Københavnske Siamese, der, som den erfarne læser nok bemærker før, gik under navnet Siamese Fighting Fish, har været i studiet og tilvejebragt et album. Titlen er spartansk nok Siamese – og det er jo langt fra første gang at et band på netop det album, de mener er deres bedste fodaftryk, vælger at opkalde det såre simpelt efter bandnavnet. Fødslen var lidt anderledes denne gang, og generelt har kvartetten jo aldrig været bange for at gå hverken nye eller anderledes veje – hverken musikalsk eller promotionmæssigt. Metalized hookede op med forsanger Mirza Radonjica for lidt flere detaljer om det hele.
Af Peter Mesnickow
Det der med at ændre bandnavn – eller forkorte det, er heller ikke en ny ting. Mange af fordums tider store bands som f.eks. Dizzy Mizz Lizzy eller Rage Against The Machine har jo også altid været kendt som ”Dizzy” og ”Rage” i folkemunde. For københavnske Siamese, der, indtil det nye album, har heddet det kluntede navn Siamese Fighting Fish, har også været vant til at blive kaldt ”Siamese” lige siden begyndelsen. Så inden vi kommer for godt i gang, så lad os da få afklaret hvorfor, det netop var vigtigt at skære i bandnavnet for Siamese Fighting Fish. Personligt har det altid mindet mig om noget, et 90’er funk metal band kunne hedde. Og er man overhovedet enig om den slags i et band som Siamese?
– Lige siden vi besluttede os for det lange bandnavn, har nogen, inklusive mig selv, følt det lidt problematisk. Vi er stolte af den musik, vi har skabt igennem årene, men ikke alle havde det på samme måde med navnet. Den følelse kunne også forklares med, at vi som band har ændret os en del. Det nye Siamese er skåret ind til benet, det forsøger at være mere stilrent og fokuseret. Især på den kommende plade. Vi ved, at folk derude kalder os Siamese, og jeg tror også, at det er nemmere at forholde sig til – om end mindre finurligt. Vi var ikke 100% enige, og det er en irriterende ting at skulle gennemgå som band, men når man er seks mand i et band, så kommer man ud i situationer, hvor flertallets diktatur hersker. Nu må vi se, hvordan folk derude opfatter det – jeg har en tidligere kollega, der konstant minder mig om at Dizzy Mizz Lizzy gik i opløsning, efter de skiftede deres navn til Dizzy. Jeg tror dog næppe, at det sker her, uddyber Mirza.
HÅRD, MEN NØDVENDIG UDVIKLING
På det nye, tredje album Siamese, virker det som om bandet har været meget fokuseret på præcis hvordan, de ville lyde denne gang. Først og fremmest synes jeg, de har skåret de værste kliché-metalriffs væk i forhold til det forrige album, Breathe:See:Move. Dette har også medført, at Siamese fremstår væsentligt mindre metalliske end før, og med en mere poppet tilgang, som dog faktisk klæder bandet. Og med bandets høje ambitionsniveau, kunne man fristes til at spørge om tredje gang er lykkens gang?
Mirza forklarer:
– Det nye album er fundamentalt anderledes end alt, hvad vi har lavet før. Vores guitarist Andreas Kruger har skrevet 80-90 % af kompositionerne. Hvis du synes, at navneskiftet var en omvæltning, så kan jeg ikke begynde at forklare hvor svært det kan være at omstille sig til en ny arbejdsgang nede i øvelokalet. Før skrev vi sangene sammen, men i sidste ende måtte man som bandmedlem og musiker erkende og anerkende, at vi nu har to personer i bandet, som er deciderede sangskrivere, og at de er blevet virkeligt gode til det. Andreas og også Christian på violin har hver især gennemgået en fantastisk musikalsk udvikling i hver deres felt. Det har gavnet os i Siamese. Jeg håber, at det er et udtryk for, at vi nu har fundet ud af, hvad vi virkelig gerne vil. Det har været en hårdt tjent naturlig læring og udvikling, der nok har taget os fem år at finde ud af. Og det siger jeg ikke for at negligere vores to tidligere plader, som har været en fantastisk måde at nå derhen, hvor vi er nu.
Især vokal-produktionen er milevidt bedre end på forgængeren med store omkvæd med mange lag vokal. Så vidt jeg kan forstå har I haft en ekstern vokal-producer/hjælper indover? Det må da have været en helt anden måde at arbejde for dig som sanger i studiet denne gang?
– Det har først og fremmest været ærefrygtindgydende, hårdt og uvant for en fyr som mig. Som sanger er jeg er vant til at komme ind i studiet med en masse selvtillid og ”her-kommer-jeg”-attitude. Denne gang stod jeg overfor en kreativ overmagt i form af Grace Tither, der har arbejdet med Christopher og mange andre. Ikke alene skulle jeg gøre en masse ting om, som lå på rygraden, jeg fandt også ud af, hvordan det er at arbejde med en kreativ person med følelserne helt uden på tøjet. Det var nok de bedste og værste otte dage i mit liv! Men jeg synes virkelig, at resultatet taler sit eget tydelige sprog. Jeg synes, vi har lavet en af de bedste, og i hvert fald mest omfattende vokalproduktioner i dansk hardrock i nyere tid, fastslår Mirza.
Og det må jo så være op til lytteren at vurdere – men undertegnede må dog erkende, at vokalproduktionen på Siamese i den grad lyder enorm grandios og international.
ET OPGØR I FREMTIDENS TEGN
I udtaler at ”De autencitetsbegreber, som rockmusikken sværger til, hang os lidt ud af halsen”. Er den nye plade dermed et opgør med den meget traditionelle rolle som især dansk rock hænger meget fast i?
– Det ville ikke rigtig være Siamese, hvis vi ikke tog et opgør, ville det? For mig vil det her album, uanset hvad der sker med det, stå som et opgør mod den selvkonservering og søvndyssende repetition nogle rockbands udøver i et forsøg på at være ”ægte”. Der kigges meget bagud i en tid, hvor især rockgenren har brug for at kigge fremad. Jeg har altid betragtet rocken som folkets musik, men jeg synes kun, at vi har distanceret os fra folket de sidste mange år. Hvad angår dette album, så har der ikke været nogen regler eller dogmer i skabelsen. Der er ikke brugt én rørforstærker på pladen, og ja, der ER brugt autotune. So what!, udbryder Mirza med et insisterende blik.
At Siamese tager et opgør med hvordan rocken skal lyde, bør ikke komme bag på følgere af bandet. Vokalist Mirza er en aktiv debattør, der ikke holder sig tilbage fra at blande sig i den offentlige debat og puste til ilden. Mirza stod bl.a. bag et debatindlæg hos Gaffa, hvor han efterlyste visioner fra de danske rockbands og efterlyste fornyelse på den danske scene. Dette afstedkom en del modreaktioner og deciderede svinere fra især det traditionelle rockmiljø – der også gik ud over Siamese, som jo var nemt for folk at inddrage i debatten. Man kunne sommetider tænke, om Mirza ikke var træt af at hans personlige debatlyst også kunne gå ud over resten af Siamese.
– Da det debatindlæg på GAFFA så dagens lys, blev vi med ét udelukket fra et fællesskab på den danske rockscene. Jeg bebrejder dem ikke. Jeg stak snuden frem og sagde, at rockbands i Danmark ikke var gode nok. Så jeg forstår forargelsen. Det vigtigste var dog, at indlægget var et effektivt wake-up call, hvis du spørger mig. Folk stod tættere sammen, og nogle af de gamle travere vågnede og vi fik opmærksomhed fra de store, etablerede medier. Mr. Rock himself, Steffen Jungersen gik ind i et forsvar, det samme gjorde de danske medier med overskrifter som ”Rocken er ikke død”. Og Martin Jensen fra High Voltage har startet Rock Awards, hvilket jeg har den dybeste respekt for. Vi har brug for sådanne type initiativer og folk der handler. For mig personligt har det haft konsekvenser. Det var forventet. I dag er der rockbands i DK, som nægter at spille med os til forskellige arrangementer, der er spillesteder, der nægter os sceneplads, og jeg er en enkelt gang kommet i håndgemæng med en person, som ikke var enig med mig. Men det er og vil altid være det hele værd! Jeg får dårlig samvittighed, hvis Morten, Christian, Andreas, Joakim og Rasmus evt. skal stå til regnskab for en udtalelse, jeg har lavet. Der er dog aldrig nogen af dem, der har bedt mig om at stoppe. Jeg er heldig at være i band med de drenge, fastslår Mirza med et smil.
Termen ”crowdfunding” er meget brugt i disse år. Mange bands, både store og små bruger tjenester som f.eks. Kickstarter, hvor fans hjælper økonomisk med at bidrage til indspilning af album, m.m. Siamese har også benyttet sig af denne mulighed, som mange bands dog har betænkeligheder ved, for hvor meget skal et band stille op til for ussel mammon. Flere bands har udtalt, at de følte sig som prostituerede bagefter. Mirza er klar med et svar:
– Jeg tror, der kommer en generel tendens, hvor folk er mere afventende eller afholdende. Den her diskurs om den ”stakkels og fattige musiker” som musikbranchen skabte i en krisetid for at skabe en omsætning for faldende cd-salg, er blevet til en slags medlidenheds håndsrækning fra virksomheder, som ønsker at booste deres image. Jeg tror dog, at crowdfundingen vil lide døden i løbet af et par år. Hvad angår vores egen kampagne tror jeg ikke rigtigt, vi havde så mange betænkeligheder i starten. Vi afbrød samarbejdet med selskabet og skulle stå på egne fødder. Derfor tænkte vi, at fans, venner og familie sagtens kunne se det logiske I, at man kunne forudbestille cd, merch osv. Og give os pengene på forhånd, så vi kunne betale nogle af de udgifter, som selskabet stod for tidligere. Men, det er en mærkelig situation at stå i. Helt klart. Det er og har aldrig været rart at spørge dine fans så direkte efter penge. Men at kalde det prostitution er måske at være lidt for dramatisk. Og du ringer bare, hvis der er noget havearbejde, du skal have lavet. Men bered dig. Det bliver dyrt!, slutter Mirza.