Af Stampe
Foto: John-son
Langt om længe var aftenen kommet hvor dansk rock og metal skulle hyldes på High Voltage. Der har været snak om dette, forøvrigt totalt udsolgte, event i månedsvis og vi på Metalized har været med til at nominere og stemme på de bands der skulle have statuetter, denne aften på Boltens Gård i det indre København.
Hele aftenen er udtænkt af High Voltage ejeren Martin Jensen og musikanmelder Steffen Jungersen som en slags protest mod at dansk rock og metal bliver overset til de gængse award-shows
Dørene åbnede kl. 19.30 men allerede kl. 19 var der en lang kø af sortklædte heavyrockere gennem gården, hvor der ligger en lang række københavnske in-steder. Dørene åbnede på slaget halv, og køen blev afviklet hurtigt og i god ro og orden. Det med kø skulle vise sig at være et gennemgående tema for en festlig aften med aaalt for mange mennesker.
Inkluderet i billettens pris på 350 kroner, var 4,5 timers fri fadøl, så der var run på baren under hele arrangementet og salen blev mere og mere fyldt. Det lykkedes undertegnede og mit slæng at få et bord nede bagerst i lokalet, tæt på scenen hvor priserne skulle overrækkes, men langt fra den normale scene, der ligger lige ved indgangen, hvor aftenens fem optrædende bands skulle spille. High Voltage havde været meget fåmælt angående aftenens tidsplan. Det eneste der var blevet meldt ud var arrangementes åbningstid, så langt de fleste af tilskuerne havde indfundet sig fra start af. En times tid senere gik Martin og Steffen på scenen for at afsløre den første vinder. Der var tv-skærme der viste kategorien og de nominerede, og det var ret så heldigt, for det viste sig at være svært at høre hvad Martin Jensen sagde og fuldstændigt umuligt at høre hvad Steffen Jungersen growlede. Mandens hæse stemme, den tætpakkede sal med overrislede og snaksagelige rock- og metalfolk og den lave lyd på højtalerne gjorde at jeg, og flokken omkring mig, intet kunne høre. At dømme efter resten af salens opførsel var oplevelsen ens på det meste af stedet. Som min sidemand sagde: “Alt respekt for Steffen Jungersen og hvad han har gjort for dansk rock, men han får altså Lemmy til at lyde som King Diamond.
Første kategori der skulle uddeles statuetter i var Årets danske Classic Rock udgivelse, og her vandt Sea med deres debutskive Sea over Chainfist, Mike Tramp og Pretty Maids (se samtlige vindere og nominerede nederest på siden). Bandet kom på scenen for at modtage prisen, og afholde en takketale. Eller det går jeg ud fra. Heller ikke her kunne man høre noget, og det blev en gentagende begivenhed at vi stod og kiggede på scenen, mens dem der stod der oppe bevægede munde. Når de holdt op med det så klappede vi. Men vi fik intet ud af hverken den præsenterende snak (der i visse tilfælde var lang) eller takketalerne, der svingede fra et simpelt “tak” til en uendelig (og igen uhørlig) talestrøm fra AC/DC Jams forsanger Sten Hansen, der fik Martin Jensen med et smil til at udbryde “Kan vi få AC/DC Jam af scenen tak”. Trist at lydforholdene var så dårlige da det kunne være ret interessant at høre hvad der blev sagt.
Efter de første tre vindere var blevet præsenteret og havde forladt scenen med deres fine statuetter, var det tid til aftenens første musikalske indslag. På den store scene stod de tre piger fra rockbandet Taras, og de gik uimponeret igang med at varme publikum musikalsk op. Musikken er straight up rock n roll og passede således glimrende ind i aftenens koncept. Da det var mere end svært at bevæge sig rundt i lokalet blev musikken nydt på afstand, og Taras leverede en hel fin præstation, omend lidt kort, men sådan er det jo når der er fem bands der skal spille og 14 statuetter med dertil hørende præsentation og takketaler der skal uddeles. Min sidemand sagde meget rammende om Taras: “Joan Jett har ikke levet forgæves.”
Efter Taras var det tid til at kåret Årets Danske Rock Foto, der var en publikums-afstemning. High Voltage havde lagt 10 billeder op og det billede med flest likes vandt så prisen. Det blev Christian Juul Søes flotte billede af Rikke Blomsterberg der vandt, men Christian havde ikke regnet med at vinde, så han var taget udenlands. Hans billede var nemlig kun nummer to natten forinden men fik så pludselig over 500 likes på ingen tid, og overhalede dermed John Mortenssons billede af Stig Pedersen fra DAD. Det skal bestemt ikke lyde som sure rønnebær over at Metalizeds John Mortensson ikke vandt og Christians billede er også pisse godt, men man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved validiteten af sådan en pris, når det KAN være den fotograf der har flest Facebook venner der vinder prisen. Kunne man ikke nedsætte en jury til den slags, så man undgår dette like-helvede?
Årets danske Jamband blev vundet af AC/DC Jam og førte til føromtalte mastodont-takketale og Årets danske spillested blev fortjent vundet af Amager Bio/Beta, der havde sendt Mikkel Wad Larsen afsted for at modtage prisen.
De unge knægte i Sea gik på scenen og viste hvorfor de vandt prisen for årets danske classic rock udgivelse. De er alle sammen dygtige musikere med flair for at skrive gode numre og de leverede et kort men godt show med godkendt rock n roll. Efter deres show kunne de så gå på scenen igen for at modtage deres anden statuette. Denne gang i kategorien årets danske up-coming band. Tillykke til de dobbelte vindere fra Sea. Fremtiden ser lys ud for de unge rockere.
Salen var en veritabel who’s who af danske metal- og rockfolk og jeg fik mig en snak med Bjørn Jensen – bassisten i Dawn Of Demise der var nomineret i næste kategori, nemlig årets danske live band. Metalized havde stemt på den jydske dødsmaskine på baggrund af deres fænomenale koncert på Copenhell, men Bjørn mente selv af The Psyke Project ville løbe med prisen på grund af deres sindssyge afskedsshow i Pumpehuset. Ingen af os fik dog ret da Förtress løb med sejren. Prisen blev uddelt i samarbejde med Copenhell der havde sendt Anders Bøtter fra Sort Søndag på scenen for at overrække prisen. Endelig kunne man høre hvad der blev sagt, da der ikke findes en indstilling lavere end 11 på Bøtters stemme. Tak for det Anders. Förtress kom på scenen og modtog prisen, hvorefter de gik over på den anden scene for at vise hvorfor de vandt årets live band. Bandet har aldrig rigtig fanget mig, og gjorde det heller ikke her til aften, men der var godt nok knald på både band og publikum, så noget må de jo gøre rigtigt.
Efter Förtress’s sæt fortsatte aftenens uddelinger. Årets danske radio rock track skulle uddeles i samarbejde med My Rock og der kom en, for mig, ukendt gut på scenen. Han startede med at sige at man kunne sige meget om Iron Maiden, men de var fandme ikke rock n roll længere, hvilket fik min makker til at udbryde: “Hold da kæft din lille tykke dreng i jakkesæt. Du skal fandme ikke svine Maiden.” Shotgun Revolution vandt statuetten og havde åbenbart sendt en video-hilsen, men heller ikke her kunne man høre hvad der blev sagt og publikum havde så småt opgivet at følge med i hvad der skete på scenen. Ingen kunne jo høre noget alligevel. Dette fik Martin Jensen til at udbryde “Kan i høre hvad jeg siger? Kunne i så for helvede ikke lukke røven i erkendelighed for Ken Anthony?” Den mangeårige og evigt tilstedeværende figur i dansk metal, var kommet på scenen for at modtage special juryens ærespris i kategorien branche. Og jeg ved jeg bliver ved med at nævne det, men man kunne intet høre. Jungersen hvæsede sig igennem en lang intro tale, og Anthony modtog prisen med en takketale. Intet kunne jeg høre. Det er fandme en skam når to så spændende mennesker med så meget viden og passion, står og holder taler for døve ører.
Efter Anthony gik af scenen kom turen til endnu en special jury pris, nemlig æresprisen for bands som de gamle drenge fra Pretty Maids løb med. Guitarist og founding member Ken Hammer gik på scenen sammen med trommeslager Allan Tschicaja og modtog publikums hyldest for lang og tro tjeneste i metallens navn. Godt gået drenge. Fuldt fortjent.
Nu var tiden kommet til aftenens eneste metalliske musikalske indslag. Danmarks bedste black metal band stod nemlig på scenen i form af de fire gutter fra København i Solbrud. De fire rødder leverede endnu engang en lydmur af infernalske dimensioner, og det var en sand fornøjelse at se og høre. Hold nu kæft hvor kan de drenge spille. Solbrud spiller pisse lange numre, så der blev kun plads til et enkelt nummer, hvilket er synd og skam. “Klippemennesket” fra Solbruds anden skive, mesterværket Jærtegn, varer godt nok næsten 16 minutter, og jeg ved godt at showet hedder Rock Awards, men det omhandler også metal, og jeg synes personligt at metallen fik for lidt plads her til aften. Det ville have klædt showet med lidt flere priser til metallen end en enkelt, lidt flere metalbands end ét og lidt flere metalsange end én. Efter endt performance kunne Solbrud går fra den ene scene til den anden og modtage prisen for årets metaludgivelse for føromtalte perle af en udgivelse. Helt forrygende fortjent. Metalized havde selv stemt på Jærtegn som årets metaludgivelse (vi ramte forøvrigt plet på langt de fleste priser) og selv har jeg den skive som bedste danske skive fra 2014 og næstbedste over all, kun overgået af Behemoths The Satanist, så herfra bladet (og hjemme fra det anmelderske hjem på Vesterbro) kan vi kun klappe i hænderne og lykønske Solbrud.
Derefter var der kun to priser tilbage at uddele, og prisen for årets danske rock udgivelse gik til aftenens musikalske headliner Supercharger og deres album Broken Hearts And Fallaparts.. De lokale rockere løb med prisen foran navne som Pet The Preacher, Black Book Lodge og de dobbelte vindere fra Sea til stor begejstring for både bandet og størstedelen af publikum. Godt gået drenge.
Aftenens sidste pris var måske også den største. Årets danske band. De nominerede var de gamle drenge fra Artillery og Pretty Maids, kæmpe store Volbeat, og så de små lokale Solbrud der endte med at vinde prisen. Endnu engang kan jeg blot udbryde: FULDT FORTJENT. Redaktionen på Metalized havde også stemt på dem som årets band, men undertegnede var alligevel overrasket over at Solbrud kunne slå et så stærkt felt. Det er sgu imponerende. Og så måtte de fire knægte fra det københavnske Nord Vest-kvarter på scenen igen for at lade sig krone som aftenens konger.
En god aften sluttede med en god gang rock n roll fra Supercharger, der som hovednavn havde fået lov at spille længere tid end de andre bands. Det kan man jo ikke rigtigt sige noget til. Supercharger gør det altid godt og jeg har set dem live mange gange. En ordentlig energiudlanding og et kæmpe spark i røven var hvad vi fik at afslutte aftenens show med.
KONKLUSION:
Det var en herlig, herlig aften på High Voltage men der er plads til forbedringer. Hvis vi tager det positive først, så viser fremmødet at der er behov for den her slags arrangementer. Hele arrangementet var en positiv oplevelse og en kæmpe fest. De mange mange mennesker delte den alt for lille plads uden problemer. Selvom folk stod mast op af hinanden, var der aldrig ballade, og du der læser det her, behøver ikke at få det fortalt af mig, men jeg siger det alligevel: Fans af metal og den hårde rock er de bedste og flinkeste (og sejeste) mennesker der findes. Så mange mennesker på så lidt plads havde ikke gået problemfrit ret mange andre steder. Det var også fedt at se så mange kendte danske metal og rocknavne samlet samme sted og mingle og mænge sig med os i pøblen. Ingen stjernenykker her. Idéen med fri bar virkede også perfekt. Det aflastede de travle barfolk, at der ikke skulle rodes med betaling hver gang, og fadøllet strøg over disken i rasende fart. På trods af den enorme menneskemængde, var vi aldrig uden øl. Godt gået High Voltage. Tillykke til Jungersen og Jensen for at have stablet det her på benene, og lad os håbe at publikum får ret da de svarede på Martins råb fra scenen efter showet: “Kommer der et High Voltage Rock Awards 2016?” JAAAAAAAAAAAAAAAAAA.
Hvis der kommer en HVRA 16 (og det tror og håber jeg der gør) så skal der dog kigges på antallet af gæster. Der var simpelthen aaalt for mange mennesker samlet på aaalt for lidt plads. Og lyden skal der rettes op på. Det er synd og skam at man ikke kunne høre noget som helst af det folk på scenen sagde. Introduktioner og takketaler gled uhørte forbi, og man kunne mærke på menneskemængden at interessen forsvandt i løbet af aftenen, i takt med at folk opgav at lytte efter. Dette betød at flere og flere bare stod og kævlede, hvilket så betød at det var endnu sværere, hvis ikke umuligt, at høre noget som helst. Trist. Til sidst vil jeg som skribent på Danmarks største metalmedie og som person med livslang passion for metal gerne ønske at metallen får lidt mere plads i fremtidige udgaver af HVRA. Ja ja, jeg forstår godt at det er et Rock Award, men folkene bag har hele tiden omtalt det som et awardshow for rock og metal. Og et enkelt metalband og en enkelt decideret metalpris er simpelthen for lidt.
Men intet fjerne min glæde over at have været med til det her arrangement. Det var et brag af en fest.
KATEGORIER, NOMINEREDE OG VINDERE:
1. ÅRETS DANSKE ‘CLASSIC ROCK’ UDGIVELSE
Sea – Sea
Chainfist – Scarred
Mike Tramp – Museum
Pretty Maids – Louder Than Ever
VINDER:
Sea – Sea
2. ÅRETS DANSKE PRODUCER
Jacob Bredahl – Pet The Preacher
Jacob Bredahl – Sea
Jacob Hansen & Jeppe Andersson – Raunchy
Lasse Ballade – Solbrud
VINDER:
Jacob Bredahl – Pet The Preacher
3. ÅRETS DANSKE ‘ALTERNATIVE’ UDGIVELSE
Fossils – Flesh Hammer
Get Your Gun – The Worrying Kind
Night Fever – Vendetta
Skullclub – Gamle Ar Og Nye Tænder
VINDER:
Night Fever – Vendetta
4. ÅRETS DANSKE ROCK PHOTO (publikumsafstemning)
Christian Juul Søes – Red Warszawa/Rikke Blomsterberg
John Mortensson – DAD/Stig Pedersen
Henrik Mauser Reerslev – Förtress/Cato Jørgensen
Kim Churchill Matthäi Leland – Konkhra/Anders Lundemark
Esteban Herencia Bohn – Dennis Post/White Trash Presidents
Henrik Moberg Jensen – Helhorse/Mikkel Wad Larsen
Peter Troest – The Psyke Poject
Henrik Hildebrandt – Pretty Maids/Ronnie Atkins
Phillip B. Hansen – Saint Rebel
Jacob Dinesen – Defilementory
VINDER:
Christian Juul Søes – Red Warszawa/Rikke Blomsterberg
5. ÅRETS DANSKE JAMBAND (publikumsafstemning)
AC/DC Jam.dk
Black Sabbath Tribute
Metallica Jam
Rammstein Jam
VINDER:
AC/DC Jam.dk
6. ÅRETS DANSKE SPILLESTED
Amager Bio/Beta
Godset
Pumpehuset
Studenterhuset
VINDER:
Amager Bio/Beta
7. ÅRETS DANSKE ‘UP-COMING’ BAND
Sea
Lucer
Statement
Taras
VINDER:
Sea
8. ÅRETS DANSKE LIVE BAND
Dawn Of Demise
Förtress
Night Fever
The Psyke Project
VINDER:
Förtress
9. ÅRETS DANSKE RADIO ROCK TRACK (publikumsafstemning)
Chainfist – Black Rebel Noise
Magtens Korridorer – Sorte Stråler
The Rambling Vibes – Boy
Shotgun Revolution – Dissolve
VINDER:
Shotgun Revolution – Dissolve
10. ÆRESPRIS BRANCHE (Special Jury)
VINDER:
Ken Anthony
11. ÆRESPRIS BAND (Special Jury)
VINDER:
Pretty Maids
12. ÅRETS DANSKE ‘METAL’ UDGIVELSE
Solbrud – Jærtegn
Aphyxion – Earth Entangled
Horned Almighty – World Of Tombs
Raunchy – Vices, Virtues, Visions
VINDER:
Solbrud – Jærtegn
13. ÅRETS DANSKE ‘ROCK’ UDGIVELSE
Pet The Preacher – The Cave And The Sunlight
Black Book Lodge – Tundra
Sea – Sea
Supercharger – Broken Hearts And Fallaparts
VINDER:
Supercharger – Broken Hearts And Fallaparts
14. ÅRETS DANSKE BAND
Solbrud
Artillery
Pretty Maids
Volbeat
VINDER:
Solbrud