KONCERT: The Hard Spot

The Hard Spot
HeadQuarters, Aarhus
01/05/2015

Store bededag, arbejdernes årlige kampdag og førstedagen af SPOT Festival faldt i 2015 på en og samme dag, og det betød, at Aarhus denne fredag sydede og boblede af liv fra de tidlige morgentimer. Det betød også, at både fremmødet og promillen var helt i top, da Headquarters kl.16 slog dørene op til første udgave af det nye initiativ, The Hard Spot, der sætter fokus på metallen og den hårde rock. Uanset hvor hyggeligt og veludført et arrangement SPOT Festival alle dage har været, så har de i flere år også været notorisk kendte for at underprioritere netop de ovenstående genrer, og selvom især den ekstreme metal stadig kun spiller en ganske lille rolle på den samlede festival, så var det dog en fornøjelse at opleve, hvor veludført og velbesøgt et arrangement SPOT Festival, i samarbejde med Metalized og HeadQuarters, her havde fået stablet på benene.

HeadQuarters har vel i højere grad ry for at servere billige cocktails til byens velklædte akademikersegment, end de har for at arrangere deciderede heavy koncerter. Ikke desto mindre dannede netop HeadQuarters rammen om aftenens rock opvisning, og selvom jeg egentlig tvivler på, at det lavloftede kælderlokale egner sig specielt godt til nogen former for koncertbrug, så fungerede de intime rammer i de fleste tilfælde udmærket. Aftenens første indslag blev levereret af de energiske bysbørn i TurboChild, og det viste sig hurtigt at være et klogt valg. Jeg har en enkelt gang oplevet TurboChild, da de for et par år siden gik under navnet Six Barrel Syndicate, og selvom de allerede den gang havde styr på både riffs og attitude, så havde en mærkbar selvsikkerhed og energi denne gang indfundet sig. Der var stuvende fuldt fra koncertens start, og fra min hårdt tilkæmpede plads i baren kunne jeg se TurboChild nedkæmpe enhver tvivl og enhver kritisk røst med knivskarp Rock’N’Roll præcision. Hele bandet var i det højeste gear, og da forsanger Richard kommanderede publikum i knæ til en fælles bøn, var der ikke et øje tørt. Det er ikke raketvidenskab, som de selv siger det, men helt uigennemtænkt er det nu alligevel ikke, og TurboChild har fundet en både memorabel og hårdtslående opskrift på no-bullshit-Rock’N’Roll, og det bragte dem denne aften sikkert igennem deres første optræden på SPOT Festival.

Næste band på scenen var københavnske Black Book Lodge, et band der har lagt et tungt forventningspres på deres egne skuldrer efter sidste års fremragende fuldlængdedebut, Tundra. Tundra var et showcase i tyngde og kontrol, og det er da heller ikke for sjov, at både Copenhell, Roskilde Festival og SPOT har fået øjnene op for denne tunge perle. Det siger dog sig selv, at vi her er ude i noget af et genreskift i forhold til TurboChilds lettilgængelige rock, og selvom Black Book Lodge ikke kan klandres for dette, så virkede det som om, publikum ikke var helt klar til dette skifte til tung melankoli. Black Book Lodge gjorde dog hvad de kunne for at levere et godt show, og det skortede da heller ikke på tyngde og tilnærmelsesvist smukke melodiske klangflader. Vi var her vidner til sollidt sammenspil og smukt opbyggede stenerrock træffere af den helt tunge kaliber, men desværre druknede vokalen i det samlede lydbillede, og det lagde en uheldig dæmper på koncerten.

Som allerede kort nævnt i introduktionen så er ekstremmetallen stadig underrepræsenteret på SPOT Festival, og det gjorde det bestemt ikke bedre, at Redwood Hill af personlige årsager blev nødt til at aflyse deres koncert. Efter deres kraftpræstation af en koncert på Radar for et par måneder siden var det klart det

band, jeg havde set mest frem til, og jeg må derfor ærligt indrømme, at jeg var skuffet over erstatningen. Et stort cadeau skal der dog lyde til både arrangører og til Dance With Dirt, som overtog pladsen, for at der trods alt blev fundet en erstatning så hurtigt. Der var tyndet lidt ud foran scenen, da Dance With Dirt gik på, men der var trods alt stadig pænt med mennesker på HeadQuarters. Musikalsk er der tale om rock med stærke melodiske kvaliteter, og selvom de var hevet ind fra sidelinjen med kort varsel, så formåede Dance With Dirt alligevel at fremstå motiverede og velforberedte, og den megen energi blev kanaliseret fint ud over scenekanten. Jeg kan dog ikke lægge skjul på, at jeg personligt gerne havde set et band i liga med Redwood Hill på Headquarters denne aften, ligesom jeg helt grundlæggende mener, man kan så tvivl om relevansen af et band som Dance With Dirt, på en aften der egentlig skulle have været en hyldest til og et udstillingsvindue for hård rock og metal. Omstændighederne taget i betragtning var det dog en overraskende behagelig koncert.

Kl.20 stod de seks medlemmer af Siamese klar på HeadQuarters lille scene. Pladsen var knap, men det var rigeligt for Siamese, der brugte hver eneste kvadratcentimeter og hvert eneste sekund til deres fulde fordel. Jeg gav i sin tid Siamese seneste selvbetitlede fuldlængdealbum en lidt lunken anmeldelse på baggrund af blandt andet deres lidt for heftige flirt med den amerikanske pop rock, og mine forventninger var derfor ikke helt i top inden aftenens koncert. Heldigvis blev netop de forventninger dog gjort godt og grundigt til skamme, og Siamese endte med at levere aftenens ubetinget bedste koncert. Materialet fra især det nye album er som skabt til at blive spillet live, og det var mildest talt lidt af en åbenbaring at opleve. Det synes publikum tilsyneladende også, og der blev moshet godt igennem foran scenen, hvor også en dryppende blodtud blev spottet i virvaret. Siamese leverede varen fra start til slut, og hits som ”Bleed”, ”A Liar Cried Wolf” og ”Tomorrow Never Dies” blev leveret med usvigelig sikkerhed. Om de internationale branchefolk nåede at få færten af Siamese suveræne forening af tyngde og melodi vides ikke, men i hvert fald fik Siamese denne aften mindst én ny fan.

Let forsinket indtog aftenens næste levende billede scenen. Københavnske The Interbeing har siden debutalbummet fra 2011 skabt pæn opmærksomhed omkring dem selv, og det var da også tydeligt at publikum, på trods af venetid og stigende promille, var helt klar på en omgang industriel, melodisk ekstremmetal. Der var således heftig aktivitet foran scenen fra første færd, og det fem mand høje band virkede både veloplagte og taknemmelige over den store opbakning. Det var endnu engang knapt med pladsen på scenen, og selvom det gjorde koncerten til en både intim og intens oplevelse, så virkede det desværre også til at hæmme både publikums udfoldelser foran scenen og bandets optræden en smule. Ja faktisk frygtede jeg flere gange, at bandets store forsanger, Dara Toibin, i en af hans mange energiudladninger ville ramme loftet. Det skete heldigvis ikke, og selvom det måske så en anelse forkvaklet ud, så lod han sig ikke kue af de minimalistiske forhold, og han havde koncerten igennem publikum i sin hule hånd. The Interbeing leverede en stilsikker og på alle måder godkendt koncert.

Sidste band på scenen, og aftenens hovednavn, var endnu en lokal stolthed. Over ti år og en lang række succesfulde albums har Lis Er Stille i bagagen, og det er tydeligvis noget, publikum har lagt mærke til. Denne aften holdt Lis Er Stille oven i købet release fest for deres nye, og for øvrigt fremragende, fuldlængdealbum, og det trak rigtig mange mennesker til. Faktisk trak det så mange mennesker til, at jeg, da jeg endelig indfandt mig på HeadQuarters, kun knap fik mig tilkæmpet en plads bagerst i lokalet. Herfra kunne jeg hverken se, hvad der foregik foran scenen eller på scenen, men kun fornemme hvordan Lis Er Stille spredte deres tunge melankoli ned igennem rækkerne. En helt fair bedømmelse kan jeg derfor ikke give dem, men

jeg tager de mange begejstrede fans fra første række på ordet og glæder mig til forhåbentlig snart at opleve Lis er Stille på en større scene. Publikums mange positive reaktioner må dog på alle måder siges at være symptomatiske for The Hard Spot, der endte med at blive en dundrende musikalsk succes og en vigtig hyldest til den tunge rock. Forhåbentlig vender The Hard Spot næste år tilbage igen og måske endda med lidt større fokus på den mere ekstreme metal, som i øjeblikket har så fine betingelser i Danmark.

Anders Nygaard