Mørk Perfektion

Den 30. januar spiller amerikanske Immolation i Pumpehuset. Læs Metalizeds interview med sanger/bassist Ross Dolan som vi bragte i bladet tidligere på året. Siden 1988 har amerikanske Immolation opbygget sig et navn i dødsmetalmiljøet. Ikke bare har de skabt sig et navn, men i takt med deres stadig ekspanderende bagkatalogs fremstilling har de tilmed skabt og perfektioneret en lydramme, der gør, at kendere kan identificere Immolations mur af lyd på flere mils afstand. Immolation er tilbage med deres 9. album, og det er mørkere og mere pessimistisk end nogensinde.

Af Anders Nygaard

-Det er vores første konceptalbum, og omdrejningspunktet er mange af de problemer, som verden i dag står overfor. Vi har givet hele albummet et orwellsk twist og fokuseret mere på de mørke sider af menneskeheden. Vi har taget et mørkt kig ind i den nære fremtid. Hvad der gør det her album så mørkt er, at det berører virkelige emner. Alle sangene er symptomer på den sygdom, som vi ser overalt i verden i dag. Det er en meget dyster betragtning af samfundet, og den rolle vi har spillet i forhold til at nå dertil, hvor vi er i dag. Vi kommer omkring utrolig mange emner på albummet, men helt generelt så belyser den alle aspekter af den integrerede korruption, der er i verden i dag og, hvordan frygt bruges til at manipulere og kontrollere masserne.
Det er ikke så få dystre ord Ross Dolan, bassist og vokalist i Immolation, selv har at sige om Immolations nyeste kreation Kingdom of Conspiracy. Kingdom of Conspiracy er det 9. album fra de erfarne herrer, som har været en del af metalscenen siden 1988. De var altså med den gang, hvor en dødsmetal musiker i højere grad var at betragte som både innovativ og grænsesøgende, men har på trods af det altid stået lidt i skyggen af andre store bands i genren. I modsætning til flere af de andre store bands, der uden at fornærme nogen nok må siges at have deres bedste udgivelser bag sig, så virker Immolation til at være et band, der konstant har hævet barren for deres voluminøse, metalliske lydlandskab. Denne antagelse er Ross til dels selv enig i.
– Folk kan forvente et af de mørkeste og mest intense Immolation albums nogensinde. Det kombinerer mange elementer af bandets lyd og stil over de sidste 25 år. Hver sang har både eksplosive, hurtige parter, langsomme knusende stykker og de mangelagede guitarstykker som virkelig skaber en mørk og hjemsøgende atmosfære. Hver sang er episk på sin egen måde med god dynamik og masser af følelse. Jeg vil mene, at det er en af vores fineste udgivelser, både hvad angår musikken, lyrikken og produktionen.

Orwellsk mørke
Som Immolation på ingen måde forsøge at lægge skjul på, så er fokus på Kingdom of Conspiracy stift rettet imod den bælgmørke fremtid, som menneskeheden tilsyneladende er på vej imod. Også både albumtitel og art work, der er lavet af legendariske Pär Olofsson, afspejler tydeligt det overordnede koncept.
– Det er en meget kraftfuld titel, og som sangene på albummet refererer den også til korruptionen og den mørke side af menneskets natur. Det er ikke et album om konspirationsteorier, og hvem der skød JFK og den slags, den handler om virkelige konspirationer. Om folk der altid konspirerer for at skade eller skabe kaos, så de kan indfri deres egen agenda.
– Coveret var en stor udfordring for os og for Pär. Vi havde allerede kontaktet Pär længe inden, vi overhovedet havde et koncept eller en titel, fordi vi var så imponerede af det arbejde, han har lavet på vores to sidste udgivelser. Vi ville gerne have denne her meget mørke orwellske stil, som afspejlede lyrikken på pladen. Mest det meget totalitære, kontrollerende aspekt hvor folk er overvågede. Folk bliver frarøvet deres identitet og deres menneskelighed. Vi ville gerne illustrere, hvordan vi alle sammen er slaver af det system, vi selv har skabt. Det samme system som stille og roligt falder fra hinanden. Det var en udfordring, og det har også taget os længere tid end normalt, for vi ændrede hele tiden på forskellige ting. Men jeg føler, at resultatet er blevet perfekt. Det har fanget albummets tone og gjort pointen helt tydelig.
Det er omkring tre år siden, Immolation sidst havde et fuldlængdealbum på gaden i form af det anmelderroste Majesty and Decay. Siden har de udgivet EP’en Providence og turneret i både Nord og Sydamerika og Europa. Netop den megen turnévirksomhed har resulteret i, at hele processen omkring sangskrivningen har været anderledes for Immolation denne gang i forhold til tidligere indspilninger.
– Selve indspilningsprocessen har været mere eller mindre den samme som til Majesty and Decay, men den store forskel har været, at det meste af albummet er skrevet, imens vi har været på tour. Det er første gang, vi har prøvet det. Næsten halvdelen af musikken skrev vi, imens vi var på tour i Brasilien i juni, og alle leads blev skrevet og optaget under vores tour med Marduk i Europa. Det skyldtes nok den megen fritid, vi havde og det faktum, at teknologien i dag tillader os at bruge bærbare computere med gode indspilningsprogrammer. Bob bruger Ableton Live, og det virker til, at han får gode resultater med alle pre-recordings.

Udvikling
Immolation har som allerede nævnt spillet dødsmetal siden 1988, men er et af de bands, der aldrig for alvor har forladt genrens, eller deres egne, rødder. Lydbilledet kan ved første gennemlyt ofte virke som at genopleve forrige udgivelser fra det samme band, men rummer ved nærmere gennemlytning som regel flere facetter, der trækker albummet i en anden retning end den først antagede. Men ofte inden for de givne rammer.
– Selvfølgelig føler jeg, at der er en kontinuitet imellem vores udgivelser, og selvom de alle er forskellige, er de også alle Immolation udgivelser og repræsenterer bandet på det bestemte tidspunkt, vi er i vores liv. Kingdom of Conspiracy er en perfekt blanding af det nye og det gamle Immolation, men hvis jeg skulle sammenligne den med en tidligere udgivelse, må det være vores seneste EP Providence, da jeg føler de rent stilistisk er meget ens, når det kommer til intensitet og diversitet.
Selvom Immolation har holdt sig til kernen igennem alle årene, og også stadig tager inspirationer fra både deres gamle og nye udgivelser, så sætter tiden altid sine uomgængelige spor. Selv hos Immolation.
– Det er selvfølgelig svært at lave noget i så lang tid uden at udvikle sig. Vi er modnet og udviklet som mennesker og musikere, så det er naturligt, at bandet også har udviklet sig til noget stærkere og mere fokuseret. Vi har aldrig fulgt trends, og vi er også komplet ligeglade med, hvad folk mener er trendy eller sejt. Det er kun for svage, fantasiløse mennesker, der ikke har deres egen stemme. Vi vælger at lade vores stemmer høre højt og tydeligt igennem vores musik.

Erfarne i faget
Efter godt og vel 25 år i dødsmetalfaget kunne man forestille sig, at rutinen med jævne mellemrum ville indfinde sig, når et nyt album skulle på tegnebrættet. Det er dog ikke et syndrom, der helt har indfundet sig endnu hos Immolation, der på trods af en mere håndfast tilgang til albumskrivningen ikke har lagt kreativiteten på hylde.
– Vi har lavet det her i 25 år nu, så vi ved hvad det er, vi gerne vil opnå med hver enkel udgivelse og hvordan vi opnår det. Der er en bestemt fortrøstningsfuldhed omkring det at arbejde på noget i så mange år, man bliver bedre og bedre hver gang, når man ved hvilke fejl, man har lavet i fortiden. Det bliver aldrig rutine for os, fordi vi altid tager tid væk fra musikken imellem hver udgivelse. Det holder os friske, så vi kan gå ind til hver ny udgivelse med et nyt perspektiv. Man skal virkelig nyde, hvad man laver og være passioneret omkring alle aspekter af bandet. Det tror jeg er nøglen til at blive ved så længe, som vi har gjort.
Metalscenen er vokset eksplosivt, siden Immolation først begyndte at lægge grundlaget, til det de i dag stadig er i fuld gang med at bygge videre på.
– Metalscenen er vokset til en verdensomspændende bevægelse, siden vi startede i 1988. Det var før internettet, så det var ikke nemt at nå ud til så mange mennesker som i dag. Den gang måtte vi skrive breve og vente i ugevis, før vi fik svar. Men det var både sjovt og spændende. Meget mere personligt end i dag. Scenen har udviklet sig til en stærk magt, og vi er stolte over at have afværget stormen og holdt os inde i kampen uden at være nødt til at pakke noget ind.

Blandt de store
Immolation har i år fået æren af at deltage i en af de størst anlagte og mest imponerende, death/grind turnéer i Nordamerika. Det drejer sig om Decibel Magazine Tour, der også har både Napalm Death og Cannibal Corpse på plakaten. En stor gestus for Immolation og et bevis på den status de har opnået igennem en mangeårig karriere.
– Decibel Magazine og gutterne fra Cannibal Corpse spurgte, om vi ville med. Det var helt ubegribeligt for os at få den mulighed, så selvfølgelig sagde vi ja. Det er helt klart den stærkeste pakke, vi nogensinde har været en del af, og det bliver uden tvivl årets fedeste tour her i staterne. Vi håber, at vi kan tage den pakke med til Europa også. Vi er nære venner med både Cannibal Corpse og Napalm Death, så vi er overbeviste om, at det bliver en god tour både for fans og bands.
Med en lille åbning overfor, på et senere tidspunkt, at kunne komme til at opleve både Immolation, Cannibal Corpse og Napalm Death på én aften her i Europa, takker Ross Dolan af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *