Suffocation + Angelmaker, Fuming Mouth, Carcosa og Mélancolia
28.03.2025
Pumpehuset
Af: Søren-Peter Fiirgaard
Dødsmetallisk fødselsdag
Veteranerne i Suffocation viste, at det stadig er et band, man skal regne med. Frontfiguren, Ricky Myers, fejrede sin 50-års fødselsdag i Pumpehuset, og publikum kvitterede med en fødselsdagshilsen på en aften med lidt for mange supportbands.
Når første band går på klokken 19.30, og sidste band forlader scenen et kvarter inde i det efterfølgende døgn, så har du enten været inde for at høre Bruce Springsteen med Guns N’ Roses som support, eller også har du været til en af de koncerter, hvor antallet af support-bands gør, at man føler, det er en festival, der er købt billet til.
Fredagens fødselsdagsfest for frontfiguren hos New York-dødsmetalveteranerne fra Suffocation, Ricky Myers, hører til i sidstnævnte kategori. Fire opvarmningsbands gjorde, at det blev en lidt for lang aften, selv om flere af orkestrene sådan set leverede den vare, vi havde bestilt fra dem.
Pumpehuset i København er et dejligt rustikt spillested, og selv når der ikke er så mange mennesker inden døre, er det muligt at skabe en god og intim stemning oppe i den store kransal. Således også i fredags, hvor første support-band, Mélancolia, mødte op til en sal, der blot var knapt halv fyldt.
Den slags generede nu ikke det australske deathcore-bands forsanger, Alex Hill, der med mikrofonen i en kæde piskede sig selv og os andre fremad. Mélancolia er ikke voldsomt originale, men både i Hills optræden og i musikken er der en snert af ekstrem gotisk rock, som vi kender den fra Cradle of Filth, og det passer fint til numrene, der også har et lille elektronisk touch. Denne fredag lykkedes det dog ikke helt at knockoute publikum, og det skyldes måske, at samspillet i det tre år gamle band ikke sad helt i kisten. Der blev spillet lige løst nok, når der nu er tale om deathcore.
Andet band på scenen var Carcosa fra Vancouver i Canada – et band, der blot har et enkelt album bag sig, og her blev musikken allerede en tand skarpere. Trods manglen af en bassist var der meget gods i lydbilledet, og kompositionerne stod skarpt. Sanger Johnny Ciardullo er samtidig guitarist i et af aftenens andre bands, AngelMaker, så det har været naturligt at sætte Carcosa på plakaten også. Og Ciardullo fik også det skæve smil frem hos publikum, da han afslørede sig som værende en stor LEGO-fan, og da han dedikerede et af numrene til den amerikanske skuespillerinde Uma Thurman, som folk på min alder vist mest kender fra ’Pulp Fiction’.
Nu var vi så egentlig klar til et hovednavn, men yderligere to opvarmningsbands ventede. Fuming Mouth havde fået lov at medbringe eget bagtæppe, og sanger Mark Whelan satte en række gymnastiske øvelser i gang hos publikum – vi fik både wall of death, en lille moshpit og jævnt megen crowdsurfing og stagediving. Bandets midtempo-dødsmetal med crust-inspiration levede desværre ikke helt op til Whelan og publikums indsats. Enkelte fede leadstykker på guitaren trak op, men ellers var musikken lige lovlig gumpetung. Fuming Mouth er ikke det eneste dødsmetalband, der er røget i den fælde, og bliver de bedre til sangskrivningen, så er der håb endnu.
AngelMaker – endnu et deathcore-band – led under, at vi var ved at blive lidt småtrætte oppe foran. De syv mand i bandet kæmpede en god kamp, og teknisk set gjorde de tre guitarister det glimrende, og de enkelte gange, Casey Tyson-Pearces vokal kiksede en smule, tilgav vi ham hurtigt. Med to vokalister var det egentlig en god dynamik i musikken, men vi kiggede også på vores ure – for nu ville vi gerne have Suffocation på scenen. AngelMaker led også under, at numrene er for skabelon-agtige. Tyson-Pearce sagde selv fra scenen, at bandet elsker breakdowns, og det var til at mærke. Egentlig fint nok, for vi elsker sgu også breakdowns, men der er stadig et stykke vej op, hvis AngelMaker vil spille op med navne som Carnifex, Chelsea Grin, Thy Art is Murder eller andre store drenge i deathcore-klasen.
Endelig. Klokken havde sneget sig om på den gale side af 23.00, og fødderne var vokset lidt i motorcykelstøvlerne, men endelig stod Suffocation klar til at flå os i stykker. Newyorkerne har været i gamet siden 1990, og selv om det kun er leadguitaristen, Terrance Hobbs, der har været med hele vejen, så er vi ude i veteranklassen og i det man kan kalde pensum inden for amerikansk østkyst-dødsmetal.
Det er kun et år siden, at Suffocation sidst spillede i Pumpehuset, og målt ud fra hukommelsen, så var det fjerde gang på en halv snes år, at jeg har oplevet Terrance Hobbs være en overlegen guitarist på adressen. Med andre ord: Suffocation er band, der turnerer meget, og når de er i Europa, så er de flinke til at spille inden for cykelafstand til vores rækkehus ude på Amager.
Suffocation svigter heller ikke. Selv på en jævn dag er de fede, fordi samspillet er i orden – uagtet hvilken årgang af bandet, jeg har hørt – og professionalismen er høj. Tag endelig ikke fejl af, at Terrance Hobbs med sine lange dreadlocks ligner en rapper, der ikke har forladt 1990’erne, for manden er så iskold på den seksstrengede, at intet varmesøgende missil vil kunne finde frem til ham.
Tyngden til koncerten lå på den seneste skive, Hymns of the Apocrypha, og så det 34 år gamle debutalbum, Effigy of the Forgotten, hvorfra dødsmetalhistoriens første ”slam riff” stammer.
For Suffocation-fans af den gamle skole – midaldrende mænd med udtjente battle-vests med indtørret opkast på – er der ingen anden frontmand end Frank Mullen, hvis growl var dybere end Marianergraven, og som satte standarden for, hvor ondskabsfuld en forsanger kunne lyde. Vi andre, der er et eller to år yngre, kan sagtens finde storhed i Ricky Myers vokal, og fra scenen blev det endda annonceret, at vi havde at gøre med den bedste udgave af Suffocation at gøre.
Om det er korrekt, ved jeg ikke, men godt var det. Publikum tog godt imod de nyere numre, og jublede over klassikere som ”Funeral Inception” og ”Infecting the Crypts”. Selv om der er over 30 år mellem første og seneste Suffocation-album, så var overgangen fra ældre til nyere numre sømfri, og alt blev spillet tilpas brutalt til, at der også var gang i den foran scenen. Jeg har nået den alder, hvor jeg har mine læsebriller med overalt, hvor jeg går, men fredag aften forsvandt de i kampens hede.
Crowdsurfing og stagediving er ved at populært igen, og for publikum fungerede det – faktisk til alle fem bands – som et glimrende afbræk fra den rituelle circle-pit og Wall of Death.
Rick Myers klarede det også denne gang rigtig fint. Han har ikke historiens dybeste growl, men det er helt sikkert dybt og skummelt nok til de numre, der blev spillet. Fra Hymns from the Apocryoha stod både titelnummeret og ”Perpetual Deception” så stærkt, at de nok ikke bliver visket af sætlisten lige med det første.
På et eller andet tidspunkt i løbet af en Suffocation-koncert sker der altid det, at min koncentration flyttes, så fokus ligger hos Hobbs. Og igen denne aften var det en lise at lytte til hans riffs og hans leads. Han fremstår nok afklaret og ydmyg fra sin plads yderst til venstre – set fra publikums synsvinkel – men hold da kæft, hvor kan han flytte fingrene og sætte ild til musikken. Resten af orkestret brugte også aftenen fornuftigt og dermed gav musikerne deres frontmand en fin fødselsdagsgave.
Rick Myers rundede nemlig de 50 år, og vi fik så lov til at ønske ham et stort tillykke med dagen. Han takkede pænt, og bekræftede dermed fortællingen om, at lige så ondskabsfulde Suffocation lyder, når der er sat strøm til instrumenterne, lige så venlige mennesker er de uden for rampelyset.
Og da jeg som en tilfreds mand tog cyklen hjem fra koncerten, stod Terrance Hobbs uden for tourbussen og røg en stille cigaret. Desværre var jeg for starstruck til at fortælle, hvor god en aften, det havde været.
