Bloodywood + Calva Louise + Demonic Resurrection @ Amager Bio, København – 21.02.2025
Tekst og foto af Marcus Mørkedal
Mit hjerte banker for ekstrem metal, fræs, og alt, hvad der går stærkt, men al den gode, kaotiske og alternative heavymusik, der udkom i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, er helt uimodståelig for mig. Jeg er et certificeret nu-metal kid. Bloodywood, der blander indiske folkeinstrumenter med knusende riffs og brandvarme bars, aktiverer derfor de receptorer i krydderen på mig, der går i baggypants, oversized t-shirts og omvendt kasket.
Jeg stiftede for alvor bekendtskab med bandet for et par måneder siden, da jeg fik muligheden for at gennemføre et interview med dem i anledningen af deres nyeste album, der har fået den passende titel Nu Delhi. Jeg havde set dem florere online for nogle år siden, men havde ikke tænkt videre over dem og regnede med, at hypen nok ville dø ud, når gimmicken blev gammel, og sensationen havde lagt sig. Jeg tog fejl. Jeg tog VIRKELIG fejl.
Nu Delhi udkommer d. 21. marts, og det førnævnte interview kan for øvrigt læses i den aktuelle udgave af Metalized.
Demonic Resurrection
Demonic Resurrection kendte jeg kun ved navn, så da jeg så, at de var første band på scenen, var det en oplagt mulighed for endelig at dykke en smule ned i deres diskografi. Noget af det er ikke så ligetil at kategorisere, og firkløveren har flirtet med både døds- og black metal, nogle gange med lidt symfoniorkester i baggrunden. Der var endda en sitar på en af de sange, jeg hørte, så jeg var spændt på at se, hvordan det ville fungere live.
Demonic Resurrection gik på til et respektabelt fyldt Amager Bio, der dog forholdt sig meget statisk under bandets små 30 minutter. Det var måske en refleksion af bandets egen optræden, der var noget stillestående, selvom de altså understregede flere gange, at de var meget glade for at spille for os. Det vil jeg tage deres ord for.
“We are an Indian band, but we are not Bloodywood!”, blev der på et tidspunkt fastslået af forsanger, guitarist og Demonic Resurrections eneste originale medlem, Sahil “The Demonstealer” Makhija. Der gives naturligvis bonuspoint for seje growls, men også seje navne.
Når jeg er til koncert som anmelder, prøver jeg så vidt muligt først og fremmest at være til stede som gæst. Det vil altså sige blandt publikum, foran scenen i hjertet af stemningen og måske med en lille fræk fadøl i hånden. Her opstod der en af de mindste moshpits, jeg nogensinde har set, og jeg tror ikke, den på noget tidspunkt blev større, end de to meget entusiastiske gæster, der tilsyneladende havde en kæmpe fest.
Jeg endte med at rykke lidt længere bagud under Demonic Resurrections sæt for at fornemme lyden andetsteds i lokalet. Oppe foran kunne man nemlig næsten blive i tvivl om, hvorvidt bassen overhovedet var slået til. Meget bedre lød det dog ikke bagerst i Amager Bio, men selvom den del haltede, kørte Demonic Resurrection den hjem på et møghamrende tæt samspil krydret med lidt hyggelig sniksnak mellem sangene. Bassist Swarnava Sengupta gjorde sit bedste under omstændighederne, der blev langet nogle imponerende soloer over disken fra leadguitarist Aditya Swaminathan, og selvom han er yngre end selve bandet, hersker der ingen tvivl om trommeslager Nikhil Rajkumars tekniske kunnen. En bundsolid halv times opvisning i ekstremmetal. Nu skal vi til noget lidt andet.
Calva Louise
“Good things come in threes”, siger man, og det er der måske noget om. De Tre Musketerer, Rip Rap og Rup, Olsen Banden og man kunne blive ved. Calva Louise er en dynamisk trio, og hvis jeg skal være helt ærlig, var det også det band, jeg havde glædet mig mest til.
Calva Louise består af den venezuelanske forsanger, keyboardspiller og guitarist Jess Allanic, den newzealandske trommeslager Ben Parker og den franske bassist Alizon Taho. Tilsammen er de et britisk band, åbenbart. De gik på scenen klokken 21, og her har vi at gøre med et band, der virkelig ligner, at de kan lide at være der. Det smittede af.
Det er tre vaskeægte rockstjerner, vi har med at gøre her. Attituden, energien, samhørigheden, ja alt gik op i en højere enhed, og Calva Louise havde publikum med både under de mere stille, nærmest hypnotiserende keyboard-dele med dertilhørende skønsang og de rasende og lige så tunge metalstykker, der kom imellem dem.
Deres sæt var kort, kortere end Demonic Resurrections, men det kan også være fordi, der ikke gik helt lige så meget snakkeklub i den. Fælles for de to er det, at det var deres første koncert på dansk jord, men det er også dér, lighederne mellem de to bands stopper. Calva Louise bragte en veloplagthed med sig, som ikke let overgås, og deres optræden var langt mere rå og ind til benet, end jeg havde turde håbe på ud fra de gange, jeg har smidt deres musik på derhjemme.
Calva Louise spillede i nogle af mit livs hurtigste 25 minutter, og jeg håber virkelig, at de vender snuden mod Danmark igen snart.
Bloodywood
Hvis der var nogen som helst tvivl om, hvem publikum var kommet for at se, skal jeg da lige love for, at den blev elimineret, sekundet Bloodywood invaderede scenen. De optræder med en selvsikkerhed, som selv bands, der har spillet i årtier, ville kunne lære noget af, og publikum i det næsten udsolgte Amager Bio var med fra begyndelsen. Hvis spillestedet simrede under Demonic Resurrection og Calva Louise, fik Bloodywood det til at bulderkoge.
Bandet arbejder som trio i studiet, men antallet af medlemmer er fordoblet, når de spiller live, og de sørger virkelig for at udnytte det ekstra mandskab til fulde. Det går aldrig hen og bliver Slipknot-cirkus-agtigt, hvor et medlem kan stå og headbange i et halvandet nummer, før de får lov til at dreje på nogle knapper igen.
“Good music, like good food, needs to be shared”, blev der sagt. Hvis jeg husker rigtigt, var det rapper Raoul Kerr, der sagde det, og det må jeg give ham ret i. Derfor er det også passende, at de tog et nummer som “Tadka” med, der er en episk fortælling om… ja, tadka, en af de mest populære spise i Nordindien.
Bloodywood hylder deres hjemland og hjembys kultur i nærmest alt, hvad de foretager sig, men de er ikke bare “det indiske metalband fra YouTube”. Ikke længere i hvert fald. Bloodywood har skrevet nogle oprigtigt virkelig skarpe sange, og selvom rapstykkerne nogle gange er lige lovligt åbenlyse og nogle gange tangerende til det banale eller platte, fungerer de utroligt godt mellem Jayant Bhadulas flerfacetterede vokal og Karan Katiyars riffs. Sidstnævnte tager sig også af fløjten, og hvis vi lige skal remse live-musikerne op, har vi Roshan Roy på bas, Vishesh Singh bag trommerne og Sarthak Pahwa med dholen, den store indiske tromme, der får tæsk i begge ender gennem hele koncerten.
Generelt set viste det sig, at Bloodywood er virkelig nærværende liveband, og deres optræden var endda så overbevisende, at jeg nu ærgrer mig over, at jeg ikke var i Pumpehuset og høre dem, da de spillede i Danmark for første gang i 2023.
Ekstranummertricket er billigt, men jeg bliver nok aldrig helt træt af det. Det ville også være en skam at lade al den gode energi gå til spilde, som de også selv sagde. Det er jeg nu meget glad for, at det er en begejstring, jeg tør vædde med, at størstedelen af publikum deler med mig.
“Film skal ses i biografen”, og musik skal høres live. Det var fredagens opvisning et strålende eksempel på. Bloodywood er næppe et band, jeg kommer til at sætte på synderligt ofte hjemme i stuen, men lur mig om jeg ikke vover mig til en koncert med dem igen en dag. Det her var deres første koncert på deres europæiske “Return of the Singh”-tour, og resten af kontinentet kan godt glæde sig til at få besøg af Bloodywoods energifyldte malstrøm af kaos og kærlighed.
“Divided by the blood, united by the spirit”.