NORDIC NOISE
PH-Cafeen, Halmtorvet, København
Fredag d. 22. maj 2015
PH-cafeen på Halmtorvet danner rammen om rockfestivallen Nordic Noise d. 22 og 23. maj 2015. Metalized var med da festivallen åbnede fredag, og bringer dig her en stemningsrapport fra det larmende arrangement.
De store lyse og højloftede lokaler, og en hyggelig gårdhave med mulighed for at få lidt frisk luft, og nyde det milde majvejr, var de perfekte rammer om den lille rockfestival. Nordic Noise, som i år kunne løbe af stablen for tredje gang, havde i år satset på et rent rock ’n’ roll-program den første dag, uden de store svinkeærinder ud i de mere eksperimentelle grene af rocken.
Udover den daglige café, hvor gæsterne havde mulighed for at nyde et måltid mad, og også kunne føre en samtale, så har PH-cafeen en stor og dejlig koncertsal inde bagved, og det var naturligvis her, aftenens festivalprogram blev afviklet. Til lejligheden havde Nordic Noise fået Ken Anthony til at præsentere aftenens bands, hvilket han i øvrigt gjorde super godt.
Fredagen bød udelukkende på danske bands, og med hele seks forskellige, så var der fart på de forskellige sets, og der var ikke megen snak imellem numrene.
Aftenens første band, Københavnske A Horrible Death to a Horrible Man, gik på scenen med en god energi. De kalder selv deres musik for posttraumatisk rock, og det kan der måske være noget om, jeg vil nu mere betegne det som god gedigen rockmusik. Det var velspillet hurtig rock, med masser af tråd og energi. A Horrible Death to a Horrible Man gav den gas, og med en forsanger som kom ud over scenekanten, så kan det ærgre at publikum endnu ikke var dukket så talstærkt op, vi startede 20, men antallet var heldigvis fordoblet ved afslutningen af deres set.
Næste orkester til at sætte gang i festivallen var The Fried Okra Band. Endnu et københavnsk band, og denne gang i den mere bluesrockede ende. Tunge moody guitarriffs fra ende til anden, og en forsanger, Morten Lunn som med sin stemme, formåede at forføre publikum. Det var en rigtig god koncert, en fed oplevelse, som satte sig langt ind i kroppen, og gav en fornemmelse af, man havde været vidne til starten på noget langt større. Det var skønt at overvære hvordan bandet spillede sammen, og selvom det for mig var ukendte numre, så var jeg med The Fried Okra Band fra start til slut, uden at skele til hverken klokken eller baren.
Hvis du tager en skaldet forsanger, med en stemme som leder tankerne hen på Seattle-grunge, to småintroverte guitarister, en bassist med en sceneperformance til et 12-tal og en trommeslager som forstår at udnytte hele trommesættet med fuld energi på stikkerne, så har du Franklin Zoo. Det var aftenens højdepunkt for mig, et kæmpe los i bagen af god tung grunge/hard rock, hvor man bare måtte have hornene op, og lade håret blafre en energisk headbanging. Franklin Zoo leverede varen på Nordic Noise, og salen blev fyldt godt op, så snart de kom på scenen. Forsangeren Rasmus Revsbæk var medrivende, og hans vokalpræstation var ud over det sædvanlige. Det bliver ikke det sidste jeg har hørt til Franklin Zoo, og jeg ærgrer mig over jeg ikke nåede at få investeret i deres nye vinyl-EP.
St. Prostitute var næste band til at indtage scenen, og det var måske en lidt utaknemmelig opgave ovenpå føromtalte Franklin Zoo. De kom heller ikke allerbedst fra start St. Prostitute, jeg var faktisk på vej i baren, da jeg alligevel blev indfanget af forsangeren Fussy’s sprøde og forførende stemme. Jeg stoppede op, og blev hængende, for da først de ligesom kom i gang, så var de slet ikke til at stoppe igen. Det var helt genuin sleazy rock ’n’ roll, og endnu engang rockede salen, mens St. Prostitute spillede numre fra deres nye album, blandet med gamle kendinge. Gode melodier, men det mest overbevisende er frontvokalen, som jeg kunne have nydt ganske uden musikken. Eneste Malurt i bægeret var coverversionen af Guns ’n’ Roses ”Paradise City”, hvorfor spille den, når man nu selv skriver udemærkede tekster og melodier? Og så hader jeg bare, hvis man piller ved gamle numre, som jeg har haft stærke følelser for siden min barndom.
Næstsidste act denne fredag aften i indre by, var SEA. Med langt hår over hele linjen, og fra første anslag på guitarerne, kunne publikum ikke være i tvivl om SEAs inspirationen fra 1970’ernes og 1980’ernes klassiske heavyrock bands, dog med deres eget moderne tvist. Særdeles godt musikalsk håndværk fra både guitaristerne, to gange Anders (Brink og Kargaard) men i særdeleshed også bassist Maiko Thyge og Jonas Bangstrup på trommerne, havde deres del af den succesfulde koncert. For rytmesektionen i bandet, den var velsammenspillet og velsmurt. Forsanger Anders Brink har en skrap og ren stemme, og på denne aften i PH-cafeen, så kunne man da godt tro, der var besøg af selveste Jon Bon Jovi lukkede man øjnene.
Da klokken nærmede sig midnat, var salen pakket tæt, jeg fik opsnappet at der var folk tilstede i salen fra fx. Sønderjylland og Tyskland, som var kommet på Nordic Noise for at overvære aftenens sidste band, motorbilly energiudladningerne Grumpynators. At dømme på mængden af fans i Grumpynators T-shirt denne aften, så havde deres fanklub vist valgt at holde generalforsamling i PH-cafeen. De tilrejsende fans og alle andre, fik sig også en på den musikalske oplever, og det var den perfekte afslutning på Nordic Noise første dag. Med brødrene Øelund, Emil som forsanger og guitarist, og Jakob på kontrabas i front, så var der dømt underholdning i verdens klasse. Bandets leadguitarist Christian Nørgaard, kan sit kram på den seksstrengede, og med stille ro, sidder Per Fisker bag trommerne, og sørger for at de tre toser i forgrunden ikke kører helt af sporet. Emils stemme kan forveksles med en Lemmy der endnu ikke har drukket den sidste palle sprut, og den rå og hæse vokal, passer afsindigt godt til det hæsblæsende tempo, deres musik bliver spillet i. Jakob Øelund kaster rundt med bassen, sidder på den, og er nærmest udenfor kontaktbarhed fornemmer man, og hvilken fantastisk oplevelse det er, at se et band, som både hygger sig mens de spiller, er indlevet i deres engen musik, men som samtidig formår at få det ud over kanten, og få publikum revet med. Numrene fra deres plade Wonderland, blev leveret med en kraft og en selvfølgelighed, som i den grad gjorde dem til værdige ”lukkere” af en så gennemført og musikalsk godt sammenskruet rockfestival.
Det var overordnet en rigtig god oplevelse, denne første dag af Nordic Noise. Det musikalske program kan jeg ikke sætte en finger på, det var rockmusik for fuld udblæsning, og stadig med mange forskellige udtryk, og i mange grene af rocken. Jeg finder der fortrøstningsfuldt, at vi i Danmark på trods af det manglende salg i pladebranchen, kan præstere så mange gode orkestre med egne udgivelser, det bevidner at musikken stadig lever i bedste velgående, selvom bandsne måske skal kæmpe en smule hårdere, i disse streaming-tider.
Til slut må jeg dog komme med både en ros og en kritik af forholdene på PH-cafeen. Barpersonalet var meget hjælpsomme og servicemindede, toiletterne holdt pæne og maden var rigtig lækker. Der var lukket for det almindelige køkken, men der kunne købes en veltilberedt Chili con Carne, til den overkommelige pris af 75 kr. Priserne i baren var også yderst fornuftige, og med en éntrepris på 100 kr., så må man sige at vi denne aften fik valuta for pengene. Dog var der to virkelig kritiske situationer, nemlig alt for lang kø i baren, og der var en udbredt utilfredshed blandt publikum, man kunne måske overveje en ekstra til næste år. For mig, som kvinde, var barkøen dog ikke det værste, det var til gengæld det faktum, at den toiletvogn med to toiletter der var opsat ude i gården, allerede kl. 21 blev lukket. Derefter var der kun ét toilet på stedet, og jeg vil tro vi var et par hundrede gæster. Der var godt nok opsat pissoirer ved toiletvognen, men det er altså ikke nok. Der hvor pengene til et arrangement som Nordic Noise skal komme fra er vel bl.a. ølsalget, og det kan jeg da regne ud daler, hvis både køen i baren er uoverskuelig, og det samtidig er umuligt at komme af med ”vandet”.
Af Matilde Schmidt
Fotos: John-son
