Australske Parkway Drive, der i sommer gæstede Copenhell, er klar til ny dansk koncert i selskab med de tre amerikanske metal-bands We Came As Romans, Memphis May Fire og Like Moths To Flames den 11. november i Store VEGA.
Tidligere på året imponerede Parkway Drive et dansk publikum ved festivalen Copenhell. Her fik australiernes koncert topkarakter i det danske metalmagasin Devilution, og siden sommeren har mange fans ventet på at opleve Parkway Drive live igen.
Parkway Drives fjerde studiealbum, Atlas, udkom sidste år til en varm modtagelse fra metalfans, og albummet ramte blandt andet #7 på iTunes’ hitliste. Om Atlas skrev Ultimate Guitar: “Parkway Drive have already established themselves as a powerhouse in the metalcore scene around the world, and with the release of ‘Atlas’, they have proven that they deserve to stay at the top.”
Bandet fra australske Byron Bay har slået igennem i USA, og nu lægger de også Europa for deres fødder på den igangværende turné. Parkway Drive sender denne videohilsen forud for koncerten i VEGA.