WHEN COPENHELL FREEZES OVER
Af Stampe
Tak til vennerne fra Blastbeast og fotograf Henrik Moberg Jessen for lån af billederne.
Tredje installation af den årlige showcase for dansk rock og metal, When Copenhell Freezes Over, blev afholdt lørdag den 24. januar i Vega. Konceptet startede i 2013 og meningen er at skaffe eksponering til den danske scene. Første gang eventet blev afholdt var det Scarred By Beauty, Helhorse, Vanir, By The Patient, The Interbeing og The Psyke Project der var på plakaten. Sidste år var det så Pet The Preacher, Impalers, Redwood Hill, Essence, Huldre og Billy Boy In Poison der fik muligheden for at flashe deres skills foran højt profilerede branchefolk fra udlandet. Flere af disse bands har slået igennem efter at være blevet vist frem på When Copenhell Freezes Over, (der er et urimeligt langt navn uden nogle gode forkortelsesmuligheder, omend meget beskrivende), så konceptet holder. På plakaten i 2015 var der Paceshifters, Deus Otiosus, Hexis, Fossils, Night Fever og Förtress.
PACESHIFTERS
5/10
Københelvede Fryser startede med et debatpanel, som undertegnede helt missede. Derfor var første begivenhed for mig, det hollandske rockband Paceshifters. I en udveksling med den hollandske rock/metal-showcase Burma ROCKS! havde Copenhell noget uforståeligt valgt at afgive sidste plads på plakaten til et hollandsk band, således at et endnu ikke navngivet dansk band kan tage til Holland senere på året og optræde. Det havde nu været federe hvis plakaten var fyldt med danske navne.
Nuvel, Paceshifters skulle da have chancen, selvom indledende research havde puttet dem i kasse med Blur og Oasis. Dette prædikat gjorde hollænderne til dels til skamme da de havde oppet sig og spillede en anelse hårdere rock en de føromtalte britpoppere. Vi var helt op på siden af Green Day i hårdhed. Det skal dog ikke ligge dem til last at de ikke er hårdere. Derimod kan man med rette beskylde arrangørerne for at have fejlet ved ikke at have sat et metal- eller i det mindste et hardrock band på plakaten. Den lille lounge var ikke mere end halvfyldt da Paceshifters gik på, og folk stod lidt og kiggede på hinanden da de satte i gang med at spille. Det var tydeligt at de fremmødte havde forventet noget hårdere. Men hvad de manglede i hårdhed, havde de til gengæld i spilleglæde og ungdommelig begejstring. Guitaristen stormede rundt på scenen, og fik på et tidspunkt væltet sig selv et bækken og et mikrofonstativ i ren begejstring. Han forsøgte selv at rejse det op mens han spillede videre, men fik til sidst hjælp af en roadie. Begejstringen ramte dog aldrig rigtigt publikum, og efter 5 sange blev Paceshifters klappet pænt af scenen. Min ven som er popdreng og var med til sin første metalkoncert nogensinde, vendte sig mod mig og sagde ”Det der var da ikke så slemt. Det kunne selv jeg lide”
Sætliste:
1.I’ll Get By – Breach
2.Nothing You Can Do – Breach
3.Drone – Breach
4.This Road – Home
5.Davis – Home
DEUS OTIOSUS
7/10
Københavnske Deus Otiosus var næste band på plakaten og de fik lov at åbne den store scene i Lille Vega en etage længere nede. Deres navn betyder noget i retning af en gud der, efter at have skabt Verden, har mistet interessen i den og overladt den til menneskerne selv. Som min makker sagde: ”Der er jo ingen der kan finde ud af at udtale deres navn. De bliver aldrig kendte”.
Lille Vega var godt proppet da københavnerne gik på scenen præcis klokken 20, og aftenens første moshpit var en realitet. Deus Otiosus åbnede med ”Breeding Maggots” fra deres tredje skive, 2014-albummet Rise, og fortsatte med nummeret ”Don’t Fuck With The Dead” fra samme udspil. Dette satte gang i fællessang hos publikum og det var tydeligt at mærke at mange kendte bandet og i hvert fald deres nyeste skive. Frontmand Anders Bo Rasmussen roste publikum for det store fremmøde, og så fik vi også præsenteret et nyt nummer, nemlig ”Greater Horror”. Gruppen afsluttede koncerten med endnu to numre fra Rise og afsluttede med ordene: ”Vi er Deus Otiosus og vi slår jer ihjel” Helt ihjel blev vi nu ikke slået, men københavnernes oldschool faldt i god jord i det tætpakkede Lille Vega.
Sætliste:
1. Breeding Maggots – Rise
2. Don’t Fuck With The Dead – Rise
3. Stand Up And Fight – Rise
4. Greater Horror – Nyt nummer
5. Fall Of The West – Rise
6. Iron Rule – Rise
HEXIS
9/10
Ovenpå i loungen var lyset blevet slukket, og røgmaskinen og stroboskoplyset sat på max. Danmarks mest hårdtarbejdende orkester Hexis skulle på scenen. Anders Bøtter fra Sort Søndag kunne berette at Hexis havde spillet ikke mindre end 124 koncerter i 2014, og at dette var deres første i 2015. Det var på uforklarlig vis første gang undertegnede skulle opleve Hexis live. Og lad mig slå fast med det samme: Det var ikke sidste gang jeg var til koncert med dem. Musikalsk er Hexis en svær størrelse for mange. Flere af mine venner skred efter ét eller to numre med ord som: ”Bliver de ved sådan her? For så skrider jeg” og ”Hvornår begynder de at spille musik?” At der var et par stykker der skred efter mødet med Hexis, var der nok ingen der lagde mærke til, for der var absurd proppet i loungen. Fra første sekund musikken gik i gang, begyndte folk at moshe og ti sekunder inde i første sang ”Desolatum” crowdsurfede forsanger Filip Andersen. Sådan sætter man en koncert i gang. For de uindviede, jeg selv inklusiv, er der ikke den store variation i Hexis’ numre, men nøj hvor er stemningen ondskabsfuld og diabolsk. Mørket, stroboskopet, den vrede vokal, den hypnotiserende onde musik. Rendyrket ondskab. Læg så dertil et band der går fuldstændig amok på scenen og et publikum der gør det samme på gulvet. Dér har du en succesopskrift. Frontmand Filip opfordrede folk til at komme tættere på, og det blev efterkommet. Med en sydende moshpit til følge. Det gik så vildt for sig at jeg brækkede min finger i pitten. Mens jeg stod der og ømmede mig kom guitarist Rasmus Furbo crowsurfende hen over mig, i gang med et vildt parti på guitaren, uden at misse en node. Rock ‘n’ fucking roll mand. De ni numre Hexis spillede var færdige alt for hurtigt. Jeg kunne havde snuppet det dobbelte. Efter koncerten snakkede jeg med guitarist Tobias Munk Tønder der smilede da han hørte at jeg havde brækket fingeren. ”Fedt. Der var også én der fik flået en piercing ud af kinden”. Bandet ville gerne have sluttet af med et ekstra nummer og håbede på at publikum havde krævet ét, men det skete desværre ikke så vi gik glip af ”Timor” fra sidste års debutfuldlængder Abalam, hvor de fleste af sættes numre var fra. En mageløs koncert der i dén grad burde sætte Hexis på landkortet. Tør man håbe på en plads på det ”rigtige” Copenhell til sommer? I så fald er jeg der igen, for hold nu kæft en konge koncert.
Sætliste:
1. Desolatum – Abalam
2. Sequax – Abalam
3. Exterminati – Abalam
4. Supplex – Abalam
5. Abalam – Abalam
6. Odium – Hexis/This Gift Is A Curse split
7. Faciem – Abalam
8. Tenebris – Abalam
9. Seputus – Hexis (demo)
FOSSILS
–
Efter Hexis gik jeg fra loungen ned til Lille Vega, hvor der nu var absurd mange mennesker. Tomandsorkesteret Fossils skulle spille, og det var der tydeligvis mange der havde glædet sig til. De gange Fossils er røget på anlægget har de ikke sagt mig det store, men de leverede en fed præstation da de åbnede Copenhell i 2014, så jeg var spændt på at se om de endnu engang kunne fange mig. De spiller jo en gang instrumentalrock, udelukkende på bas og trommer, der nok appellerer til rigtigt mange mennesker. Der var ikke meget snak, præsentation eller i det hele taget kontakt med publikum fra bassist Simon Tornby og trommeslager Per Silkjær, men musikken rykker godt live, og det er imponerende at de kan skabe så meget musik med de to instrumenter. Når man nu har valgt at man fungerer bedst uden vokal kan det undre at Fossils valgte at invitere Jacob Bredahl (The Kandidate, ex-Hatesphere) på scenen for at synge et enkelt nummer. Det er altid en fornøjelse at høre og se Jacob, og det var da også mærkbart federe musik med ham på vokal, men er det ikke at skyde sig selv og sit koncept med instrumentalrock lidt i foden?
Lille Vega var nu så tæt pakket at jeg ikke kunne skrive notater på min blok eller komme op efter øl. Og da min finger, som jeg brækkede til Hexis, gjorde mere og mere ondt og folk blev ved med at bumpe ind i den, valgte jeg at stikke halen mellem benene og tage på skadestuen. Tyndt, jeg ved det, men hvad fanden skal man gøre? Derfor nåede jeg ikke at se slutningen af Fossils, der dermed ikke får karakter, og gik helt glip af Night Fever og Förtress. Dem må jeg have til gode. Men kunne nogle af de tre bands have toppet Hexis? Det tvivler jeg stærkt på.