
Det var ikke perfekt. Men det var godt nok. Og nogle gange er godt nok faktisk det bedste, man kan få.
Men det slog ikke publikum ud – de var euforiske. De, der var blevet ældre. Deres børn. Og dem midt imellem. De gjorde sit til at glemme alt om atletiske evner eller mangel på samme… og skrålede med, når Anselmo nu ikke evnede det eller blev svigtet af en lydmand.
Men kan man forvente det samme af et band 30 år efter, de toppede? Måske ikke. Men hvis Pantera på et senere tidspunkt parkerer tourbussen i kongeriget igen – så er jeg klar. Som værende deres Fucking Hostile!
Sætliste
- A New Level
- Mouth for War
- Strength Beyond Strength
- Becoming/Throes of Rejection
- I’m Broken
- Suicide Note Pt. II
- 5 Minutes Alone
- This Love
- Floods
- Walk
- Domination/Hollow
- Cowboys from Hell
Ekstranummer
- Fucking Hostile
