Koncertanmeldelse:
D-A-D@ FORUM BLACK BOX, FREDERIKSBERG/KØBENHAVN – 01.02.2025
D-A-D FRA SIN BAESTE SIDE
Tekst: Thomas Thomsen
Foto: John-son
Tre måneder efter, at D-A-D fejrede deres 40-års jubilæum sammen med 16.000 publikummer i Royal Arena på Amager, afsluttede de deres Speed Of Darkness Tour i den sorte box på Frederiksberg.
For gud ved hvilken gang havde det danske nationalklenodie indtaget kongerigets landeveje for at markere udgivelsen af et nyt album. Lige så sikkert som en 90-års fødselsdag, der toner frem på skærmen hen mod midnat på årets sidste dag.
Men noget var ikke helt som det plejer. Valget af support, eller special guest om man vil, var lidt uden for nummer. Fra smilets by havde de aldrende herrer i D-A-D inviteret et livsbekræftende dødsmetalband: Baest.
”Spændende, modigt og fedt valg af support. Jeg hylder det med store klapsalver, og er overbevist om, at der nok skal blive sat fut i fejemøget.”
Det var min umiddelbare reaktion, da nyheden så dagens lys et par uger før, tourbussen trillede ud af garagen.
Det BAESTe fra smilets by
”Jeg er ikke sikker på, at D-A-D’s kernepublikum ved, hvad der venter dem”, lød kommentaren fra en god ven efter offentliggørelsen. Ville de stå tilbage på samme måde som Sofie Gråbøl i scenen, hvor de puster æg i ’Blinkende Lygter’?
Da Baestet blev sluppet løs, var der som sådan ingen fortrydelsesret. Eller det var der jo. Hvis folk lystede det, kunne de jo bare tage benene på nakken og søge uden for de sorte gardiner, som omkransede åstedet.
Men… det virkede… virkede som om, at den dødelige kvintet havde en magnetisk effekt på publikum… og omvendt.
Måske skyldtes det, at de unge aarhusianere gik ufortrødent til opgaven… ikke skulle forsøge at please nogen… blot være som de plejer i lyset af, at de langt fra mindede om nogen anden special guest, som D-A-D har haft inviteret med.
Hvis nogen havde tvivlet på, om dødsmetal kunne fungere som opvarmning for D-A-D, blev den tvivl hurtigt manet i jorden. Baest gik kompromisløst til opgaven og fyldte den sorte box med en mur af autentisk dødsmetal.
Fra første færd stod det klart, at bandet ikke var kommet for at please, men for at bevise, at de kunne stå distancen – og det gjorde de med en kombination af overskud, spilleglæde og smittende energi. Og smil på læben!
Trods deres brutale udtryk var der en bemærkelsesværdig ydmyghed over bandet. De vidste godt, at mange i publikum ikke nødvendigvis var deres kernelyttere, men i stedet for at skrue ned for intensiteten, lod de musikken tale for sig selv.
Det hele blev leveret med en naturlig autoritet, der vidnede om et band, der tror på det, de laver – uden at virke kunstige.
Jesper Binzers gæstevisit under ”King of the Sun” vidnede også blot om den respekt, der er mellem generationerne af dansk rock og metal – og ikke mindst mangfoldighed – her er plads til alle.
Med ”Necro Sapiens” satte Baest et rungende punktum, der ikke efterlod nogen tvivl om, at de havde taget udfordringen på sig – og bestået med bravour.
Baest gik af scenen med samme ydmyghed, de var kommet med, men samtidig med en følelse af sejr. Det var autentisk og en påmindelse om, at ægte passion vinder i længden.
Modigt af D-A-D. Modigt af Baest. Og med tyk streg under triumf!
Triumftoget…
Man skal ikke skyde bjørnen, før skindet er solgt… eller er det noget med, at man ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt? Således skal man heller ikke afskrive D-A-D, 41 år inde i karrieren.
Om det var Baestet, der havde givet kvartetten et ungdommeligt spark bagi, skal stå hen i det uvisse. Men i al fald havde det en god effekt.
På den sidste dag i januar og den første dag i februar afsluttede de ukronede konger af dansk rock deres Speed Of Darkness-tour rundt i det danske land. Aarhus, Aalborg og Odense havde haft besøg af de hedengangne ko-punkere, inden de sluttede af på hjemmebanen i hovedstadens grønne hjerte på Frederiksberg.
To aftener som tiltrak i omegnen af 3.500 publikummer pr. aften – en reduceret skare sammenlignet med jubilæumsfesten. Men det var jo også blevet hverdag igen…
Hverdag var der dog ikke meget at spore af, da regnskabet skulle gøres op lørdag aften hen ad klokken 23.
To aftener med to identiske sætlister indeholdende enogtyve numre fordelt over omkring 110 minutters spilletid. Det var det kvantitative resultat.
Det kvalitative resultat var til at tage at føle på. Faktisk lød D-A-D bedre end i Royal Arena, for lyden i betonbygningen på grænsen mellem Frederiksberg og København var ganske klar og tydelig. Som synet af solen fra en skyfri himmel.
Med en tretrinsraket bestående af ”God Prays To Man”, ”Burning Star” og ”Evil Twin” skød kvartetten begge aftener i gang til det, som blev en blanding af nostalgi og dristighed i en og samme maggiterning.
En terning der indeholdte det kendte, det mindre kendte og nærmest ukendte, som der skulle tygges og smages på. Det smagte godt og gav appetit på mere.
Jesper Binzer og co. lykkedes i den grad med at blande ingredienser og sammensætte en perlerække af smagsnuancer, som tilfredsstillede smagsløgene i en grad så smilene kom til syne.
Det var en D-A-D-koncert, som på én gang føltes både velkendt og forfriskende. Der var plads til klassikere, plads til overraskelser og ikke mindst plads til, at bandet kunne vise, at de stadig har gnisten.
Samtidig var det også en påmindelse om, at trommeslager Laust Sonne har været med siden ”Nineteenhundredandyesterday” og fortsat slår de trommer ihjel med et swing uden lige. Tilsæt dertil Jacob Binzers guddommelige guitarspil – så kan du ikke forlange mere.
Publikum kvitterede med begejstring, og selvom den sorte box ikke kunne matche Royal Arenas skala, emmede den af intensitet og nærhed.
D-A-D leverede en koncert, hvor rutine aldrig blev til kedsomhed, men snarere en styrke, der vidnede om et band, som stadig har meget på hjertet og masser af benzin i tanken. Eller et batteri, der ikke er ved at løbe tør for strøm.
Titelnummeret fra det nye album og ikke mindst ”The Ghost” – et af de bedste numre, som de nogensinde har begået – var bare et bevis på, at der fortsat er masser at byde på. ”Crazy Wings” fik luft under vingerne og fløj smukt ind i øregangene.
Aftenen igennem var en form for give and take. ”I får lov til at høre noget gammelt lort, og vi får lov til at spille noget nyt lort.”
Hvis ”1st, 2nd & 3rd” og ”Keep That Mother Down” virkede for nyt, var der ingen tvivl om, at D-A-D satte turbo under slutspurten med ”Jihad” og ”Bad Craziness”, der omdannede salen til en kogende rockfest.
”Rather Live Than Die” var den skjulte diamant på sætlisten, hvor bassist Stig Pedersen iført rød kappe og kongekrone foldede sig selv og nummeret ud på majestætisk vis.
I sædvanlig stil lukkede forlystelsesparken ned med ”It’s After Dark” med en følelse af samhørighed og en sidste fælles skål til et band, der havde leveret en fornem opvisning.
Speed of Darkness Touren lukkede og slukkede med en fornem balance mellem nostalgi og nutid – og hvis dette var en smagsprøve på D-A-D’s fremtid, er der kun én ting at sige: De er langt fra færdige!
D-A-D
Sætliste:
God Prays To Man
Burning Star
Evil Twin
Helpyourselfish
Nineteenhundredandyesterday
Everything Glows
Speed of Darkness
The Ghost
Riding With Sue
Grow or Pay
Crazy Wings
Laugh ‘n’ a ½
Monster Philosophy
1st, 2nd & 3rd
Keep That Mother Down
Jihad
Bad Craziness
Ekstra:
Strange Terrain
Sleeping My Day Away
Rather Live Than Die
It’s After Dark
BAEST
Sætliste:
Ecclesia
Misfortunate
Imp of the Perverse
King of the Sun (feat. Jesper Binzer)
Necro Sapiens
